Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ny mulighed for ude-fitness i Avedøre

Ved Avedøre Idrætscenter kan alle nu frit benytte sig af træningsstation med bl.a. motionscykel, trappemaskine og flere andre aktiviteter.
7. maj 2021
Kommer du forbi Avedøre Idrætscenter på din gå-, løbe- eller cykeltur, eller bor du i Avedøre-området, så kan du nu lave udendørs træning på en ny træningsstation ved siden af idrætscentret.
Det er Hvidovre Kommune, der har sørget for at få sat motionsredskaberne op, og tiltaget ligger i forlængelse af kommunens kultur- og fritidspolitik, der bl.a. har fokus på at udnytte byens udearealer som motionsrum.
Træningstationen ved Avedøre Idrætscenter er noget mere avanceret end den, der fx er mellem rådhuset og Børnesundhedshuset ved Claus Petersens Allé. Bl.a. kan man indstille belastningen på motionscyklen og trappemaskinen, og på alle redskaber er der QR-koder, som - når man scanner dem med sin mobil - fører til små videofilm med inspiration og vejledning til, hvordan man bruger redskaberne. 
- Nu er fitness-centrene ganske vist åbnet igen for brugere over 18 år, men her i corona-tiden har flere fået smag for at træne udendørs, så jeg håber, at træningsstationen her vil glæde mange, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Maria Durhuus. 
Også i Rebæk Søpark er der ved at blive bygget en træningsstation, og kommunen har en ansøgning liggende hos Kystdirektoratet i forhold til at få sat motionsredskaber op i Kystagerparken. 
- Det er vigtigt, at alle i Hvidovre har mulighed for at leve et sundt og aktivt liv, og med motions- og træningsredskaber i det fri, gør vi det nemt, billigt og fleksibelt at dyrke fitness alene eller sammen med andre, siger borgmester Helle Adelborg. – Og hvem ved – måske kan motionspunkterne meget vel også gå hen og blive steder at møde nye mennesker og finde nye fællesskaber? Og det er jo også godt for vores sundhed.