Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Folkeoplysningsudvalget den 17. august 2017

Mødefakta

Dato: Torsdag den 17. august 2017
Mødetidspunkt: Kl. 19:00
Særlige forhold: Der er spisning for udvalgets medlemmer fra kl. 18.30.
Mødested: Multihuset

Medlemmer

  • Ane Skjødsholm ()
  • Arne Bech ()
  • Connie Wilhjelm ()
  • Erik Petersen ()
  • Finn Blohm ()
  • Gerhard Grubb Waaentz ()
  • Hanne Fejerskov Sørensen ()
  • Inger Lise Jansson ()
  • John Berling ()
  • Laila Munk ()
  • Maria Durhuus ()
  • Niels Ulsing ()
  • Rene Langhorn ()

Fraværende med afbud

  • Kenneth F. Christensen ()
  • Ole Bested ()
  • Peter Lougart ()

Indholdsfortegnelse


1. Meddelelser

Beslutningstema

Sagen er udarbejdet af Center for Kultur & Fritid.

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til meddelelserne.

Indstilling

Direktøren indstiller til Folkeoplysningsudvalget

  1. at meddelelserne tages til efterretning.

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 17-08-2017

Taget til efterretning, idet Folkeoplysningsudvalget ønsker at drøfte sagen om Friheden Linedance på næste møde.

Sagsfremstilling

  1. Brugerrådsmøde Avedøre Stadion – bilag 1.
  2. Brugerrådsmøde Hvidovre Stadion – bilag 2.
  3. Spørgsmål til KB fra Friheden Linedance – bilag 3.
  4. Status på afregning for voksenundervisning 2016

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


2. Budget 2018-2021 Folkeoplysningsudvalget

Beslutningstema

Udvalget drøfter status for eget område af Budget 2018.

Center for Økonomi og Analyse har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Folkeoplysningsudvalget

  1. at drøfte budgetsituationen for udvalgets område set i lyset af basisbudgettet, økonomiaftalen mellem Regeringen og KL, og kommunens økonomiske situation
  2. at drøfte Direktionens katalog for eget område
  3. at tage stilling til takster for 2018 på udvalgets område
  4. at udvalgets bemærkninger oversendes til Økonomiudvalgets 1. behandling

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 17-08-2017

Ad 1) Godkendt.

Ad 2) Godkendt, idet Hvidovre Aftenskoleråd indgiver høringssvar. 

Ad 3) Godkendt

Ad 4) Godkendt, idet Aftenskolerådets høringssvar oversendes til økonomiudvalget.

Sagsfremstilling

I forlængelse af den indgåede Økonomiaftale mellem Regeringen og KL har Økonomi- og Indenrigsministeriet den 30. juni udmeldt de enkelte kommuners indtægtsrammer.

Bundlinjen kan samlet set opgøres til et forventet kassetræk på 11,1 mio. kr. Udgangspunktet er basisbudgettet for 2018, som det så ud ved vedtagelsen af Budget 2017, og indregnet ny viden om tillægsbevillinger, indtægtsskøn, reguleringer som følge af tekniske korrektioner, konsekvenser af konjunkturnotatet og lov- og cirkulæreprogram, øget medfinansiering af sundhedsvæsenet, nyt pris- og lønskøn for 2018 samt justerede renter og lånoptag.

En opdateret finansieringsoversigt vedlægges.

Baggrunden for kassetrækket på 11,1 mio. kr. skal først og fremmest findes i, at væksten i befolkningstallet i 2016 har været lavere end forudsat. Det har stor negativ indflydelse på kommunens finansieringsside (både på skatter, tilskud og udligning).

Udligning og tilskud falder i alt med godt 42 mio. kr. i forhold til, hvad der tidligere var indregnet. Heraf modtager Hvidovre Kommune 21 mio. kr. mindre i landsudligning og 12 mio. kr. mindre i hovedstadsudligning end forudsat.

For skatteindtægterne gælder det, at personskatterne i 2018 giver 25,6 mio. kr. mere end forventet. Grundskyld og dækningsafgift giver i 2018 i alt knap 19 mio. kr. mindre end forventet. Det skyldes både den ekstraordinære nedskrivning af dækningsafgift som følge af den nye ejendomsvurdering af Hvidovre Hospital, men også en skæv kompensationstildeling for det fastfrosne niveau for grundskyld. Fastfrysningen har ligeledes konsekvens for budgetlægninger fremover.

Der er indregnet likviditetstilskud (Finansieringstilskud) som i 2018 vil udgøre 29,4 mio. kr. Der er endnu ikke indregnet eventuelt tilskud fra § 19-puljen og § 16-puljen, som er tilskud til kommuner med særlige økonomiske vanskeligheder. I 2017 modtog Hvidovre Kommune 12 mio. kr. fra § 19-puljen.

I driften er Hvidovre Kommune udfordret af strukturel ubalance på det voksenspecialiserede område, hvor de gennemsnitlige udgifter pr. borger er markant stigende. Dette er pt. ikke indregnet i budgettet.

Anlægsområdet i budgettet ligger på et meget lavt niveau. Således er der afsat knap 114 mio. kr. i budgettet for 2018. Tidligere års budgetterede anlægsniveau har typisk ligget på ca. 150 mio. kr. Hvidovre Kommunes forholdsmæssige andel af den samlede anlægsramme i Økonomiaftalen for 2018 udgør ca. 167 mio. kr.

Ud over den nuværende bundlinje på -11,1 mio. kr. udestår der at blive udmøntet restbeløbet af 1 % besparelsen, som blev vedtaget i november 2016. For budget 2018 udgør de 1 % godt 6 mio. kr. Det bør her nævnes, at det opgjorte underskud på 11,1 mio. kr. vil bortfalde, hvis tilskuddet efter § 19 bliver på samme niveau som i 2017, og der ikke foretages andre ændringer til budgettet.

Med den vedhæftede finansieringsoversigt som udgangspunkt for budgettet vil kassebeholdningen vise et niveau svarende til sidste år. Dette er til gengæld lavere end tidligere år. Finansieringsoversigten viser altså, at kassebeholdningen ultimo 2018 vil udgøre ca. 100 mio. kr. -under forudsætning af gennemførelse af de planlagte anlægsprojekter og fratræk af hjemfaldsmidlerne.

Endelig er der den udmeldte serviceramme for Hvidovre Kommune, som udgør 2,63 mia. kr. Med udgangspunkt i de indarbejdede udgifter forventes servicerammeudgifterne at ligge tæt på denne udmeldte ramme.

Økonomiudvalget vil på baggrund af den forventede ubalance drøfte rammerne for det videre arbejde med budget 2018. Det sker på mødet den 14. august 2017. Til brug for drøftelserne har Direktionen udarbejdet et budgetkatalog med forslag, der kan mindske underskuddet.

Direktionens katalog er opgjort i tabelform, og det er baseret på de afdækkende analyser, som centrene har udarbejdet i perioden februar til maj.

De afdækkende analyser er objektive beskrivelser af det enkelte område, de økonomiske rammer og sammenligninger i forhold til andre kommuner. Afdækningerne er udsendt til Kommunalbestyrelsen den 26. juni.

Budgetkataloget er opbygget med en indledning, en tabeloversigt med de 21 forslag og bemærkninger til de enkelte forslag. Afdækkende analyser og budgetkatalog på udvalgets område vil blive gennemgået på mødet.

Materialet er tænkt som en ramme til brug for de fortsatte politiske drøftelser af budget 2018-2021.

Den økonomiske ramme for 2018 for Kultur- og Fritidsudvalget udgør 97,6 mio. kr. inden for servicerammen, heraf udgør den økonomiske ramme til folkeoplysningsområdet 10,148 mio. kr.

Som bilag er desuden bilag vedhæftet et udkast til takster i forhold til budget 2018.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Indstillingen skal ses som et led i budgetprocessen for 2017-2020 jf. .

beslutning i Økonomiudvalget 20. marts 2017.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune på nuværende tidspunkt.


3. Ansøgning om godkendelse som folkeoplysende forening - Hvidovre Karateskole

Beslutningstema

Sagen er udarbejdet af Center for Kultur og Fritid.

Hvidovre Karateskole har søgt om godkendelse som folkeoplysende forening i Hvidovre Kommune.

Indstilling

Direktøren indstiller til Folkeoplysningsudvalget

  1. at godkende ansøgningen fra Hvidovre Karateskole som folkeoplysende forening i Hvidovre Kommune til aktiviteten karate.
  2. at placere foreningens aktiviteter som hørende under folkeoplysningslovens kap. 5. (det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde)

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 17-08-2017

Ad 1) Godkendt, idet udvalget opfordrer foreningen til at finde et navn, der er væsentligt anderledes end den eksisterende karateskole i kommunen.

Ad 2) Godkendt.

Sagsfremstilling

Hvidovre Karateskole har fremsendt ansøgning om godkendelse som folkeoplysende forening i Hvidovre Kommune. 

Formål:

Foreningens formål er at dyrke såkaldt Okinawa Goju Ryu karate, samt at skabe et forpligtende fællesskab i forbindelse hermed.  

Vedtægter:

Foreningens vedtægter lever op til de krav, som er beskrevet i folkeoplysningslovens § 4. stk. 3.

Medlemmer:

Foreningen har 10 medlemmer. Foreningen har 2 medlemmer under 25 år. 2 af foreningens medlemmer har bopæl i Hvidovre Kommune. 

Bestyrelse:

Foreningens bestyrelse består af 5 personer.

Begrundelse for ansøgning:

Foreningen ønsker at blive godkendt, da der kræves en godkendelse at for få tildelt lokale. Foreningen er bekendt med, at det ikke er nemt at få lokaler.  

Retsgrundlag

Retsgrundlaget er Folkeoplysningsloven kap. 2.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


4. Ansøgning om godkendelse som folkeoplysende forening - DUI Avedøre

Beslutningstema

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

DUI-Leg og Virke Avedøre Afd., en lokalafdeling af landsorganisationen DUI-Leg og Virke, har ansøgt om godkendelse som folkeoplysende forening i Hvidovre Kommune.

Indstilling

Direktøren indstiller til Folkeoplysningsudvalget

  1. at godkende DUI-Leg og Virke Avedøre Afd. som folkeoplysende forening i Hvidovre Kommune. Foreningen er en idébetonet ungdomsorganisation, der organiserer fritidsaktiviteter for børn, unge og familier  
  2. at placere foreningens aktiviteter som hørende under folkeoplysningslovens kap. 5 (et frivillige folkeoplysende foreningsarbejde)

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 17-08-2017

Ad 1) Godkendt.

Ad 2) Godkendt.

Sagsfremstilling

DUI-Leg og Virke Avedøre Afd., en lokalafdeling af landsorganisationen DUI-Leg og Virke, har ansøgt om godkendelse som folkeoplysende forening i Hvidovre Kommune.

Formål:

Foreningens formål er at organisere fritidsaktiviteter for børn, unge og familier ud fra arbejderbevægelsens demokratiske og socialistiske idégrundlag.

Vedtægter:

Foreningens vedtægter lever op til de krav, som er beskrevet i folkeoplysningslovens § 4. stk. 3.

Medlemmer:

Foreningen har 14 medlemmer. Heraf 8 medlemmer under 25 år. 10 medlemmer har bopæl i Hvidovre Kommune.

Bestyrelse:

Foreningens bestyrelse består af 5 personer.

Begrundelse for ansøgningen:

Foreningen ønsker at blive godkendt som folkeoplysende forening med henblik på lokaletildeling.

Retsgrundlag

Retsgrundlaget er Folkeoplysningsloven kap. 2.

Politiske beslutninger og aftaler

Landsorganisationen DUI-Leg og Virke har desuden lokalafdelingen DUI-Hvidovre beliggende på Hvidovrevej 510.   

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


5. Eventuelt

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 17-08-2017

Erik Petersen foreslår at folkeoplysningsudvalget skal deltage i Kultur- og Fritidsmessen i Avedøre, lørdag den 28. oktober. Der er enighed om at der bookes en stand på messen.

Connie Wilhjelm fortæller at AOF Hvidovre igen udbyder kursus i at lave nyhedsbreve.


6. Sager til pressen

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 17-08-2017

Alle.