Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Ældre- og Sundhedsudvalget den 29. januar 2018

Mødefakta

Dato: Mandag den 29. januar 2018
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Mødested: Sollentuna II

Medlemmer

  • Anders Wolf Andresen (F)
  • Arne Bech (H)
  • Benthe Viola Holm (A)
  • Lars G. Jensen (A)
  • Lisa Skov (C)
  • Maria Durhuus (A)

Fraværende med afbud

  • Mikkel Dencker (O)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Ældre- og Sundhedsudvalget den 29-01-2018

Godkendt


2. Meddelelser

Beslutning i Ældre- og Sundhedsudvalget den 29-01-2018

Intet at bemærke.


3. Fastsættelse af Ældre- og Sundhedsudvalgets møder i 2018

Beslutningstema

Ældre- og Sundhedsudvalget skal fastsætte mødedag og tidspunkt for udvalgets resterende møder i 2018.

Indstilling

Direktøren indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget

  1. at fastsætte mødedage og tidspunkt for Ældre- og Sundhedsudvalgets resterende møder i 2018.

Beslutning i Ældre- og Sundhedsudvalget den 29-01-2018

Udvalget fastsatte følgende mødedage og tidspunkter for Ældre- og Sundhedsudvalgets resterende møder i 2018:

-Onsdag den 28. februar

-Onsdag den 14. marts

-Onsdag den 25. april

-Onsdag den 23. maj

-Tirsdag den 14. august

-Mandag den 20. august (budgetmøde)

-Onsdag den 19. september

-Torsdag den 25. oktober

-Onsdag den 21. november

Alle møder påbegyndes kl. 17.30, undtagen budgetmødet som påbegyndes kl. 17.00.

Sagsfremstilling

Center for Politik og Ledelse har udarbejdet sagsfremstillingen.

Følgende mødedage og tidspunkter foreslås for Ældre- og Sundhedsudvalgets resterende møder i 2018:

-Onsdag den 28. februar

-Onsdag den 14. marts

-Onsdag den 25. april

-Onsdag den 23. maj

-Tirsdag den 14. august

-Mandag den 20. august (budgetmøde)

-onsdag de 19. september

-Torsdag den 25. oktober

-onsdag den 21. november

Alle møder foreslås påbegyndt kl. 17.30, undtagen budgetmødet som foreslås påbegyndt kl. 17.00.

Retsgrundlag

I henhold til styrelseslovens § 20 stk. 1 træffer udvalgene beslutning om, hvor og hvornår ordinære møder skal afholdes.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Mødeplan 2018 - UDKAST (pdf)

4. Møderække mellem Ældreråd og Ældre- og Sundhedsudvalg 2018 - samt dialogpunkter til møde med ældreråd

Beslutningstema

Jævnfør samarbejdsaftalen med Hvidovre Ældreråd afholdes tre årlige dialogmøder mellem Hvidovre Ældreråd og Ældre- og Sundhedsudvalget.

Ældre- og Sundhedsudvalget beslutter på udvalgsmøde, måneden inden dialogmødet, hvilke temaer udvalget vil drøfte med Ældrerådet.

Center for Sundhed og Ældre har udarbejdet forslag til møderækken, og anmoder Ældre- og Sundhedsudvalget om temaer/dagsordenpunkter til første dialogmøde med Ældrerådet.

Indstilling

Direktøren indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget at

  1. at udvalget godkender 2018-møderækken med Hvidovre Ældreråd.
  2. at udvalget beslutter temaer til drøftelse med Ældrerådet på det første dialogmøde i 2018.

Beslutning i Ældre- og Sundhedsudvalget den 29-01-2018

Ad 1) Udvalget godkendte følgende møderække med Hvidovre Ældreråd i 2018:

-Dialogmøde onsdag d. 28.2.2018 kl. 16.30-17.30

-Budgetmøde tirsdag d. 14.8.2018 kl. 15.30-17.00

-Dialogmøde onsdag d. 21.11.2018 kl. 16.00-17.30

Ad 2) Udvalget besluttede følgende temaer til drøftelse på det første dialogmøde i 2018:

Udvalget vil gerne høre om Ældrerådets fokusområder og drøfte Ældrerådets gode råd til fx øget kvalitet i ældreplejen, muligheden for et aktivt fritidsliv og bekæmpelse af ensomhed. Desuden ønskes drøftet, om samarbejdet i pårørenderådene fungerer, og om der også er behov for pårørendegrupper i relation til hjemmeboende. Og hvad tænker Ældrerådet om initiativer som ”omsorgsklovne” eksempelvis med Cirkusmuseet som samarbejdspartner?

Sagsfremstilling

Forslag til møderække

Hvidovre Ældreråd og Ældre- og Sundhedsudvalget mødes tre gange årligt. Et møde i foråret, et budgetmøde og et møde i efteråret. Ældre- og Sundhedsudvalget bad på udvalgsmøde d. 8.1.2018 om nyt udkast til møderække med Ældrerådet.

Center for Sundhed og Ældre fremlægger derfor nyt forslag til møderække mellem parterne, som følgende:

•        1. dialogmøde mandag d. 28.2.2018 kl. 15.30-17.00

•        Budgetmøde mandag d. 14.8.2018 kl. 15.30-17.00

•        2. dialogmøde mandag d. 21.11.2018 kl. 15.30-17.00

Drøftelse af temaer til dialogmøde

Ældre- og Sundhedsudvalget beslutter på udvalgsmøde, måneden inden dialogmøde med Ældrerådet, hvilke temaer der ønskes på dagsorden til dialogmødet med Hvidovre Ældreråd.

Ældrerådet melder efterfølgende også punkter på dagsordenen, der ønskes drøftet med udvalget. Endelig dagsorden sendes ud en uge inden mødet.

Center for Sundhed og Ældre anmoder Ældre og Sundhedsudvalget om, at beslutte hvilke temaer/punkter der ønskes på dagsorden til første dialogmøde med Ældrerådet.

Retsgrundlag

Ældrerådet er lovpligtigt i henhold til §§ 30-33 i Lov om Retssikkerhed og Administration på det Sociale område.

Politiske beslutninger og aftaler

Hvidovre Kommune og Hvidovre Ældreråd har indgået samarbejdsaftale vedrørende rådets arbejde, sammensætning af ældrerådet og ældrerådets kompetenceområde.

Møderækken med Ældre- og Sundhedsudvalget reguleres i denne aftale og der er tre faste møder parterne imellem.

Den gældende samarbejdsaftale er godkendt af Kommunalbestyrelsen d. 27. september 2016.

Samarbejdsaftalen fremlægges til politisk behandling, efter det nyvalgte Ældreråd har konstitueret sig i 2018. Samarbejdsaftalen tilrettes ligeledes korrekturmæssigt (nye udvalgsnavne, overgang til centerstruktur mv.) op til den politiske behandling i 2018.

Bilag

  1. Vedtægter og Samarbejdsaftale mellem Ældreråd og Hvidovre Kommune_gyldig pr. 27.9.2016.pdf (pdf)

5. Forslag til ændrede tildelingskriterier på daghjemsområdet

Beslutningstema

Social- Sundhedsudvalget har ønsket et udviklingsarbejde på daghjemsområdet med henblik på at sikre, at daghjemstilbuddene når relevante målgrupper. Administrationen fremlægger her forslagene fra udviklingsarbejdet til politisk stillingtagen.

Center for Sundhed og Ældre har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at det eksplicit kommer til at fremgå af kommunens visitationskriterier til daghjem, at personer med særlige sociale problemer også kan tildeles en daghjemsplads.
  2. at målgruppen/paragrafgrundlaget for Værestedet for demente ændres til § 84, stk. 1, og § 86, stk. 2, i stedet for § 79 i Serviceloven.
  3. at administrationen undersøger mulighederne for etablering af bedre fysiske forhold for brugerne af Værestedet for demente.
  4. at visitationskriterierne til Værestedet for demente bliver svarende til daghjemmenes, men det indføjes, at det er en forudsætning for brug af Værestedet, at borgeren har en demenssygdom.
  5. at Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgår i sagens behandling.

Beslutning i Ældre- og Sundhedsudvalget den 29-01-2018

Ad 1) Anbefales godkendt.
Ad 2) Anbefales godkendt.
Ad 3) Anbefales godkendt.
Ad 4) Anbefales godkendt.
Ad 5) Anbefales godkendt.

Udvalget bad administrationen sikre, at bemærkningerne fra høringssvarene omkring transport indgår i den kommende evaluering af kommunens kørselsordninger.

Sagsfremstilling

Om udviklingsarbejdet

I den politisk godkendte procesplan fremgår det, at administrationen skal afdække, analysere og stille fremadrettede forslag vedr. daghjemmenes målgrupper, visitationskriterier og indhold.

Udviklingsarbejdet har været gennemført i en bredt inddragende proces. Ledere og medarbejdere fra Strandmarkshaves daghjem, Søvangsgårdens daghjem, Sundhedscentret/Aktivitetscentret, Visitationen, Genoptræningen og Hjemmeplejen har deltaget. Administrationen har også interviewet daghjemsbrugere fra Strandmarkshave og Søvangsgården.

I det følgende beskrives resultaterne og forslagene fra udviklingsarbejdet. I bilaget er mere indgående beskrivelser.

Målgrupper på daghjemmene

Ifølge kommunens kvalitetsstandarder er målgruppen for daghjemmene på Strandmarkshave og Søvangsgården borgere, der har behov for aflastning og vedligeholdende træning ifølge § 84, stk. 1, og § 86, stk. 2, i Serviceloven.

Daghjemmene oplever, at nytilkomne daghjemsgæster i tiltagende grad har en reduceret fysisk og/eller psykisk funktionsevne og behov for ekstra støtte. Den reducerede funktionsevne hos brugergruppen hænger bl.a. sammen med væksten i kronisk sygdom og demens hos ældre samt kommunens målsætning om, at borgerne skal have mulighed for at bo længst muligt i eget hjem. Administrationen vurderer dog fortsat, at brugergruppen og indsatsen på daghjemmene er indenfor det lovgrundlag, som kommunens kvalitetsstandarder udstikker.

Visitationskriterier til daghjem

Kommunens visitationskriterier til daghjemmene på Søvangsgården og Strandmarkshave er formuleret relativt bredt. En fordel ved det er, at brugerne af daghjemmene har nogle, der er fysisk eller psykisk mere velfungerende end dem selv at spejle sig i. De relativt brede visitationskriterier giver desuden en fleksibilitet ift. at udnytte pladserne på daghjemmene. Administrationen ser derfor ikke på nuværende tidspunkt grundlag for større ændringer i kommunens visitationskriterier til daghjem.

Kommunen skal dog også tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af særlige sociale problemer har behov herfor. Daghjem er et relevant sted at yde denne hjælp. Særlige sociale problemer fremgår ikke eksplicit i kommunens visitationskriterier for daghjem. Administrationen indstiller derfor, at det eksplicit kommer til at fremgå af visitationskriterierne, at kommunen også kan tildele personer med særlige sociale problemer en daghjemsplads.

Arbejdsgangene i Visitationen vil blive gennemgået i 1. kvartal 2018 på baggrund af resultaterne i daghjemsprocessen, så det sikres, at der sker en relevant visitation af ansøgerne til daghjem. Videre vil administrationen revidere proceduren for tildeling af daghjemspladser til de visiterede borgere, så daghjemspladserne i højere grad udnyttes, end den konstaterede belægningsprocent på ca. 80 pct. i maj-juni 2017. Det kan i et vist omfang reducere borgernes ventetid på en daghjemsplads.

Indhold på daghjem

Der er mindre forskelle på aktiviteterne på de to daghjem. Forskellene skyldes bl.a. forskellige interesser i brugergruppen og forholdene på stedet. De brugere, som administrationen har talt med, udtrykker stor tilfredshed med aktiviteterne og daghjemmene i det hele taget. Administrationen vurderer derfor umiddelbart ikke, at der er grund til at ensrette aktiviteterne på daghjemmene.

Nogle daghjemsgæster har dog udtrykt utilfredshed med kørselsordningen på Strandmarkshave. Udfordringerne med kørselsordningen vil indgå i evalueringen af kommunens kørsler i Movia regi, herunder transport af kørestolsbrugere. Evalueringen fremlægges for udvalget.

Værestedet for demente

Værestedet for demente er en del af Aktivitetscentret. Målgruppen for Værestedet er borgere med en demenssygdom, som har brug for let støtte. I kommunens kvalitetsstandarder er Værestedet kategoriseret som et generelt tilbud med aktiverende og forebyggende sigte (§ 79 Serviceloven). Det er altså en mere selvhjulpen målgruppe end på daghjemmene.

Brugergruppen på Værestedet for demente er blevet tiltagende støttekrævende. Det har betydet, at tilbuddet har udviklet sig mere mod et aflastnings- og vedligeholdende tilbud end et generelt aktiverende og forebyggende tilbud. Administrationen indstiller derfor, at målgruppen/paragrafgrundlaget i Værestedet for demente ændres til § 84, stk. 1, og § 86, stk. 2, i stedet for § 79 i Serviceloven.

Personalet på Værestedet har kompetencerne til at håndtere de relativt støttekrævende borgere med demens, men de fysiske rammer på Værestedet understøtter ikke behovene hos brugergruppen. Administrationen indstiller derfor, at der igangsættes en proces, hvor der ses på mulighederne for etablering af bedre fysiske forhold for brugerne af Værestedet, herunder om disse ændringer er mulige på Værestedets nuværende lokalitet. I den proces kan der også ses nærmere på kapaciteten på Værestedet sammenholdt med det fremtidige behov på området.

Hvis det besluttes at ændre målgruppen/paragrafgrundlaget for Værestedet for demente til §§ 84 og 86 i Serviceloven, så skal myndighedsfunktionen i kommunen fremover foretage en konkret og individuel visitation til Værestedet. Administrationen indstiller, at Værestedets visitationskriterier i så fald bliver svarende til daghjemmenes, men det indføjes, at det er en forudsætning for brug af Værestedet, at borgeren har en demenssygdom. I givet fald skal der også udarbejdes ny indholdsbeskrivelse for Værestedet, som sidenhen indgår i den politiske behandling af kvalitetsstandarderne.

Det videre forløb

Efter den politiske behandling understøtter administrationen implementeringen af de trufne beslutninger vedr. kommunens daghjem og Værestedet for demente.

Retsgrundlag

Serviceloven: LBK nr. 988 af 17/08/2017

Politiske beslutninger og aftaler

Den 1. februar 2017 godkendte Social- og Sundhedsudvalget procesplan for udvikling af daghjemstilbud i Hvidovre Kommune.

På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 14. august 2017 orienterede direktøren om, at processen med daghjem var forsinket, og at sagen blev fremlagt for et nyt udvalg i januar 2018.

Økonomiske konsekvenser

Forslagene i denne sagsfremstilling forventes at kunne holdes indenfor den nuværende økonomiske ramme.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen selvstændige personalemæssige konsekvenser.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Ingen selvstændige sundhedsmæssige konsekvenser.

Bilag

  1. Udvikling af daghjemsområdet (docx)
  2. Ældrerådets høringssvar vedr. Forslag til ændrede tildelingskriterier på daghjemsområdet (pdf)
  3. Handicaprådets foreløbige høringssvar vedr. Forslag til ændrede tildelingskriterier på daghjemsområdet (pdf)
  4. Handicaprådets endelige høringssvar til daghjemspladser (pdf)

6. Sundhedspuljen 2018

Beslutningstema

Ældre- og Sundhedsudvalget skal tage stilling til tilbagemelding om Sundhedspuljen 2017 og anvendelse af Sundhedspuljen 2018.

Indstilling

Direktøren for børne- og velfærdsområdet indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget

  1. at tage tilbagemelding om Sundhedspuljen 2017 til efterretning
  1. at godkende forvaltningens forslag til procedure for Sundhedspuljen 2018 og anvendelse af puljen
  2. at Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgår i sagens behandling

Beslutning i Ældre- og Sundhedsudvalget den 29-01-2018

Ad 1) Taget til efterretning.

Ad 2) Godkendt med bemærkning om, at udvalget beder administrationen gå i dialog med henholdsvis Ældrerådet og Handicaprådet vedrørende de stillede forslag om demenshandlingsplan og sundhedstjek til udviklingshæmmede.

Udvalget bad samtidig administrationen om at sikre, at der fortsat arbejdes med fundraising mv. som supplement til puljemidlerne.

Ad 3) Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgik i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Der er tradition for, at Kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune afsætter midler til en sundhedspulje i Ældre- og Sundhedsudvalgets budget. Puljen udmøntes inden for rammerne af Hvidovre Kommunes Sundheds- og forebyggelsespolitik, og anvendes til at støtte initiativer, der fremmer sundhed for borgere i Hvidovre.

Forvaltningen har som regel foreslået nogle konkrete indsatser og temaer, f.eks. bevægelsesindsatsen Rend og Hop med Oliver i 2017. Derudover har der været afsat midler til en pulje, som kan søges af klubber, foreninger, frivillige og institutioner. Ansøgningerne til puljemidlerne behandles af Ældre- og Sundhedsudvalget.

Sundhedspuljen 2018

Kommunalbestyrelsen har i 2018 afsat 471.871 kr. til en sundhedspulje på Ældre- og Sundhedsudvalgets budget. Hvis den foreslåede overførsel af ubrugte midler på 97.243 kr. fra 2017 til 2018 godkendes i Kommunalbestyrelsen, er der i alt 569.114 kr. i Sundhedspuljen for 2018.

Forvaltningen foreslår at midlerne anvendes til følgende formål:

1. Sundhedstjek til anbragte børn                                    175.000 kr.

2. Digital motionsoversigt       50.000 kr.

3. Ansøgningspulje   344.114 kr.

Ad. 1)

Sundhedstjek til anbragte børn

Forskning viser at en stor del af alle anbragte børn og unge har fysiske og/eller mentale udfordringer, som påvirker deres trivsel, læring og evne til at fungere socialt. Herudover er det påvist at anbragte børn og unge har langt større risiko for at udvikle psykisk sygdom, for selvmordsforsøg og selvmord. Det er derfor vigtigt at have fokus på at sætte ind på disse områder, for at hjælpe børnene.

Sundhedsplejen i Hvidovre ønsker at afprøve en model for sundhedstjek til kommunens anbragte børn og unge (0-18 år). Dette vil være i form af et pilotprojekt over en 2-årig periode i samarbejde med børne- og familieafdelingen, hvor en sundhedsplejerske ansættes til at udføre sundhedstjek (15 timer/ugen). Der søges derfor om dispensation til, at Sundhedspuljen kan søges om dækning af lønudgifter til allerede ansatte i Hvidovre Kommune.

Ved anbringelse uden for hjemmet tilbydes barnet/den unge en sundhedssamtale og en undersøgelse en gang om året. Ved samtalen tages der udgangspunkt i barnets overordnede trivsel – bl.a. sociale relationer og kompetencer, og ved undersøgelsen måles bl.a. vægt, højde, syn og hørelse og så vurderes sprog og motoriske udvikling.

På denne måde kan Sundhedsplejen være med til at opspore de anbragte børn og unge, som har brug for hjælp – både til deres fysiske sundhed og deres mentale sundhed.

Ad. 2)

Digital motionsoversigt

I 2015 udviklede Sundhedscentret en oversigt over motionstilbud i Hvidovre for voksne, som gerne vil i gang med at dyrke motion, eller som ikke er vant til at bevæge sig. Dette var dels på baggrund af efterspørgsel fra medarbejdere på sundheds- og træningsområdet, dels for at kunne give borgerne en samlet oversigt over motionstilbud i kommunen.

En trykt folder bliver dog hurtigt forældet og er svær at opdatere. Der blev derfor søgt om midler fra Sundhedspuljen 2017 til at udvikle en digital motionsoversigt. Den digitale oversigt skal ikke erstatte den trykte version, men bl.a. være et middel til at holde data om foreninger og tilbud opdateret og let tilgængeligt. Jf. bilag 1, projekt 1, er arbejdet med udviklingen af den digitale motionsoversigt godt i gang. Udviklingen af filtre, ikoner og kort er nået langt, men stadig ikke færdig. Herudover skal der udvikles på tilgængelighed for farveblinde, svagtseende og blinde. Derfor søges Sundhedspuljen 2018 om midler til at kunne fortsætte udviklingen af hjemmesiden.

Ad. 3)

Ansøgningspulje

I forbindelse med Sundhedspuljen 2017 besluttede Social- og Sundhedsudvalget, at opsætte en række ansøgningskriterier gældende for et år ad gangen. Forvaltningen foreslår, i forbindelse med Sundhedspuljen 2018, at der opstilles de samme ansøgningskriterier som for 2017.

Information om Sundhedspuljen 2018 bliver sendt til foreninger, klubber, interesseorganisationer og kommunale institutioner sammen med ansøgningsskemaet (se bilag 2). Ansøgninger til puljen vil blive forelagt udvalget på et kommende udvalgsmøde.

Tilbagemelding om Sundhedspuljen 2017

Puljen var i 2017 på 519.984 kr., som Social- og Sundhedsudvalget besluttede at anvende således:

45.000 kr. til Rend og Hop med Oliver

474.984 kr. til en ansøgningspulje

Fra ansøgningspuljen er der ubrugte midler på 97.243 kr. Midlerne kan indgå i Sundhedspuljen 2018, såfremt Kommunalbestyrelsen godkender overførslen i forbindelse med regnskab for 2017.

Følgende er opnået inden for de områder, der har modtaget midler i 2017 (se bilag 1 for en uddybning).

Forankring af bevægelsesindsatsen Rend og hop med Ida og Oliver

Alle 40 dagplejere i Hvidovre Kommune har gennemført en uddannelsesdag, hvor de har afprøvet bevægelsesaktiviteter med egen børnegruppe samt fået et praktisk og teoretisk oplæg om motorik og bevægelse. Der har været mange positive tilbagemeldinger fra dagplejerne, der nu føler, at de har viden og gode redskaber til at inddrage motorik og bevægelse som en fast del af hverdagen. Dagplejepædagog Lotte Malene Andersen fremhæver at ”dagene har været så givende, fordi dagplejerne både har fået teoretisk viden, har kunne afprøve det i praksis og har mærket det på egen krop”.

Midlerne fra Sundhedspuljen 2017 har bidraget til at bevægelsesindsatsen nu i højere grad er blevet en forankret del af hverdagen i kommunens dagtilbud. Tilbagemeldinger fra bl.a. dagtilbudsledere, børneterapeuter og kommunens motoriske vejleder viser, at bevægelse og motorisk udvikling har fået et større fokus på tværs af dagtilbud i Hvidovre Kommune. Det kræver dog løbende opfølgning at fastholde dette fokus og sikre at alle børn i dagtilbud støttes til motorisk udvikling, trivsel og sundhed.

Ansøgningspulje

Der var afsat 474.984 kr. til en ansøgningspulje. Der blev bl.a. søgt om midler til indretning af en motoriklegestue, Pulsprojektet på Langhøjskolen, drop in mindfulness for kræftramte og en kropsanalysevægt til brug i Sundhedsplejen. De ubrugte midler på 97.243 kr. skyldes et mindre forbrug i flere indsatser, og at tre projekter ikke har brugt de tildelte midler.

Retsgrundlag

Sundhedspuljen er et bidrag til, at Kommunalbestyrelsen efterlever Sundhedslovens § 119 om Kommunalbestyrelsensansvar for, ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne, at skabe rammer for en sund levevis.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen har for budget 2018 besluttet at afsætte i alt 471.871 kr. til en sundhedspulje på Ældre- og Sundhedsudvalgets område.

Økonomiske konsekvenser

I budget 2018 er der afsat 471.871 kr. til Sundhedspuljen. Der var i alt 97.243 kr. i 2017 i ubrugte midler. Under forudsætning af, at Kommunalbestyrelsen godkender overførslen af ubrugte midler for 2017, vil Sundhedspuljen i 2018 være på 569.114 kr.

Forvaltningen foreslår følgende fordeling af Sundhedspuljen for 2018:

Forvaltningen foreslår følgende fordeling

Kr.

Sundhedstjek til anbragte børn

175.000

Digital motionsoversigt

50.000

Ansøgningspulje

344.114

I alt

569.114

Personalemæssige konsekvenser

Indstillingen har ingen personalemæssige konsekvenser.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Sundhedspuljen bidrager til at styrke sundheden blandt borgere i Hvidovre Kommune.Sundhedspuljen er gennem årene anvendt til at øge fokus på den tidlige indsats og særligt udsatte målgrupper.

Der er ulighed i sundhed, og borgere der er aktive i foreninger er sundere end ikke-aktive borgere. Med de opstillede ansøgningskriterier lægges der vægt på at støtte initiativer, der tilgodeser foreningsuvante og ikke-aktive borgere. Ad denne vej bidrager Sundhedspuljen 2018 til at mindske uligheden i sundhed.

Miljømæssige konsekvenser

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

Bilag

  1. Bilag 1 (pdf)
  2. Bilag 2 (pdf)
  3. Ældrerådets høringssvar til Sundhedspuljen 2018 (pdf)
  4. Handicaprådets høringssvar til Sundhedspuljen 2018 (pdf)

7. Støtte til frivilligt socialt arbejde - ansøgninger til 1. runde uddeling i 2018

Beslutningstema

Frivillighedsrådet har behandlet ansøgninger om støtte til frivilligt socialt arbejde via § 18 puljen. Der er afsat 580.500, og ansøgt for 678.265 kr.

Frivillighedsrådet indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget, at der ydes støtte for 506.520 kr. i 1. uddeling 2018.

Indstilling

Direktøren indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget

  1. at udvalget behandler Frivillighedsrådets indstillinger vedrørende uddeling af § 18 midler i 2018, med henblik på godkendelse af støtte for i alt 506.520 kr. i 1. uddeling.

Beslutning i Ældre- og Sundhedsudvalget den 29-01-2018

Udvalget tiltrådte Frivillighedsrådets indstilling i sin helhed og godkendte således støtte for i alt 506.520 kr. i 1. uddeling fordelt som angivet i bilag B, idet udvalget samtidig anerkender det store forberedende arbejde som er lagt i indstillingen fra rådets side.

Sagsfremstilling

Kriterierne for § 18 puljen vedtages lokalt i kommunerne. Hovedbetingelsen for at modtage støtte fra § 18 puljen er, at den frivillige sociale indsats er kernen i projektet eller aktiviteten. Der er således fokus på de særlige sårbare målgrupper, og den sociale dimension i tildelingen af § 18 midler. Frivilligt arbejde i eksempelvis kultur og idrætsforeninger eller med idrætsbetonede aktiviteter henvises til Kultur og Fritidsudvalgets puljer. §18 puljen i Hvidovre Kommune uddeles to gange årligt i henholdsvis februar og september.

Hvidovre Frivillighedsråd

Frivillighedsrådet har syv pladser, der besættes af lokale foreninger, som udfører frivilligt socialt arbejde. Rådet vurderer samtlige indkomne ansøgninger i henhold til de gældende kriterier for § 18 puljen, og udarbejder indstillinger til Ældre- og Sundhedsudvalget i to uddelingsrunder.

Frivillighedsrådets indstilling til puljeuddelingen i 2018

Der er modtaget 33 ansøgninger, hvori der samlet er ansøgt for 678.265 kr. Kopi af alle ansøgningerne ses i bilag A

I budget 2018 er der afsat 580.500 kr. til § 18-støtte. Hertil kommer de restbeløb, der eventuelt returneres fra foreningerne fra 2017-bevillingerne. Disse beløb vil indgå i anden puljeuddeling i september 2018.

Frivillighedsrådet har vurderet de 33 ansøgninger på baggrund af gældende kriterier for § 18 puljen. Frivillighedsrådet indstiller, at der bevilliges støtte for i alt 506.520 kr. Indstillingerne fremgår af bilag B.

Såfremt Ældre- og Sundhedsudvalget godkender Frivillighedsrådets indstillinger resterer der 73.980 kr. til uddeling i anden runde i september 2018 suppleret med eventuelle returnerede midler fra 2017.

Center for Sundhed og Ældre bemærker, at flere af projekterne er gengangere, særligt inden for de ældreorienterede aktiviteter, hvor der er tale om støtte af mere driftsmæssig karakter.

Retsgrundlag

Ifølge Lov om Social Service §18 skal kommunen samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger om løsning af opgaver inden for grupper af børn, unge, ældre og grupper med særlige behov. Kommunen er forpligtet til at afsætte et årligt beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunen kan vælge at give lokale frivillige organisationer og foreninger indflydelse på fordelingen af § 18-midlerne. I Hvidovre Kommune er der oprettet et Frivillighedsråd, som fungerer som sparringspartner for Ældre- og Sundhedsudvalget i forbindelse med uddelingen af § 18-midler.

De lokale kriterier for uddeling af § 18 støtte i Hvidovre er vedtaget af det tidligere Social- og Sundhedsudvalg på udvalgsmødet d. 6. maj 2013. Se kriterierne i bilag D, side 3-4.

Økonomiske konsekvenser

I 2018 er der afsat i alt 580.500 kr. til støtte af frivilligt socialt arbejde efter § 18 i Serviceloven.

Tabel 1: paragraf 18 midler i kr.

Midler til rådighed i 2018

580.500

Frivillighedrådets indstillinger 1. runde

506.520

Rest i puljen, såfremt Frivillighedsrådets indstillinger imødekommes.

73.980

Bemærk, der uddeles returmidler i 2. runde 2018 sammen med restpuljen efter 1. runde. Størrelsen af de samlede returmidler kendes først i foråret 2018, når foreningerne har aflagt regnskaber for anvendelse af 2017 -midlerne.

Sundhedsmæssige konsekvenser

De frivillige initiativer har blandt andet en forebyggende effekt i form af forebyggelse mod social isolation og nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Mange af initiativerne styrker netværksdannelse, både mellem de frivillige og mellem modtagerne af tilbuddene (forskellige sårbare målgrupper, eks. handicappede, ældre, dysfunktionelle familier etc.) og er med til at skabe tryghed.

Bilag

  1. Bilag A Ansøgninger til §18- puljen, 1. uddeling 2018.pdf (pdf)
  2. Bilag B_Frivilligrådets indstillinger til 1. runde 2018.pdf (pdf)
  3. Bilag C §18 folder _december 2017.pdf (pdf)

8. Bevilling fra Sundhedsstyrelsen

Beslutningstema

Center for Sundhed og Ældre har, i samarbejde med Albertslund, Ishøj og Glostrup kommuner samt Alzheimerforeningen, ansøgt om og fået bevilget midler fra Sundhedsstyrelsen til oprettelsen af et Rådgivnings- og aktivitetscenter for mennesker med demens og deres pårørende.

Indtægts- og udgiftsbevillingen skal godkendes.

Indstilling

Direktøren indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

1.at godkende Sundhedsstyrelsens bevilling af puljemidler til et Rådgivnings- og aktivitetscenter for mennesker med demens og deres pårørende på baggrund af sats-puljeansøgningen ”Rådgivnings- og aktivitetscenter i Hvidovre for borgere med demens og deres pårørende i Albertslund, Glostrup, Ishøj og Hvidovre kommuner”

2.at godkende indtægtsbevillingen på 1.567.684 kr. fordelt på årene 2017, 2018 og 2019

3.at godkende udgiftsbevillingen på 1.567.684 kr. fordelt på årene 2017, 2018 og 2019

Beslutning i Ældre- og Sundhedsudvalget den 29-01-2018

Ad 1) Anbefales godkendt.
Ad 2) Anbefales godkendt.
Ad 3) Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Center for Sundhed og Ældre har i samarbejde med Albertslund, Ishøj og Glostrup kommuner samt Alzheimerforeningen søgt sats-puljen ”Rådgivnings- og aktivitetscentre for mennesker med demens og deres pårørende, herunder yngre med demens” med formålet at oprette et tværkommunalt Rådgivnings- og aktivitetscenter for mennesker med demens og deres pårørende.

Sundhedsstyrelsen har bevilget 1,56 mio. kr. til brug i en projektperiode fra d. 1. december 2017 til d. 1. oktober 2019. I denne periode skal der oprettes et Rådgivnings- og aktivitetscenter.

Centret har til formål at give borgere med demens i de fire kommuner mulighed for at indgå i sociale fællesskaber med andre mennesker med demenssygdom, hvor det ikke er sygdommen, men samværet og aktiviteter, der er i fokus. Desuden skal centret give pårørende mulighed for at dele deres bekymringer med ligesindede i fællesskaber og gennem deltagelse i aktiviteter samt kunne tilbyde anonym professionel rådgivning både til mennesker med demens og til pårørende.

Retsgrundlag

Bevillingen af midler er et bidrag til, at Hvidovre Kommune efterlever Sundhedslovens §119 om forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

Politiske beslutninger og aftaler

Ansøgningen til Sundhedsstyrelsens sats-pulje ”Rådgivnings- og aktivitetscentre for mennesker med demens og deres pårørende, herunder yngre med demens” er sket på baggrund af godkendelsen af Hvidovre Kommunes Demenshandlingsplan 2025 – godkendt d. 31. maj 2017.

Økonomiske konsekvenser

Sundhedsstyrelsen har givet tilsagn om i alt 1.567.684 kr. til Rådgivnings- og aktivitetscentret. Den samlede bevilling indtægts- og udgiftsføres i kommunen.

Bevillingen dækker løn til ansættelsen af en projektleder, til konsulenttimer i forbindelse med oprettelsen af centret, indkøb af velfærdsteknologi m.m.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen


9. Eventuelt

Beslutningstema

Benthe Viola Holm (A) stillede et opfølgende spørgsmål i forhold til et tidligere stillet spørgsmål på Social- og Sundhedsudvalgets møde den 5. december 2017 (pkt. 11) vedrørende dækningsgraden for så vidt angår praktiserende læger indenfor kommunegrænsen. Administrationen svarede på mødet.

Anders WolfAndresen (F) spurgte til administrationens overvejelser i forhold til muligheden for at ansøge statens pulje til etablering af læge- og sundhedshuse. Administrationen svarede på mødet.

Anders WolfAndresen (F) spurgte til om de kommunale tilbud til hjemmeboende ældre er tilstrækkeligt. Administrationen svarede på mødet.

Beslutning i Ældre- og Sundhedsudvalget den 29-01-2018

Benthe Viola Holm (A) stillede et opfølgende spørgsmål i forhold til et tidligere stillet spørgsmål på Social- og Sundhedsudvalgets møde den 5. december 2017 (pkt. 11) vedrørende dækningsgraden for så vidt angår praktiserende læger indenfor kommunegrænsen. Administrationen svarede på mødet.

Anders WolfAndresen (F) spurgte til administrationens overvejelser i forhold til muligheden for at ansøge statens pulje til etablering af læge- og sundhedshuse. Administrationen svarede på mødet.

Anders WolfAndresen (F) spurgte til om de kommunale tilbud til hjemmeboende ældre er tilstrækkeligt. Administrationen svarede på mødet.