Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Folkeoplysningsudvalget den 9. februar 2017

Mødefakta

Dato: Torsdag den 9. februar 2017
Mødetidspunkt: Kl. 19:00
Særlige forhold: Der var spisning for udvalgets medlemmer fra kl. 18.30. Rundvisning i Kultur- og Fritidsafdelingens nye lokaler.
Mødested: Multicaféen, Høvedstensvej 45

Medlemmer

  • Arne Bech ()
  • Connie Wilhjelm ()
  • Erik Petersen ()
  • Finn Blohm ()
  • Hanne Fejerskov Sørensen ()
  • Inger Lise Jansson ()
  • John Berling ()
  • Niels Ulsing ()
  • Ole Bested ()
  • Peter Lougart ()

Fraværende med afbud

  • Ane Skjødsholm ()
  • Gerhard Grubb Waaentz ()
  • Kenneth F. Christensen ()
  • Laila Munk ()
  • Maria Durhuus ()
  • Rene Langhorn ()

Bemærkninger

Ivan Fogtmann mødte som suppleant til René Langhorn.

Indholdsfortegnelse


1. Meddelelser

Beslutningstema

Meddelelsespunkter

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Folkeoplysningsudvalget

  1. at meddelelserne tages til efterretning

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 09-02-2017

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

  1. Oversigt over udbetaling til korte lejemål (bilag 1.)
  2. Status på Spring- og motorikcenter på Sønderkær. Indvielse 3. marts kl. 14.00 – 15.00
  3. Temamøde i maj om foreningsgodkendelser. Jurist fra DUF er booket.

2. Valg af medlemmer til fordelingsudvalget

Beslutningstema

Folkeoplysningsudvalget skal udpege 2 medlemmer til det centrale fordelingsudvalg.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Folkeoplysningsudvalget

  1. at udpege 2 medlemmer til det centrale fordelingsudvalg

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 09-02-2017

Godkendte indstillingen idet udvalget udpegede Erik Petersen og Finn Blohm til det centrale fordelingsudvalg.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte på deres møde den 18. december 2012 de gældende fordelingsregler vedr. træningstid i kommunens indendørs idrætsfaciliteter.

Af fordelingsreglerne fremgår det, at der skal udpege et centralt fordelingsudvalg bestående af 5 medlemmer, 2 medlemmer udpeges fra folkeoplysningsudvalget, 1 medlem fra idrætsrådet og 2 personer fra forvaltningen.

Kultur og fritidsafdelingen foreslår desuden, at fordelingsmødet afholdes den 1. marts 2017.

Kultur- og Fritidsafdelingen havde forventet at kunne bruge kommunens nye bookingsystem til at håndtere ansøgningsprocessen omkring tildeling af timer. Desværre er systemet ikke klar til at håndtere ansøgning og fordeling på nuværende tidspunkt. Derfor har Kultur- og Fritidsafdelingen besluttet at fremsende oversigt over foreningernes bookede tid, og give foreningerne mulighed for enten at fortsætte med den bookede tid, eller indgive ønsker til mere eller ændret tid på baggrund af det fremsendte. Fordelingsudvalget vil derefter tage stilling til eventuelle konflikter.

Det endelige forslag til fordeling fremsendes som hidtil til høring.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen

Økonomiske konsekvenser

Ingen bemærkninger


3. Godkendelse af ændringer af vedtægter - Foreningen Dialog

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsafdelingen har afholdt møde med Foreningen Dialog omkring foreningens aktiviteter i forhold til foreningens vedtægter. Det har ført til at foreningen ønsker at ændre sine vedtægter.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Folkeoplysningsudvalget

  1. at godkende ændringen af foreningens vedtægter, så foreningen fremover er godkendt som folkeoplysende forening, der tilbyder forpligtende fællesskab omkring lektielæsning, ekskursioner og sportsaktiviteter.
  2. at foreningen ikke længere skal føre logbog over sine aktiviteter.

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 09-02-2017

1.Godkendte vedtægtsændringerne.

2.Godkendte at foreningen ikke længere skal føre logbog.

Ivan Fogtmann ønsker taget til protokol, at han ikke kunne godkende indstillingspunkt 2, da logbogen ikke har været fyldestgørende udfyldt. 

Sagsfremstilling

Kultur- og Fritidsafdelingen har afholdt møde med Foreningen Dialog omkring foreningens aktiviteter i forhold til foreningens vedtægter. Mødet blev sat i stand i forbindelse med foreningens ansøgning til aktivitetstilskud, hvor der var søgt støtte til midler, som ikke passede med forenings formål, som er fodbold. Der er blandt andet søgt om støtte til brætspil.

Mødet foregik som en drøftelse af hvilke aktiviteter, der er i foreningen, samt hvordan de tilrettelægger deres aktiviteter.

På mødet blev det hurtigt tydeligt at foreningen ikke er en fodboldklub, som foreningen er godkendt til at være, selvom fodbold er en del af foreningens aktiviteter. Men der foregår andre ting i foreningen, såsom madlavning, spilleaftener, lektielæsning og ekskursioner.

Det har ført til at foreningen ønsker at ændre sine vedtægter, så de er i overensstemmelse med foreningens aktiviteter.

Folkeoplysningsudvalget har pålagt foreningen at føre logbog over foreningens aktiviteter. Foreningen kunne fremvise logbog med aktiviteter for hver uge, siden foreningen blev godkendt. Foreningen havde dog ikke udfyldt navne på instruktører/trænere. Det instruerede forvaltningen foreningen i at gøre.

Kultur- og Fritidsafdelingen har forhørt sig om foreningen fra kommunale enheder i Avedøre. Alle fortæller at de kender foreningen, som et fællesskab, der fungerer for medlemmerne.

Det er på baggrund af besøget, samt indhentede oplysninger, Kultur- og Fritidsafdelingens opfattelse, at der ikke er nogen forhold omkring foreningen, som tyder på, at foreningen ikke drives efter folkeoplysningslovens bestemmelser, såfremt vedtægterne tilpasses.       

Retsgrundlag

Folkeoplysningslovens kap. 2.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


4. Ansøgning om godkendelse som folkeoplysende forening - Hvidovre MC

Beslutningstema

Hvidovre MC har søgt om godkendelse som folkeoplysende forening i Hvidovre Kommune.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Folkeoplysningsudvalget

  1. at godkende ansøgningen fra Hvidovre MC som folkeoplysende forening i Hvidovre Kommune til aktiviteten motorcyklisme
  2. at placere foreningens aktiviteter som hørende under folkeoplysningslovens kap. 5. (det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde)

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 09-02-2017

Godkendt.

Sagsfremstilling

Hvidovre MC har fremsendt ansøgning om godkendelse som folkeoplysende forening i Hvidovre Kommune.

Formål:

Foreningens formål er at fremme interessen for motorcyklisme gennem samvær og fælles køreture.  

Vedtægter:

Foreningens vedtægter lever op til de krav, som er beskrevet i folkeoplysningslovens § 4. stk. 3.

Medlemmer:

Foreningen har 12 medlemmer. Foreningen har ingen medlemmer under 25 år. Af foreningens 12 medlemmer har de 8 bopæl i Hvidovre Kommune.

Bestyrelse:

Foreningens bestyrelse består af 6 personer.

Begrundelse for ansøgning:

Foreningen er opstartet af en gruppe erfarne motorcyklister, som tidligere har kørt sammen i en anden forening. Foreningen ønsker med godkendelsen at få adgang til kommunale lokaler til f.eks. filmfremvisning, sociale arrangementer mv.

Retsgrundlag

Retsgrundlaget er Folkeoplysningsloven kap. 2.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


5. Eventuelt

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 09-02-2017

Finn Blohm fortæller om gentagende fejl på det nye bookingsystem.

Connie Wilhjelm gør opmærksom på, at AOF afholder kursus i at lave nyhedsbreve.

Arne Bech ønsker en opdatering på sagen om det foreningsdrevne motionscenter efter vedtagelsen af budget 2017. 

Ole Bested fortæller, at det er aftalt med Kultur- og Fritidsafdelingen at der indkaldes til et møde for kommunens aftenskoler omkring beregningsmodellen for tilskud til undervisning. Mødet bliver afholdt inden næste FOU-møde.


6. Sager til pressen

Beslutning i Folkeoplysningsudvalget den 09-02-2017

Alle.