Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Politikker og strategier

politikker og strategier

Beskæftigelsesplan

Beskæftigelsesplanen beskriver mål for Hvidovre Kommunes beskæftigelsesindsats, og hvordan vi vil opnå dem.

Bevægelsesstrategi for 0-6 års området

Hvidovre Kommunes Bevægelsesstrategi for 0-6-årsområdet sætter fokus på, at alle børn i Hvidovre skal bevæge sig.

Gennem de 4 fokusområder:
- Fysiske rammer ude og inde
- Pædagogisk praksis
- Forældreinddragelse
- Tværfagligt samarbejde

lægger strategien op til at pædagogisk personale, forældre og kommunen sammen skaber de bedst mulige rammer for at styrke børns motoriske færdigheder og bevægelsesglæde.

Børne- og Ungepolitik

Den sammenhængende børne- og ungepolitik er det fælles arbejds- og værdigrundlag på børne- og ungeområdet i Hvidovre Kommune. Børne- og ungepolitikken tager afsæt i vores fælles vision om at:

”Uanset hvilke forudsætninger dit barn har, skal vi sammen være de bedste til at udvikle dem.”

Der er tre centrale omdrejningspunkter i politikken:

  1. Trivsel og sundhed
  2. Udviklingsmuligheder for alle
  3. Parat til fremtiden

Demenshandlingsplan

Hvidovre Kommunes demenshandlingsplan 2025

Hvidovre Kommunes demenshandlingsplan 2025 er blevet til i tæt samarbejde med Hvidovre Ældreråd. Demenshandlingsplanen er udarbejdet i foråret 2017, og der har i processen været inddraget en bred vifte af interessenter på demensområdet (brugere, pårørende, frivillige og nøglepersoner på demensområdet). Demenshandlingsplanen udstikker fire overordnede temaer, som danner ramme for udviklingen af området i Hvidovre Kommune frem mod 2025. De fire temaer er: 

1. Det demensvenlige Hvidovre
2. Rådgivning og oplysning
3. Kompetenceudvikling
4. Tilbud på demensområdet

Hvidovre - en demensvenlig kommune - demenshandlingsplan

Digitaliseringsstrategi og kanalstrategi

Digitaliseringsstrategi

Samfundsudviklingen stiller store krav til kommunerne, og it og digitalisering skal være med til at stille løsninger til rådighed. Derfor har Hvidovre Kommune udarbejdet en digitaliseringsstrategi.

Kanalstrategi

I kanalstrategien slås det fast, hvilke kommunikationskanaler kommunen ønsker, at borgere og virksomheder bruger, når de henvender sig til kommunen. Strategien lægger vægt på at bruge digitale løsninger til at gøre kommunikationen lettest og billigst, men har samtidig et fokus på, at borgere, som ikke er it-øvede, fortsat har en god adgang til kommunen.

Erhvervspolitik

Erhvervspolitikken blev vedtaget på Kommunalbestyrelsens møde den 16. december 2014 og vil være gældende i perioden 2015-2018. Samtidig fortsætter initiativerne fra den forhenværende erhvervspolitik, der løb fra 2011-2014.

Erhvervspolitikken går på tre ben og er bygget op om temaerne:

  1. Den gode relation mellem virksomhederne og kommunen
  2. Udvikling af Avedøre Holme
  3. Samarbejde om vækst i regionen

Det første tema fokuserer på fortsat at sikre den gode relation mellem de lokale virksomheder – herunder også detailhandlen - og kommunen. Desuden fortsætter Hvidovre Erhvervsklub, der er et netværk for større virksomheder i kommunen samtidig med, at der oprettes et nyt netværk særligt målrettet kommunens mindre virksomheder.

Avedøre Holme er et af Nordeuropas største erhvervsområder, som ligger helt centralt i hovedstadsområdet – med gode forbindelser til hele regionen og resten af verden. Derfor stiller erhvervspolitikken skarpt på udviklingen af Avedøre Holme og de muligheder, området rummer.

Sidst men ikke mindst tager erhvervspolitikken fat på det fælles regionale vækstsamarbejde. Undersøgelser viser, at hovedstadsregionen sakker bagud i konkurrencen med metropoler som Hamborg og Stockholm. For at understøtte den regionale vækst, som Hvidovre er en del af, er det derfor nødvendigt at styrke samarbejdet på tværs i hele hovedstadsregionen.

Temaerne er valgt og udviklet i kommunens økonomiudvalg og i Erhvervskontaktudvalget, der er sammensat af lokale virksomheder, politikere, TEC og fagorganisationer. De tre temaer er behandlet på et temamøde i Kommunalbestyrelsen - og har været på dagsordenen i Hvidovre Erhvervsklub, hvor lokale virksomheder fik mulighed for at komme med deres bidrag og kommentarer. 

Læs Erhvervspolitik 2015-2018 (pdf)

Finansiel strategi

Kommunens finansielle strategi bliver løbende revideret. Formålet er at sikre rationel og hensigtsmæssig økonomiforvaltning af kommunens indeståender og gæld.

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune godkendte den 28. maj 2013 den reviderede finansielle strategi.

Ændringerne drejer sig om muligheden for, at kunne omlægge låneporteføljen til 100% fast rente, og andelen af aktier og kreditobligationer øges fra 10 til 15% af de finansielle aktiver.

Vil du vide mere

Handicappolitik

I Hvidovre Kommune tager vi udgangspunkt i FN’s definition af handicapbegrebet. Det sætter fokus på barrierer ved omgivelserne, der hindrer borgere med handicap i at deltage på egne vilkår. Med denne handicappolitik forventer vi, at vi i endnu højere grad kan:

  • synliggøre de livsvilkår som borgere med handicap lever med
  • arbejde aktivt imod diskrimination af borgere med handicap
  • understøtte borgere med handicaps muligheder for at være medborgere, der deltager aktivt i samfundslivet og bidrager til udviklingen i kommunen.

 

IT-Sikkerhedspolitik

IT-sikkerhedspolitiken skaber, sammen med en løbende risikovurdering, grundlaget for sikker anvendelse af informationsteknologi i Hvidovre Kommune. IT-sikkerhedspolitikken benytter ISO 27000 serien som standard for kommunens informations-sikkerhed.

 

Kommuneplan 2016

Kommunalbestyrelsen har den 25. oktober 2016 vedtaget Kommuneplan 2016 endeligt. Kommuneplanen indeholder de overordnede mål for udvikling og anvendelse i Hvidovre Kommune. Den bestemmer bl.a. hvor der skal være boliger, erhverv, butikscentre, grønne områder, veje osv. Kommuneplanen er bygget op om seks hovedtemaer:
• Børn og familier
• Kulturarv
• Byområdet
• Landskab
• Miljø og forsyning
• Klimatilpasning
Der er desuden beskrivelser af den lokale kulturarv og udviklingspotentialerne i de enkelte kvarterer i kommunen, lige som kommuneplanen indeholder rammer for den fremtidige lokalplanlægning.

Kommuneplan 2016 findes udelukkende i en digital udgave, se mere her:
Kommuneplan 2016

Du kan læse om lovgrundlaget for kommuneplanlægning her: Planlovens kapitel 4

Kultur- og Fritidspolitik 2015 - 2018

Kultur- og fritidspolitikken præsenterer visionerne og målsætningerne for et fortsat blomstrende kultur- og fritidsliv i Hvidovre Kommune.

Kvalitetsstrategi på 0-6 årsområdet 2017

”For Fremtiden” er Hvidovre Kommunes kvalitetsstrategi på 0-6 årsområdet. Med strategien ønsker vi blandt andet at sætte en fælles ramme og retning for at videreudvikle kvaliteten i dagtilbuddene.

I strategien er der fire områder, som vi sætter særlig fokus på i de kommende år:

  • Ledelse
  • Læringsmiljøer
  • Forældresamarbejde
  • Sundhed

Ligestillingspolitik

Hvidovre Kommunes ligestillingspolitik skal fremme ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdspladsen Hvidovre Kommune. Politikken beskæftiger sig med ligeværd og ligebehandling.

Ligeværd mellem mænd og kvinder betyder bl.a.:

  • at alle medarbejdere oplever en rummelig arbejdspladskultur, der anerkender og udnytter alles evner, erfaringer og ressourcer uanset om medarbejderne lever op til bestemte forestillinger om
    køn eller bryder med dem.
     

Ligebehandling af mænd og kvinder betyder bl.a.:

  • at medarbejdere er ligestillet i forhold til deres muligheder og vilkår for ansættelse, kompetenceudvikling, karriere, orlov, løntillæg, jobindhold, uddannelse mv. Ligestillingspolitikken blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 29. maj 2012.

  • Ligestillingspolitikken (pdf)
     

Mad og Måltidspolitik

 
”Spisetid – Vision for mad og måltider i Hvidovre Kommune” sætter retningen for, hvordan vi gerne vil arbejde med mad og måltider til vores børn, unge og ældre i Hvidovre Kommune.

Miljøpolitik

Hvidovre Kommune vedtog i 1997 en miljøpolitik, som har dannet baggrund for kommunens miljøarbejde gennem årene.

Politikken lyder: Hvidovre Kommune vil arbejde for at miljøbelastningen til stadighed minimeres.

Kommunen har således til hensigt ved sit virke, at efterleve nedenstående principper samt ved information og debat at arbejde for, at virksomheder og borgere gør det samme:

  • Begrænse anvendelse og spild af energi, råstoffer og andre ressourcer.
  • Begrænse affaldsmængderne og belastningen som følge af bortskaffelsen.
  • Begrænse miljøbelastningen ved enhver bygge-, anlægs-, produktions- og driftsopgave.
  • Opprioritere indkøb af varer, som er produceret i overensstemmelse med ovenstående principper.
  • Fremme og opmuntre økologiske initiativer.
  • Fremme vilkårene for naturen, herunder dyre- og plantelivet i kommunen.
  • Nedbringe generne fra trafik.
  • Udbrede kendskabet til miljøsammenhænge ved undervisning og oplysning.

Personalepolitik

Hvidovre Kommune har valgt tre grundlæggende værdier, der er væsentlige for samarbejdet på enhver arbejdsplads, og som udgør personalepolitikkens fundament. Værdierne er dialog, engagement og åbenhed.

Planstrategi

Kommunalbestyrelsen vedtog den 31. maj 2016 Planstrategi 2015 – DET BÆREDYGTIGE FORSTADSLIV.

Planstrategien er Kommunalbestyrelsens vurdering og strategi for udviklingen de kommende 12 år. Planstrategien er ikke bindende for dig som borger. Planstrategien er Kommunalbestyrelsens beslutning om, hvilke temaer vi skal fokusere på i årene fremover for at styrke kommunens udviklingspotentiale, så vi opnår den kommune vi ønsker. Planstrategien indeholder også en beslutning om, hvilke dele af kommuneplanen der skal revideres.

Planstrategi 2015 indeholder følgende temaer:

 

  • Børnenes og Familiernes By

 

  • Erhvervslivets By

 

  • Den Grønne og Blå By

 

Planstrategien findes kun i en digital udgave.  

 

Pressepolitik

Direktionen vedtog i januar 2012 Hvidovre Kommunes pressepolitik. Der er tre overordnede mål for kommunens kommunikation via medier:

  • At orientere borgerne om kommunens servicetilbud, og om hvad der sker i kommunen 
  • At arbejde målrettet for at brande Hvidovre som bo- og erhvervskommune 
  • At oplyse og involvere borgerne, så de kan være aktive i forhold til demokrati og velfærd

Pressepolitikken findes kun i digital udgave

Pårørendepolitik

Hvidovre Kommunes Pårørendepolitik fremhæver anerkendelse, tillid og åbenhed som centrale værdier for det gode samarbejde mellem borger, pårørende og personale.

Politikken udgør en ramme for, hvordan borger, pårørende og personale kan opnå og vedligeholde et godt samarbejde. Pårørendepolitikken er udarbejdet i samarbejde med borgere, pårørende og personale.

Sundheds- og forebyggelsespolitik

Hvidovre Kommunes sundheds- og forebyggelsespolitik 2015-2018 sætter rammen for arbejdet med sundhed i Hvidovre Kommune. Målet er, at Hvidovre Kommune skal være et godt sted at bo for alle nuværende og kommende borgere i alle aldre, også når det handler om muligheden for at leve sundt og opleve høj livskvalitet og livsglæde. Politikken sætter fokus på udviklingen af attraktive byrum, sundhed i hverdagen samt støtte til at leve sundt og leve med sygdom. 

Tilsynspolitik for personlig og praktisk hjælp

Kommunalbestyrelsen har på baggrund af Servicelovens § 151c pligt til at udarbejde og offentliggøre en tilsynspolitik for alle sine tilbud efter Servicelovens § 83. Tilsynspolitikken omfatter personlig og praktisk hjælp til borgere i eget hjem efter reglerne om frit valg af leverandør.

Udviklingsstrategi for det specialiserede socialområde m.v.

Udviklingsstrategien har fokus på den faglige udvikling i tilbuddene på det specialiserede socialområde og indenfor specialundervisningen. Udviklingsstrategien er en del af en rammeaftale, som indgås årligt mellem kommunerne i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden.

Velfærdsteknologi

"Smart Hverdag - Hvidovre" hedder kommunens strategi for velfærdsteknologi, som beskriver, hvordan vi i Hvidovre Kommune arbejder med teknologiske og digitale muligheder på velfærdsområderne, fx indenfor ældrepleje og sundhed mm.

Værdighedspolitik

Værdighedspolitik fungerer som baggrund for udmøntning af værdighedsmidlerne. Formålet er, at understøtte en værdig pleje og omsorg på ældreområdet. Hvidovre Kommune og Hvidovre Ældreråd har i tæt samspil udarbejdet Værdighedspolitik 2016, der bygger ovenpå kommunens ældrepolitik.

Processen har været en stor del af arbejdet med værdighedspolitikken.

Ældrepolitik

Ældrepolitikken er blevet til i tæt samarbejde med bl.a. Ældrerådet. Den bygger på tre værdier: Værdighed, Medmenneskelighed og Tryghed. Ældrepolitikkens fokusområder er: Kommunikation, aktiviteter, sundhed og boliger.