Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Børne- og Undervisningsudvalget den 7. april 2016

Mødefakta

Dato: Torsdag den 7. april 2016
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Mødested: Sporet, Bødkerporten 6 A, fælleskantinen

Medlemmer

  • Annette Møller Sjøbeck (V)
  • Charlotte H. Larsen (O)
  • Kashif Ahmad (UP)
  • Kenneth F. Christensen (A)
  • Lars Gundelack Jensen (A)
  • Maria Durhuus (A)

Fraværende med afbud

  • Mette Dencker (O)

Bemærkninger

Mikkel Dencker deltog i stedet for Mette Dencker

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 07-04-2016

Formanden bad udvalget om at godkende, et ekstra punkt - 1A - på dagsordenen . Dette for at vælge næstformand til udvalget, idet tidligere næstformand Charlotte H. Larsen efter endt orlov er genindtrådt i Kommunalbestyrelsen og Børne- og Undervisningsudvalget. Udvalget godkendte det ekstra punkt.

Med den bemærkning blev dagsordenen godkendt.

Punkt 1 A:

Det indstilles at udvalget vælger en næstformand.

Udvalget valgte Charlotte H Larsen som næstformand for Børne- og Undervisningsudvalget


2. Meddelelser

Sagsfremstilling

Orientering om skoleleder til Gungehusskolen

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 07-04-2016

Direktøren for Børn- og Velfærd orienterede om følgende:

-ansættelse af ny skoleleder på Gungehusskolen som starter den 1. maj 2016.

-om at 8 ud af 9 skoler har valgt at sige ja tak til den nye skolemadsordning.

-at SFO tilknyttet Holmegårdsskolen for en periode huser børn fra børnehaven Immerkær, idet Immerkærs bygninger skal undersøges nærmere for en forhøjet forekomst af benzen.


3. Forældreintra til dagtilbud

Beslutningstema

Forældreintra er et intranet til brug for kommunikation mellem forældre og institution. Børn og Velfærd har i sommeren 2015 implementeret forældreintra på dagtilbudsområdet. To selvejende institutioner har ikke ønsket at tilbyde forældreintra til deres forældre. Dette betyder, at forældre i Hvidovre Kommune har forskellig adgang til information og dialog.

Indstilling

Børn og Velfærd indstiller til Børne- og Undervisningsudvalget.

  1. at tage orientering om forældreintra på dagtilbudsområdet til efterretning.

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 07-04-2016

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Børn og Velfærd har i sommeren 2015 implementeret forældreintra på dagtilbudsområdet. Forældre til børn i dagtilbud fik adgang til forældreintra fra den 1. september 2015.

Forældrene til børn i dagtilbud har gennem en årrække efterspurgt muligheden for digital kommunikation mellem forældre og daginstitutionen. Et intranet til kommunikation mellem institution og hjem svarende til det som kommunen stiller til rådighed på skoler, SFOer og klubber.

Børn og Velfærd vurderer, at et ønske om en bedre og mere tidssvarende kommunikation understøtter kommunes vision om at være Børnenes og Familiernes by. Et forældreintra på dagtilbudsområdet giver herudover mulighed for, at højne kvaliteten af kommunikationen mellem forældre og dagtilbud.

Børn og Velfærd fik derfor midler til at implementere projektet af Hvidovre Kommunes centrale IT koordineringsgruppe – DIKO. Valget af system faldt på Tabulex, som er det samme system som bruges på SFOer og klubber. Tabulex blev bl.a. valgt fordi, Hvidovre Kommune hermed kan tilbyde forældrene en sammenhængende platform.

De to selvejende institutioner Bredalsparkens Børnehave og Børnehaven Brostykkevej har ikke ønsket at få forældreintra stillet til rådighed af Hvidovre Kommune. Det har derfor ikke været muligt, at implementere forældreintra i samtlige dagtilbud. Dette betyder, at forældre i Hvidovre Kommune har forskellig adgang til information og dialog. Det skal bemærkes, at Hvidovre Kommune afholder hele udgiften til etableringen og den efterfølgende drift af forældreintra. Driften af forældreintra er en del af budgetaftale for 2016.

Dagtilbudsloven giver ikke hjemmel til at kræve, at selvejende institutioner bruger Hvidovre Kommunes forældreintra. Et krav om brug af forældreintra kan derfor kun stilles gennem en opsigelse og efterfølgende genforhandling af driftsoverenskomsten med den selvejende institution.

Retsgrundlag

Dagtilbudsloven

Politiske beslutninger og aftaler

I budgetaftalen for 2016 blev der afsat 0,09 mio. kr. i 2016 og overslagsårene til forældreintra.

Økonomiske konsekvenser

Der er afsat 0,09 mio. kr. til implementering af forældreintra. De selvejende institutioners fravalg af forældreintra har ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


4. Mål for dagtilbudsområdet

Beslutningstema

Børne- og Undervisningsudvalget har udpeget overordnede, politiske pejlemærker på dagtilbudsområdet. På baggrund af pejlemærker og dialogmøde har dagtilbuddene nu udarbejdet konkrete mål for perioden 2016-2017.

Indstilling

Børn og Velfærd indstiller til Børne- og Undervisningsudvalget

  1. at tage mål for dagtilbudsområdet for perioden 2016-2017 til efterretning

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 07-04-2016

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Kernen i Hvidovre Kommunes styringsmodel er dialog, hvor fagudvalgene i toårige kadencer mødes med de respektive institutionsledere og chefer, som fagudvalgene har i deres portefølje. På møderne er der en dialog om mål for området de kommende to år, og dialogen sker med udgangspunkt i nogle overordnede, politiske pejlemærker, som udvalget har besluttet. Formålet er at give Kommunalbestyrelsen et redskab til at sætte den politiske kurs for de enkelte fagområder.

Børne- og Undervisningsudvalget har besluttet følgende politiske pejlemærker for dagtilbudsområdet.

Pejlemærke 1: Læring og læringsmiljøer

Dagtilbuddene i Hvidovre Kommune skal fortsætte det vigtige sprogarbejde, der understøtter barnets leg og udvikling samt ruster barnets sociale kompetence til fremtidig læring.

Pejlemærke 2: Sundhed

Dagtilbuddene i Hvidovre Kommune skal udnytte og udfordre de fysiske rammer på legeplads / uderum samt i institutionen i forhold til at styrke bevægelsesindsatsen og børnenes motoriske udvikling.

Pejlemærke 3: Målrettet forældresamarbejde:

Dagtilbuddene i Hvidovre Kommune skal sikre åbenhed og kommunikation på et tillidsfuldt og professionelt niveau, der rummer al den forskellighed, der er i alle familier.

Pejlemærke 4: Ledelse og kompetenceudvikling:

Dagtilbudsledelse i Hvidovre Kommune skal i hverdagen arbejde med opkvalificering og efteruddannelse for alle medarbejdere i institutionen.

Den 9. november 2015 var der dialogmøde mellem Børne- og Undervisningsudvalget og dagtilbudslederne, hvor de fire temaer; Læring og læringsmiljøer, sundhed, målrettet forældresamarbejde samt ledelse og kompetenceudvikling blev drøftet, og de politiske pejlemærker blev udledt.

Efterfølgende har dagtilbudslederne på baggrund af de politiske pejlemærker og dialogen på mødet udarbejdet konkrete mål for 2016-2017. Det er blevet tilstræbt at udarbejde effekt mål, dvs. mål, som siger noget om, hvad den konkrete effekt skal være for fx borgerne eller lign. Målene er udarbejdet i dialog med, og involvering af brugerbestyrelser og MED. Målene er vedlagt som bilag (jf. bilag Mål for perioden 2016-2017).

Der vil løbende ske opfølgning på, i hvor høj grad målene er nået. Børne- og Undervisningsudvalget vil modtage den endelige afrapportering om to år i forbindelse med at det næste dialogmøde afholdes. Der vil desuden komme en fælles evaluering i Kommunalbestyrelsen af målene på de forskellige fagudvalgsområder.

Retsgrundlag

Der er ikke noget relevant retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen godkendte den 24. februar 2015, pkt. 10, forslag til ny styringsmodel i Hvidovre Kommune.

Børne- og Undervisningsudvalget afholdte den 30. september 2015, et indledende møde om tendenser, udviklingstrends og politiske ønsker i forhold til dagtilbudsområdet. På den baggrund besluttede udvalget på møde den 9. november 2015, politiske pejlemærker for dagtilbudsområdet.

Økonomiske konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune, idet målene kan realiseres inden for den økonomiske ramme på området.

Bilag

  1. Mål for perioden 2016 - 2017 (pdf)

5. Orientering om Forældretilfredshedsundersøgelse i kommunens dagtilbud

Beslutningstema

Orientering om resultatet af Forældretilfredshedsundersøgelsen i kommunens dagtilbud.

Indstilling

Børn og Velfærd indstiller til Børne- og Undervisningsudvalget

  1. at orientering om resultatet af Forældretilfredshedsundersøgelsen i dagtilbud tages til efterretning

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 07-04-2016

Taget til efterretning. Udvalget roste resultaterne i tilfredshedsundersøgelsen.

Sagsfremstilling

Baggrund

Social- og Sundhedsudvalget vedtog i december 2012, et kvalitetsløft på dagtilbudsområdet. I forbindelse med kvalitetsløftet blev det besluttet at undersøge forældretilfredsheden i kommunens dagtilbud i henholdsvis 2013 og 2015.

Hensigten med brugertilfredshedsundersøgelsen er, at undersøge forældrenes oplevelse af kvaliteten i deres børns dagtilbud, med henblik på at inddrage disse oplevelser og erfaringer i det videre arbejde med udviklingen af kvaliteten i dagtilbuddene.

Børn og Velfærd har bedt Epinion om at gennemføre undersøgelsen. For at sikre en valid undersøgelse, er der ved kontraktindgåelsen blevet aftalt, at Epinion garanterede en svarprocent på 60. 

Forældretilfredshedsundersøgelsen fandt sted fra 4. december 2015 til 12. januar 2016. Spørgeskemaet var på 4 sprog (dansk, engelsk, arabisk og tyrkisk).

Undersøgelsens resultater

I alt omfatter undersøgelsen 1.923 besvarelser, svarende til en svarprocent på 63.

Undersøgelsen viser, at langt de fleste forældre er tilfredse med deres barns dagtilbud. Samlet set er 86 % af de adspurgte forældre meget tilfredse eller tilfredse med deres barns dagtilbud. Dog overvejer 11% af forældrene,  i nogen grad eller høj grad, at skifte dagtilbud.

Forældrene er mest tilfredse med; Frokostordningen, personalets indsats for at få børnene til at føle sig trygge og glade, personalets indsats for at udvikle børnenes sociale kompetencer og personalets engagement i hverdagen.

Forældrene er mindst tilfredse med; De fysiske rammer indendørs, de udendørs faciliteter og åbningstiderne.

Undersøgelsen tyder på, at forældrenes tilfredshed med personalets indsats for at udvikle barnets sociale kompetencer og deres engagement i hverdagen, har størst betydning for den samlede tilfredshed. Dialogen og samarbejdet mellem hjemmet og personalet, samt personalets indsats for at børnene skal føle sig trygge og glade, har ligeledes en væsentlig betydning for forældrenes tilfredshed.

Kommunes gennemsnitlige tilfredshed på 4,20  ligger tæt på landsgennemsnittet, der er på 4,21.

Den samlede tilfredshed i kommunens dagtilbud varierer fra 3,6 til 4,9.

Børnehavehuset Brostykkevej har den højeste samlede tilfredshed på 4,9. Ligeledes er Børnehavehuset Hvidovregade højt placeret med 4,6, hvilket er en lidt overraskende placering, da Pladsanvisningen, det sidste år, har overflyttet mange børn fra Hvidovregade til andre dagtilbud. For begge dagtilbud skal man være opmærksom på, at det er små institutioner, der samlet set ikke har mange besvarelser. Endvidere har Hvidovre Dagpleje placeret sig flot med en score på 4,5. Børnehuset Cirklen har med 4,3 også opnået en fin placering, da det er sjældent, at en institution af den størrelse placerer sig så højt.

I den modsatte ende er Børnehuset Oceanet med en samlet tilfredshed på 3,6. Deres placering kan dog skyldes, at der er sket en fysisk sammenlægning af de to dagtilbud (Friheden og Myretuen) blot en uge inden forældretilfredshedsundersøgelsen gik i gang. Ligeledes har Krogstenshave oplevet en tilbagegang i forhold til den sidste undersøgelse, hvilket kan forklares med den igangværende renovering og udbygning af institutionen.

Overordnet set er tilfredsheden relativ høj på tværs af samtlige dagtilbud. Eksempelvis svarer en samlet tilfredshed på 4,0 til, at forældrene i gennemsnit har svaret "tilfreds".

Den samlede tilfredshed opdelt på dagtilbud kan ses i tabellen s. 13 i vedlagte bilag (jf. Forældretilfredshedsundersøgelse for dagtilbud, Hovedrapport). Af tabellen fremgår det, at en stor del af institutionerne er fordelt på et meget lille interval fra 4,1 - 4,5, hvorfor forskellen på de institutioner, i forhold til den samlede tilfredshed, er så lille, at deres interne placering kan være svær at tillægge afgørende betydning, da blot en negativ tilkendegivelse fra en forælder kan påvirke institutionens placering.

Retsgrundlag

Der er intet retsgrundlag.

Økonomiske konsekvenser

Børn og Velfærd har fået  udarbejdet forældretilfredshedsundersøgelsen eksternt. Udgiften til undersøgelsen er afholdt inden for forvaltningens egen ramme. Undersøgelsen har kostet 143.500 kr.

Bilag

  1. Forældretilfredshedsundersøgelse for dagtilbud, Hovedrapport. (pdf)

6. Pejlemærker til politisk godkendelse på børnesundhedsområdet

Beslutningstema

Den 25. februar 2016 blev der afholdt dialogmøde mellem Børne- og Undervisningsudvalget og de to ledere af henholdsvis Sundhedsplejen og Tandplejen. På dialogmødet blev der opstillet fire pejlemærker. Pejlemærkerne fremlægges til politisk godkendelse af Børne- og Undervisningsudvalget.

Indstilling

Børn og Velfærd indstiller til Børne- og Undervisningsudvalget

  1. at pejlemærkerne for henholdsvis Sundhedsplejen og Tandplejen godkendes.

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 07-04-2016

Udvalget ønskede en tilføjelse til Pejlemærke 1 således at pejlemærket lyder:

Sundhedsplejen og Tandplejen skal sikre dokumentation og synliggørelse af resultater i projektmodel om tidlig opsporing samt sikre en tværfaglig indsats om mundmotorik.

Med ovenstående tilføjelse godkendte udvalget pejlemærkerne.

Sagsfremstilling

De fire pejlemærkerne, der blev dannet på dialogmødet den 25. februar 2016 mellem Børne- og Undervisningsudvalget og lederne af Sundhedsplejen og Tandplejen er følgende:

Sundhedsplejen og Tandplejen

Pejlemærke 1:        

Sundhedsplejen og Tandplejen skal sikre dokumentation og

synliggørelse af resultater i projekt model om Tidlig opsporing.

Sundhedsplejen

Pejlemærke 2:

Sundhedsplejen skal sikre dokumentation og synliggørelse af effekten af

anvendelsen af POB (Projekt for overvægtige børn) i praksis og fortsat

fokus på tidlig indsats. Derudover skal POB indgå som en fast del af

Sundhedsplejens tilbudsvifte.

Pejlemærke 3:        

Sundhedsplejen skal opstille parametre i forhold til at dokumentere

effekt af børnemad i daginstitutioner.

Tandplejen

Pejlemærke 4:        

Tandplejen skal have et intensiveret fokus på den gruppe med dårligst

tandsundhed. Yderligere fokus på samarbejde med pædagoger, lærere

og forældre.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen godkendte den 24. februar 2015 forslag til ny styringsmodel i Hvidovre Kommune. Kernen i den ny styringsmodel er dialog. Fagudvalgene skal i toårige kadencer mødes til dialogmøde med institutionsledere med henblik på formulering af pejlemærker og mål for området.

Økonomiske konsekvenser

Ingen bemærkninger.


7. Orientering om udviklingsplan i Lige Muligheder

Beslutningstema

Børn og Velfærd ønsker at orientere Børne- og Undervisningsudvalget om udviklingsplanen i projekt Lige Muligheder. Udviklingsplanen redegør for hvilke områder, der skal arbejdes med i projektet. Projektets formål er, at skabe en tidligere forebyggende og mere effektiv indsats i forhold til udsatte børn og unge.

Indstilling

Børn og Velfærd indstiller til Børne- og Undervisningsudvalget

  1. at orienteringen vedrørende udviklingsplanen tages til efterretning.

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 07-04-2016

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Baggrund

Hvidovre Kommune har indgået et partnerskab med Socialstyrelsen og to andre kommuner (Herning og Haderslev), med det formål i fællesskab at udarbejde et koncept for en tidligere forebyggende og mere effektiv indsats, i forhold til udsatte børn og unge. Hvidovre Kommune skal som en del af dette partnerskab gennemføre et udviklingsarbejde lokalt. Det lokale udviklingsarbejde kaldes Lige Muligheder og har til formål at sikre en mere forebyggende og effektiv indsats for børn og unge i Hvidovre Kommune.

I det følgende præsenteres Hvidovre Kommunes udviklingsplan for gennemførslen af projekt Lige Muligheder. Udviklingsplanen er lavet med udgangspunkt i de strategier og visioner, som allerede findes på området. Udviklingsplanen skal danne ramme og retning for arbejdet i projektet frem mod dets afslutning i december 2017.

Udviklingsplanen er godkendt af Socialstyrelsen den 14. marts 2016.

Præsentation af indsatsområder

For at lykkes med at skabe en tidligere forebyggende indsats, er det centralt, at der sættes ind på flere områder i organisationen.

Udviklingsplanen indeholder derfor tiltag, som vedrører:

  • Sagsbehandlingen
  • Den kommunale tilbudsvifte
  • Koblingen og samarbejdet mellem det specialiserede børneområde og almenområdet (skoler, dagtilbud, sundhedspleje osv.).

Sagsbehandlingen

For at sikre en sagsbehandling, som er på forkant og som har fokus på at sikre helhedsorienteredeog forebyggende løsninger for børnene og familierne, skal der sættes ind i forhold til to områder; de børnefaglige undersøgelser samt hyppigere opfølgning i alle foranstaltninger.

Børnefaglige undersøgelser

I de børnefaglige undersøgelser skal der sættes fokus på, at tidsfristen på 4 måneder overholdes. For at sikre, at de børnefaglige undersøgelser afsluttes indenfor kortere tid, er der lavet nye retningslinjer om, at der højest må gå 2 måneder fra  undersøgelsen er påbegyndt, til den er afsluttet. Dette understøttes bl.a. ved at familierådgiverne gennemgår et kompetenceudviklingsforløb med fokus på systematik i sagsarbejdet. Derudover skal familien og netværket inddrages i højere grad ved, at der afholdes netværksmøder i alle sager i forbindelse med udarbejdelsen af børnefaglige undersøgelser.

Hyppigere opfølgning på alle foranstaltninger

For at sikre en sagsbehandling på forkant og muligheden for hurtigt at tilpasse indsatserne, afhængig af barnets progression, skal der følges hyppigt op i alle foranstaltninger. Det betyder, at der skal afholdes opfølgningsmøder med barn, familie og netværket hyppigt, således at der kan ændres i indsatserne hvis barnet ikke udvikler sig i positiv retning. Ved en anbringelse på en døgninstitution skal der følges op hver 6. uge frem for 2 gange årligt, som Serviceloven kræver. Ved mindre indgribende foranstaltninger skal der følges op hver 3. måned. Familierådgiverne er allerede begyndt at følge hyppigt op. Det er målet, at der følges hyppigt op i alle sager ved udgangen af 2016.

Den kommunale tilbudsvifte

For at indfri ambitionen om en sammenhængende og målgruppefokuseret tilbudsvifte, som arbejder forebyggende og med barnets og familiens progression, skal der arbejdes med følgende områder; afdækning af den eksisterende tilbudsvifte, fokus på brug af tidsbegrænsede anbringelser, øget brug af plejefamilier samt fokus på brug af dobbeltforanstaltninger.

Afdækning af den eksisterende tilbudsvifte

For at sikre at der findes de rette forebyggende indsatser, som børnene og familierne kan henvises til, skal der laves en kortlægning af den samlede indsatsvifte. Efter kortlægningen foretages der en vurdering af, om der i kommunen findes de rette tilbud, eller om der mangler tilbud til enkelte målgrupper.

Fokus på brug af tidsbegrænsede anbringelser

Projektet har et centralt fokus på, at varigheden af døgninstitutions-anbringelser skal nedsættes. Forskningen peger på, at behandlings-effekten falder allerede efter 6 måneder på institution. For at dette er muligt skal døgninstitutionerne Porten og Hvidborg omlægges til at kunne tilbyde korte og intensive anbringelser, som gør børnene og de unge klar til at flytte hjem eller i et mindre indgribende tilbud allerede efter 6-9 mdr. For at lykkes med en omlægning af institutionernes arbejde, skal medarbejdere og ledere gennemføre et kompetenceudviklingsforløb, som strækker sig over 2016.

Øget brug af plejefamilier samt fokus på brugen af dobbeltforanstaltninger

Målet er at flere børn og unge skal anbringes i slægts, netværks- eller familiepleje frem for på en døgninstitution. Forud for hver anbringelse afdækkes barnets/den unges netværk, så flere børn og unge fremadrettet  anbringes i slægts- og netværkspleje. Derudover skal der være fokus på at tilbyde pædagogisk støtte og supervision til plejefamilier, så børn og unge med betydelige vanskeligheder kan være i en plejefamilie, frem for på døgninstitution.

Koblingen og samarbejdet mellem det specialiserede og almene børne- og familieområde

Hvidovre Kommune ønsker med projekt Lige Muligheder, at flere børn og unge tilbydes forebyggende indsatser på et tidligt tidspunkt i problemudviklingen. Det kræver, at medarbejderne i almenområdet er i stand til at opspore og reagere på begyndende tegn på mistrivsel hos børnene og de unge.

Implementering af model for tidlig opsporing

Der skal derfor implementeres en model for tidlig opsporing på 0-6 års området. Modellen medfører, at alle børns trivsel vurderes 2-3 gange årligt, samt at der udvikles handleveje der sikrer, at der handles relevant i forhold til de børn, som vurderes ikke at være i trivsel eller i begyndende mistrivsel.

Revidering af retningslinjer for de tværfaglige netværk

For at videreudvikle det tværfaglige samarbejde, således at der i endnu højere grad sker en koordinering og helhedsorienteret indsats omkring børnene, skal retningslinjer for de tværfaglige netværk revideres. De nye retningslinjer skal sikre mere ensartethed og struktur i netværkene, og skal understøtte, at der sker en bedre koordinering og indsats. I den forbindelse skal det undersøges om der er konkrete understøttende metoder, som kan implementeres i netværkene.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Der er bevilget partnerskabsmidler til projektet. Sagen blev godkendt i Børne- og Undervisningsudvalget den 13. april 2015, pkt. 5.  

Økonomiske konsekvenser

Socialstyrelsen under Social- og indenrigsministeriet har bevilget i alt 3,4 mio. kr. Partnerskabsprojektet løber i perioden 2014-2017.

Udgifter forbundet med projektet i form af løn til projektleder, kompetenceudvikling af medarbejdere, implementering af model for tidlig opsporing, aktiviteter og transport dækkes af midlerne fra Socialstyrelsen under Social- og Indenrigsministeriet.

Bilag

  1. Udviklingsplan - Lige Muligheder (pdf)

8. Udviklingen i antallet af fødsler 2015

Beslutningstema

Orientering om udviklingen i antallet af fødsler i Hvidovre Kommune i 4. kvartal samt for hele året 2015.

Indstilling

Børn og Velfærd indstiller til Børne- og Undervisningsudvalget

  1. At orienteringen om udviklingen af antallet af fødsler i 4. kvartal samt hele 2015 tages til efterretning.

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 07-04-2016

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Børne- og Undervisningsudvalget har bedt om en kvartalsmæssig orientering om udviklingen i antallet af fødsler. Tallene for fødsler i 4. kvartal, og for hele året 2015 foreligger hermed.

Fødselstallene er en månedlig opgørelse over nyfødte med bopæl i Hvidovre Kommune på fødselstidspunktet.

I 4. kvartal 2015 blev der født 169 børn. Nedenfor ses udviklingen af antal fødsler i 4. kvartal 2010 – 2015, samt samlede antal fødsler i årene 2010 – 2015.

Udviklingen i antal fødsler for perioden 4. kvartal 2010 – 2015

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Antal

151

110

138

126

155

169

Udviklingen i antal fødsler for hele året i perioden 2010 – 2015

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Antal

617

512

585

557

633

639

Ovennævnte tal viser, at der i 4. kvartal er født 14 flere børn i 2015 i forhold til 2014.

For hele året 2015 er der i alt født 6 flere børn i forhold til 2014.

Fødsler og til- og fraflyttere 2015

Antal fødsler 2015
Nyfødte med bopæl

i Hvidovre Kommune på fødselstidspunktet

639

Antal fødsler inklusiv til- og fraflyttere

under 1 år i 2015

705

Nettotilflytning for 2015

opgjort pr. 1. januar 2016

66

Tallene viser, at der udover de 639 børn, som er født i Hvidovre Kommune, har der været en nettotilflytning på 66 børn, det er en stigning på 18 børn i forhold til nettoflytningen for 2014, hvor nettoflytningen blev opgjort til 48 børn.

Retsgrundlag

Der er ikke noget relevant retsgrundlag for beslutningen

Politiske beslutninger og aftaler

Social- og Sundhedsudvalget behandlede på udvalgsmødet d. 6. februar 2012, orientering om udvikling i antal fødsler for 2011.

I den forbindelse bad udvalget om, at der fremadrettet blev udarbejdet kvartalsvise opgørelser over udviklingen i fødselstallene.


9. Eventuelt

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 07-04-2016

Udvalget drøftede muligheden for en studietur og bad forvaltningen om

at sætte punkt om studietur for Børne- og Undervisningsudvalget på den kommende dagsorden.


10. Ansøgning om dispensation fra reglerne om frit skolevalg

Lukket sag

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 07-04-2016

Godkendt, ansøgningen blev imødekommet.