Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Teknik- og Miljøudvalget den 2. maj 2018

Mødefakta

Dato: Onsdag den 2. maj 2018
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Mødested: Hvidovre

Medlemmer

  • Anders Liltorp (A)
  • Kristina E. Young (H)
  • René Langhorn (O)
  • Sara Benzon (F)
  • Steen Ørskov Larsen (C)
  • Torben N. Rasmussen (V)

Fraværende med afbud

  • Finn Gerdes (A)

Bemærkninger

Kenneth F. Christensen deltog for Finn Gerdes

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 02-05-2018

Punkt 4 flyttes op som det første.

Godkendt.


2. Meddelelser

Sagsfremstilling

Orientering om:

  • Årlig cykeltur
  • Motoriserede køretøjer Langhøjdæmningen
  • Kernehuset
  • Asfalt på Byvej

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 02-05-2018

Administrationen orienterede om:

  • Elevatorer på Avedøre Station
  • Støjindsats på Vestegnen Gate 21 brev til Transport-, bygnings-    og boligministeren
  • Kunstrådet – tur med Bygge- og Planudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget
  • Blomsterløg på Voldvej
  • OPP (Offentlige private partnerskaber) 

Centerchefen for Plan og Miljø orienterede om, at Hovedstadens Beredskab blev tilkaldt, idet to chauffører hældte væsker (forurenende) i kloakken på Avedøre Holme. Hvidovre Kommune vil nu politianmelde de to chauffører.


3. Økonomirapportering pr. 31. marts 2018 - Teknik- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Administrationen har med udgangspunkt i de allerede kendte forudsætninger, herunder de 3 første måneders forbrug, foretaget en vurdering af budget 2018 på Teknik- og Miljøudvalgets område.

Center for Økonomi og Analyse har udarbejdet indstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at tage økonomirapporteringen pr. 31. marts 2018 til efterretning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 02-05-2018

Økonomirapporteringen blev taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Administrationen har med udgangspunkt i de allerede kendte forudsætninger, herunder de 3 første måneders forbrug, foretaget en vurdering af budget 2018.

Vurderingen er foretaget uafhængigt af overførsel af budgetmidler fra år 2017.

På nuværende tidspunkt forventes ingen afvigelser på udvalgets område.

Retsgrundlag

Lov om kommuners styrelse § 42 Stk. 7. Kommunalbestyrelsen fastsætter de nærmere regler for indretningen af kommunens kasse- og regnskabsvæsen i et regulativ, hvori der tillige optages forskrifter vedrørende forretningsgangen inden for kasse- og regnskabsvæsenet. Regulativet tilstilles den kommunale revision, som tillige skal underrettes om alle ændringer af regulativet, før de sættes i kraft.

Politiske beslutninger og aftaler

I henhold til kommunens ”Regulativ for økonomistyring” (KB 14/12-2010 pkt. 8) udarbejder administrationen økonomirapportering til fagudvalg, Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse.

Økonomirapporteringen til udvalget indgår i en samlet rapportering til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

Økonomiske konsekvenser

Der forventes på Teknik- og Miljøområdets ingen afvigelser.


4. Orientering af Teknik og Miljøudvalget om jordforureningsområdet

Beslutningstema

Center for Plan og Miljø har udarbejdet sagsfremstillingen.

Region Hovedstaden har de seneste tre år haft fokus på Hvidovre Kommune i arbejdet med at opspore forurenede grunde. Det betyder, at ca. 400 grunde nu er kortlagt med jordforurening i Hvidovre.

Årsagen til den jordforurening, der findes i dag, er især tidligere tiders håndtering af affald og kemiske stoffer.

På mange af de arealer, hvor der i 1950 - 1970’erne var industri eller losseplads, er der i dag boliger. På disse arealer kan der findes jordforurening.

Denne orientering beskriver:

  • Årsager til jordforurening
  • Reglerne og kommunens rolle
  • Hvilke arealer er forurenede i Hvidovre
  • Hvilken betydning har det for en grundejer, hvis Regionen kortlægger ens grund som forurenet.

Indstilling

Direktøren indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at orienteringen tages til efterretning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 02-05-2018

Orienteringen om jordforureningsområdet blev taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Problemet og principperne

Før 1980’erne var man generelt ikke klar over kemiske stoffers sundheds- og miljøpåvirkning. Det var udbredt at ”ude af øje” var en god måde, at afskaffe alle tænkelige typer affald. Dette er årsagen til mange jordforureninger.

Senere, hvor de problematiske aspekter blev bedre kendt, fik vi i Danmark det bærende princip -  at forureneren betaler. Dette blev fastsat i jordforureningsloven, hvor miljømyndigheden fik et redskab til at kræve, at jordforurening opstået efter år 2001, skal oprenses af forureneren.

Samtidig blev det besluttet, at de gamle og ”herreløse” forureninger, der er opstået før 2001, er en opgave for det offentlige.

To myndigheder

Regionerne har ansvaret for de gamle forureninger. Opgaven består i at opspore, kortlægge og oprense forureningerne. Regionerne skal fokusere på de forureninger, der truer:

  • grundvand som bruges til drikkevand
  • menneskers sundhed på boliggrunde og i børneinstitutioner
  • overfladevand (vandløb, sø og hav)

Kommunen står for de nye forureningssager. Det vil sige, at kommunen giver forurenere påbud om at oprense jordforurening, der er opstået efter år 2001.

På ét område er begge myndigheder involverede: Når der skal udføres bygge- og anlægsarbejde på en forurenet grund. Her skal både region og kommune godkende, at arbejdet udføres miljø- og sundhedsmæssigt korrekt.

Status på Region Hovedstadens arbejde

Region Hovedstaden har i de sidste tre år været i gang med at opspore gamle jordforureninger i Hvidovre Kommune. Her har regionen gennemgået kommunens arkiver og gamle telefonbøger.  Sammen med de grunde, der var kortlagt inden regionen gik i gang, er der nu i alt ca. 400 grunde kortlagt som forurenede eller med mistanke om forurening.

Regionen er nu i gang med at undersøge, om grundene med mistanke om forurening reelt er forurenede.

Forurenede områder i Hvidovre Kommune

Generelt er der kortlagt få ejendomme i Hvidovres boligkvarterer. Det er typisk grunde, hvor der har været virksomheder op til år 1980. Forureningskilden kan også være fyringsolietanke – både store tanke til boligforeninger og små villaolietanke. Ved de små olietanke opdages jordforureningen typisk, når tankene graves op.

Der kan desuden være jordforurening i områderne, hvor der er sket opfyld med jord eller decideret deponeret affald. Dette er især de kystnære områder. Her er det kendt, at både Kystagerparken og Lodsparken er opfyldte områder – med både ren og forurenet jord. På Strandengen og de ubebyggede områder mellem Perlevej og Strandengen har der tidligere været kommunal losseplads op til ca. 1970.

Desuden er der fundet en del forurenede grunde i erhvervskvartererne.

Ejer af en forurenet grund

En boligejer kan pludselig og uforskyldt stå som ejer af en forurenet grund, fordi der tidligere lå en virksomhed på grunden eller nabogrunden for over 40 år siden. Eller grunden ligger i et område, der er opfyldt med forurenet jord eller affald for mellem 50 og 100 år siden. 

Ansvaret for forureningen ligger hos regionen, men ventetiden er lang for at få renset op og regionen rydder kun delvist op. Det vil sige, at grunden stadig kan være kortlagt efter en oprydning.

Så på trods af, at en grundejer er uden skyld i en jordforurening, kan det alligevel have konsekvenser – både sundhedsmæssigt og økonomisk – pludseligt at eje en forurenet grund. Konsekvenserne kan være:

  • Det er utrygt at bo i et hus, hvor familiens sundhed kan være påvirket
  • En forurenet grund kan være usælgelig, da kreditforeningerne ikke altid yder lån til disse ejendomme
  • Grunden kan tabe i værdi, når regionen kun oprydder delvist
  • Hvis der skal bygges eller graves, kan kommune og region stille krav, der fordyrer arbejdet væsentligt

Grundejers muligheder

I offentlig regi har grundejer ikke andre muligheder, end at vente på regionens indsats.

Hvis ikke ejeren er tilfreds med dette, kan man selv lave en frivillig oprensning. En oprensning er relativt dyr; fra få 10 tusinder til flere millioner kroner.

Der er desuden eksempler på, at en grundejer lægger sag an mod tidligere ejere – som også kan være uden skyld – for at få dækket værditabet eller få en handel til at gå tilbage. Dette sker privatretligt uden myndighedernes indblanding.

Kommunens opgaver og rolle

Hvidovre Kommune udfører miljøtilsyn på virksomhederne, hvor kommunen forebygger og opsporer jordforurening. Kommunen fører tilsyn med gravearbejder, hvor borgere eller virksomheder, er stødt på forurenet jord og hjælper Hovedstadens Beredskab ved miljøuheld.

I alle tilfælde, hvor kommunen får oplysninger om jordforurening, undersøges om forureningen er sket efter år 2001, og der dermed er en forurener, som kan pålægges at rydde op. Hvis det ikke er muligt, sendes oplysningerne til regionen og grunden vil indgå i puljen af grunde, som regionen skal tage sig af.

I disse år, hvor regionen kortlægger mange ejendomme, bruger kommunen en del tid på at rådgive borgere eller virksomheder, der pludseligt er ejer af en forurenet grund.

En anden stor opgave for kommunen er at give tilladelse til bygge- og anlægsarbejde eller ved ændring af anvendelsen på forurenede grunde. Her skal grundejeren dokumentere, at det sker på en sundheds- og miljømæssig forsvarlig måde.

Kommunen stiller de nødvendige krav i en såkaldt § 8 tilladelse efter jordforeningsloven. Efter loven kan det ikke kræves, at grunden renses helt op, men at sundhed og miljø sikres ved:

  • At kontakt til forurenet jord er afskåret – dette løses typisk med signalnet overlagt af ½ m ren jord.
  • At der ikke afdamper stoffer op i boligen – kan fx løses ved ventilation under bygningen
  • At forureningen ikke spredes yderligere – afgravet forurenet jord skal afleveres på montageanlæg

Region Hovedstaden skal være enig i, at de krav som kommunen har sat, er tilstrækkelige til at sikre sundhed og miljø.

Kravene sikrer, at grænseværdier fastsat af Embedslægen, i Miljøstyrelsens vejledninger og lovgivning er overholdt. Alle udgifter til krav i § 8 tilladelsen skal afholdes af grundejeren.

Retsgrundlag

Forurenet jord er reguleret i Jordforureningsloven af 27. marts 2017.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Reglerne i jordforureningsloven skal medvirke til at forebygge, fjerne eller begrænse jordforurening. Desuden forhindre eller forebygge skadelig virkning fra jordforurening på natur, miljø og menneskers sundhed.

Miljømæssige konsekvenser

Reglerne i jordforureningsloven skal medvirke til at forebygge, fjerne eller begrænse jordforurening. Desuden forhindre eller forebygge skadelig virkning fra jordforurening på natur, miljø og menneskers sundhed.


5. Anlægsregnskaber 2017

Beslutningstema

Center for Trafik og Ejendomme har udarbejdet sagsfremstillingen.

Center for Trafik og Ejendomme fremlægger anlægsregnskaber for projekterne 0246 forebyggende vedligeholdelse bygninger 2016, 2501 Vedligeholdelse af færdselsbaner 2017, og 5792 Køkkener i institutionerne Willer og Mælkebøtten til godkendelse.

Indstilling

Direktøren indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende anlægsregnskab for projekterne 0246 forebyggende vedligeholdelse bygninger 2016, 2501 Vedligeholdelse af færdselsbaner 2017 og 5792 Køkkener i institutionerne Willer og Mælkebøtten.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 02-05-2018

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Projekt

Regnskab

Bevilling

Forskel i kr.

0246 Forebyggende vedligeholdelse af bygninger 2016

U

   19.590.477

   19.490.000

       100.477

2501 Vedligeholdelse af færdselsbaner 2017

U

   14.987.212

   15.000.000

       -12.788

5792 Køkkener Willer og Mælkebøtten

U

    2.042.972

    2.500.000

     -457.028

Total

 36.620.661

 36.990.000

     -369.339

Center for Trafik og Ejendomme fremlægger anlægsregnskab med et samlet mindre forbrug på 369.339 kr.
+ merforbrug / - mindreforbrug

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Fremgår af specifikationen på anlægsregnskaberne.

Økonomiske konsekvenser

Fremgår af specifikationen på anlægsregnskaberne.

Bilag

  1. 5792 Mælkebøtten og Wilmer .pdf (pdf)
  2. 2501 Vedligeholdelse af færdselsbaner 2017.pdf (pdf)
  3. 0246 Forebyggende vedligehold bygninger 2016.pdf (pdf)

6. Dansborgsskolen, lokaleindretning - frigivelse af anlægsbevilling

Beslutningstema

Center for Trafik og Ejendomme har udarbejdet sagsfremstillingen.

På Dansborgskolen ombygges faglokaler, så fagene håndværk og design samt natur og teknik får bedre faciliteter.

Der er på investeringsoversigten for 2018 afsat et rådighedsbeløb på 2,5 mio. kr. til projekt 3454, Dansborgskolen, lokaleindretning.

Udvalget skal godkende anlægsbevillingen. 

Indstilling

Direktøren indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen at

  1. der til projekt 3454, Dansborgsskolen, lokaleindretning, gives en anlægsbevilling på 2,5 mio. kr., svarende til de afsatte rådighedsbeløb i 2018.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 02-05-2018

Ad. 1

For: Gruppe A, F, O, V og Liste H

Imod:

Gruppe C afventer Kommunalbestyrelsen.

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

På Dansborgskolen ombygges og istandsættes lokaler, så fagene håndværk og design samt natur og teknik får bedre faciliteter. Den forhenværende pedelbolig ’villaen’ istandsættes til brug for faget natur og teknik, hvor der tilføjes en glasbygning og tilstødende udearealer inddrages.
Depoter ved sløjdlokalet nedlægges, og ombygges til håndarbejde, så faget håndværk og design får bedre forhold. Der etableres depoter/skabe på gangen.
Skolen har ligeledes ønsker om tiltag, der understøtter innovation og entreprenørskab.

De frigivne midler skal dække honorar til bygherrerådgivning samt udgifter til ombygning og istandsættelse, og forventes at fordeles således:


Opgave

   Mio. kr.

Indretning af villa

2.000,000

Forbedring af håndværk og design

   150,000

Indretning til innovation og entreprenørskab

   300,000

I alt estimeret

2.450,000

Istandsættelsen udføres i efteråret 2018.

Retsgrundlag

Kommunestyrelsesloven paragraf 40 stk. 2

Økonomiske konsekvenser

Der er på investeringsoversigten for 2018 afsat et rådighedsbeløb på 2,5 mio. kr. til projekt 3454, Dansborgskolen, lokaleindretning.


7. Tavler om "Legende Børn" og "Nabohjælp" i Hvidovre Kommune

Beslutningstema

Center for Trafik og Ejendomme har udarbejdet sagsfremstillingen.

Udvalget bedes beslutte egentlige retningslinjer for opsætning af tavlerne ”Nabohjælp” og ”Legende Børn” på det offentlige vejareal.

Indstilling

Direktøren indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at godkende at nuværende praksis vedr. skiltning på offentligt vejareal ophøjes til retningslinjer

-eller

  1. at de i sagsfremstillingen beskrevne nye retningslinjer for opsætning af ”Legende Børn” og ”Nabohjælp”-tavler godkendes. Retningslinjerne ses som Bilag 1 ”Retningslinjer for skiltning på det offentlige vejareal”
  1. at godkende at retningslinjer for opsætning af skilte træder i kraft straks.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 02-05-2018

Ad. 1 Ikke godkendt.

Ad. 2 og 3 Godkendt.

Sagsfremstilling

Tavlerne ”Nabohjælp” og ”Legende Børn” er ikke en del af Vejreglernes almindelige og godkendte vej- og trafiktavler. Ydermere er disse to tavler ganske forskellige i deres budskaber, hvor kun ”Legende Børn” har et element af ’trafik’ i sig. Tavlen ”Nabohjælp” handler alene om at søge at begrænse indbrudskriminalitet. Derfor er der administreret efter, at disse tavler ikke bør forekomme på det offentlige vejareal. Administrationens nuværende praksis er derfor, at ønsker fra borgere og grundejerforeninger om opsætning af disse tavler på offentligt vejareal, afvises.

Borgere og grundejerforeninger er i stedet blevet henvist til at kunne opsætte disse tavler på egen grund, så længe at disse ikke er til ulempe eller skæmmende i forhold til omgivelserne jf. byggelovens §6D, stk. 2.

Lokalplanbestemmelser kan dog gå forud for byggelovens bestemmelser, men som udgangspunkt skal en grundejer ikke have en særlig godkendelse for at opsætte skilte på egen grund/ejendom.

Men administrationen bliver fortsat ofte, af borgere og grundejerforeninger, anmodet om at opsætte tavlen med ”Legende Børn” og ”Nabohjælp” på det offentlige vejareal.

I andre kommuner oplever man ligeledes dette ønske, og administrationen har skelet til hvorledes man eksempelvis håndterer opgaven i Rødovre og Holbæk kommuner. For at sikre, at skilte opsættes teknisk og sikkerhedsmæssigt forsvarligt i forhold til at undgå skader på master, eksisterende skilte samt nedgravede kabler mv., udføres opsætningen altid af kommunens folk eller andre professionelle. Opgaven udføres på regning for borgerne/grundejerforeningerne. Anslået koster et skilt fremstillet og monteret mellem 3.500 og 5.000 kr. Hertil er ikke indregnet administrationens ressourceforbrug.

Holbæk Kommunes måde at håndtere skilteordningen på har givet inspiration til et sæt nye retningslinjer, som administrationen har udarbejdet. Disse retningslinjer kunne danne baggrund for en lignende ordning i Hvidovre Kommune. Forslaget til nye retningslinjer kan ses i bilaget ”Retningslinjer for skiltning på det offentlige vejareal”.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Retningslinjer for skiltning på det offentlige vejareal (docx)
  2. Illustrationseksempel på skilte Nabohjælp og Legende Børn.pdf (pdf)

8. Ny indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo

Beslutningstema

Center for Trafik og Ejendomme har udarbejdet sagsfremstillingen.

Forslag til ny indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo har været i offentlig høring i 8 uger. Kommunalbestyrelsen orienteres om resultatet af høringen og skal tage stilling til endelig godkendelse af forslaget til ny indsatplan.

Indstilling

Direktøren indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at tage orienteringen om resultatet af høringen til efterretning
  2. at endelig godkende forslag til ”Indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo”

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 02-05-2018

Ad. 1 Anbefalet taget til efterretning.

Ad. 2 Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Forslag til ny Indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo har været i offentlig høring i 8 uger. Ved høringsperiodens udløb den 8. marts 2018 er der ikke indkommet nogen høringssvar.

Forslaget til indsatsplan skal nu endelig godkendes af Kommunalbestyrelsen, før den kan træde i kraft. Godkendes forslaget til indsatsplan af Kommunalbestyrelsen den 29. maj 2018 vil indsatsplanen træde i kraft den 1. juni 2018 og samtidig ophæves den nuværende indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo, der er vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 12. december 2006.

Retsgrundlag

Bekendtgørelse om bekæmpelse af kæmpebjørneklo, nr. 842 af 23. juni 2017.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen godkendte den 19. december 2017 efter anbefaling fra Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget forslag til ny indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo og at forslaget sendes i offentlig høring i mindst 8 uger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Forslag til Indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo dateret 23.03.2018 (pdf)

9. Kommunal parkeringskontrol

Beslutningstema

Center for Politik og Ledelse har udarbejdet sagsfremstillingen.

Politiet har nedprioriteret opgaven med at håndhæve parkeringsreglerne generelt og således også i Hvidovre Kommune. Resultatet er, at der flere steder i kommunen holder biler ulovligt parkeret.

Forslaget er derfor, at Hvidovre Kommune etablerer kommunal parkeringskontrol med henblik på at sikre anvendelse af parkeringsreglerne.   

Indstilling

Direktøren indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende, at Hvidovre Kommune etablerer kommunal parkeringskontrol

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 02-05-2018

Ad. 1

Udvalget stiller ændringsforslag om at godkende, at der etableres kommunal parkeringskontrol i Hvidovre Kommune, hvor de økonomiske konsekvenser samt den hermed forbundne effekt evalueres et år efter ikrafttræden. Ordningens nettoudgifter finansieres af kassen.

Ændringsforslaget anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Reglerne for standsning og parkering er fastsat i Færdselsloven, og som udgangspunkt foretages parkeringskontrollen af politiet. Loven foreskriver dog, at kommunalbestyrelsen helt eller delvist kan overtage parkeringskontrollen fra politiet. Københavns Vestegns Politi nedlagde i 2010 politiets parkeringskorps og foretager de facto ikke parkeringskontrol med mindre, der er situationer, hvor parkeringen er hensynsløs og til fare for øvrige trafikanter.

I Hvidovre er det oplevelsen, at politiet har nedprioriteret opgaven med at håndhæve parkeringsreglerne, hvorfor der flere steder holder biler ulovligt parkeret.

Hvidovre Kommune kan hjemtage parkeringskontrollen, og politiet har selvfølgelig stadig mulighed for at håndhæve reglerne. Det kan vi gøre ved at ansøge Vejdirektoratet på vegne af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet om tilladelse. Vejdirektoratet vil som et led i processen formelt høre politiet om tilladelse, hvilket andre kommuner melder er en formsag.  

Pr. 1. januar 2017 har ca. 43 ud af landets 98 kommuner kommunal parkeringskontrol. Nogle i regi af Aalborg Kommunes parkeringskontrol (Park Nord). Andre kommuner varetager selvstændigt opgaven.

Gladsaxe som sammenligningsgrundlag

Gladsaxe Kommune, som er nogenlunde sammenlignelig med Hvidovre i størrelse og på antal borgere har selv oprettet ”Parkering Gladsaxe”, som varetager parkeringskontrollen i kommunen.

Kommunen har ansat en person i flexjob til håndtering og administration af arbejdet med parkeringskontrollen - 15 timer om ugen. Klagesagerne i Gladsaxe tager medarbejderen der er ansat 15 timer om ugen sig af. I eventuelle tvivlstilfælde sparer medarbejderen (mod betaling naturligvis) med jurister i KBH’s parkeringsafdeling. Derudover er der ansat to parkeringsvagter. De deler parkeringstjansen og patruljerer enkeltvis.

Sådan et set-up som Gladsaxe Kommune har etableret, kunne være oplagt for Hvidovre at etablere. Det vil sige, at Hvidovre Kommune selvstændigt varetager parkeringskontrollen i kommunen.

Konklusion

Samlet set vil det være forholdsvist let at tilgå opgaven med kommunal parkeringskontrol i Hvidovre Kommune. Økonomisk vil det kunne løbe rundt, hvis der bliver udskrevet 8-9 parkeringsafgifter dagligt. I tilfælde af, at vi arbejder videre med at etablere kommunal parkeringskontrol skal der udarbejdes en kommunal bekendtgørelse og træffes beslutning om de nærmere detaljer for det administrative set-up.

Retsgrundlag

Jævnfør Færdselslovens § 122. stk. 1 er det muligt for kommuner at hjemtage parkeringskontrollen.

Hvidovre Kommune skal i forbindelse med hjemtagningen af parkeringskontrollen udarbejde en kommunal bekendtgørelse om regler for standsning og parkering i kommunen. Hvidovre Kommune har mulighed for at lade sig inspirere af Københavns Kommunes parkeringsbekendtgørelse, da mange tekstpassager er standard.

Økonomiske konsekvenser

Økonomi

Økonomisk vil modellen for kommunal parkeringskontrol i Hvidovre Kommune se nogenlunde ud som følger:

Hver parkeringsafgift indbringer 510 kr. Hver gang der udstedes en parkeringsafgift skal staten have 50 %, hvilket svarer til 255 kroner. (Dette gælder dog ikke for parkeringsafgifter til udenlandske køretøjer, hvor 50 % af afgiften ikke skal betales til staten). Af de resterende 50 % skal kommunen afholde alle udgifter i forbindelse med parkeringskontrollen, inkl. aflønning af vagter, opkrævning af afgifter og behandling af klager.

Løn til to parkeringsvagter estimeres til ca. 300.000 kroner gange 2. I alt lønudgifter på ca. 600.000 kroner. Dertil skal lægges lønudgifter til en administrativ medarbejder (eventuelt fleksjobber) 15 timer om ugen. En administrativ medarbejder 15 timer om ugen estimeres til at skulle aflønnes med ca.120.000 kroner og billigere, hvis det kan etableres som en eksempelvis en fleksjobordning eller være at ansætte en seniorjobber.

Hvis der i Hvidovre Kommune bliver udskrevet 3000 parkeringsafgifter om året á 510 kroner vil det give 1.530.000 kroner, hvoraf 50 % skal betales til staten. De resterende 765.000 kroner skal kunne dække lønudgifter og udgifter til vedligeholdelse af systemer med mere. Der skal i den forbindelse tages højde for eventuelle klager over parkeringsafgifter og det ekstra arbejde det måtte medføre. 3000 parkeringsafgifter om året svarer til, at der i gennemsnit bliver udskrevet 8-9 afgifter om dagen i Hvidovre Kommune.

Samlet set vil regnestykket gå nogenlunde op, hvis der dagligt bliver udskrevet 8-9 parkeringsafgifter i kommunen.

Lønudgifter – ca. 720.000 kroner

Indtægter fra parkeringsafgifter – 153.000 – 50% - ca. 765.000 kroner

Ny modregningsordning

En ny aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti vil sætte ind i forhold til kommunernes indtægter på parkeringskontrol. Modregningsordningen vil blive ændret fra 2019, således at kommunerne i højere grad skal dele indtægterne med staten. Modregningsordningen omfatter kommunens indtægter fra betalingsparkering og parkeringsudgifter. Konkret betyder det, at 70 % af kommunens indtægter fra betalingsparkering og parkeringsafgifter fra 2019 vil blive modregnet i bloktilskuddet. De øvrige 30 % må kommunen selv beholde. I dag må kommunerne selv beholde 50 %.

Hensigten med parkeringskontrollen i Hvidovre Kommune er ikke at tjene penge på betalingsparkering, men er i høj grad et spørgsmål om at sikre trafikale hensyn, hvorfor indtægterne ikke forventes at blive større end udgifterne til at håndhæve og administrere parkeringskontrollen.

Beregning med den nye modregningsordning.

Hver parkeringsafgift indbringer 510 kroner – heraf skal staten have 70 %, hvilket svarer til 357 kroner. 3000 årligt udskrevne parkeringsafgifter vil med den nye ordning give 459.00 000 kroner, der skal dække lønudgifter og udgifter til vedligeholdelse af systemer med mere. Med den nye modregningsordning vil den eventuelt manglende finansiering blive fundet inden for kommunens samlede budget – ca. 300.000 kroner.

Det er Juras vurdering, at pågældende aftale med overvejende sandsynlighed må forventes at føre til vedtagelse af regler i overensstemmelse med aftalen, fordi der er et politisk flertal i Folketinget bag aftalen.

Personalemæssige konsekvenser

Praktiske og administrative tiltag

Den praktiske opgave med at kontrollere om køretøjer holder ulovligt parkeret, varetages af parkeringsvagter fra Hvidovre Kommune i henhold til Færdselsloven samt den kommunale bekendtgørelse om standsning og parkering i Hvidovre Kommune, der skal udarbejdes i forbindelse med, at kommunen hjemtager parkeringskontrollen.

Der skal ansættes to parkeringsvagter til at varetage parkeringskontrollen i kommunen. Ved eventuel sygdom og overlap af ferie vil der ikke blive ført parkeringskontrol.

Både den administrative medarbejder og parkeringsvagterne må forventes at skulle på kursus med henblik på at kunne håndtere parkeringsopgaverne. Københavns Kommune afholder løbende kurser og uddanner kursister fra kommuner, der har hjemtaget parkeringskontrollen. Københavns Kommune sparer også gerne i forhold til komplicerede juridiske problemstillinger med videre.

Dansk Parkeringsforening er en brancheorganisation for offentlige parkeringsmyndigheder i Danmark. Foreningen er blandt andet behjælpelig med at fremme samarbejdet mellem foreningens medlemmer og virke som et forum for udveksling af erfaringer. 


10. Eventuelt

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 02-05-2018

Gruppe O spurgte til Hvidovre Havn, og hvorvidt der er planer om en helhedsplan?

Gruppe F kunne ønske 40 km. zoner i Risbjergkvarteret. Eller skiltning, hvis zonerne allerede er etableret.

Gruppe F forklarer, at når Friluftsbadet ved Præstemosen fyldes, mindskes vandtrykket i Hvidovreparken.

Liste H spurgte til Avedøre Tværvej og etablering af nye rækkehuse. Der bliver fældet træer er træfældningen i overensstemmelse med dispensationen.

Liste H adresserer parkeringsproblemer på Gammel Køge Landevej på begge sider af Fakta.

Liste H spurgte, hvad det koster at tømme en affaldsspandene i kommunen? 

Liste H spurgte til flyvepladsen.

Gruppe A spurgte til skilt på Gammel Køge Landevej 543. Og til udarbejdelse af kommunens skiltepolitik.

Gruppe C spurgte til det nye byggeri Himmerige ApS i Filmbyen og hvorvidt skovbyggelinjen overholdes?

Gruppe C spurgte til handicaptoilet i det nye Sundhedscenter og overholdelse af tilgængelighedskrav.


11. Placering af opgaver med affaldsordningerne

Lukket sag