Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre Kommune sætter fokus på demens i uge 38

Der er flere forskellige arrangementer med fokus på demens i midten af september. Første arrangementer onsdag 16. september på Hovedbiblioteket. Det er også muligt at se arrangementet live via Facebook.
15. september 2020

Hvidovre Kommunes initiativ, Demensvenlige Hvidovre, sætter i midten af september fokus på den internationale Alzheimerdag.

Demens er en sygdom, som rammer et stigende antal danskere hvert eneste år, og den er krævende at leve med for både de demenssyge og deres pårørende

Hvidovre Kommune ønsker at skabe et lokalsamfund, hvor man kan leve et trygt og værdigt liv, og fortsat føle sig inkluderet på trods af demenssygdom. For at det kan lykkes, er der brug for at omgivelserne ved, hvad demens er, og hvad det gør ved én. Der er også behov for, at så mange så muligt ved, hvor der er hjælp at hente, hvis man har en demenssygdom eller er pårørende til et menneske, som er demenssyg.

For at skabe opmærksomhed om demens og de mange forskellige tilbud, vil der i løbet af uge 38 være en række forskellige aktiviteter rundt om i Hvidovre.

”Demens er desværre en sygdom, som rammer flere og flere af vores borgere. Selvom diagnosen kan være hård at få, så er det vigtigt at vide, at man kan få et godt liv med demens. I Hvidovre har vi mange gode tilbud, som kan hjælpe både de demenssyge og deres pårørende,” siger Helle Adelborg, der er borgmester i Hvidovre.

Første Alzheimer-arrangement finder sted onsdag den 16. september klokken 14.00-16.30 på Hovedbibliotekets scene. Her er det muligt at opleve den populære foredragsholder Lars AP, der på finurlig vis vil give sit bud på, hvordan man udviser demensvenlighed. Derudover vil Steen Kabel fortælle om, hvordan man får et godt liv med demens. Steen Kabel har igennem mange år haft særligt fokus på støtte til hjemmeboende mennesker med demenssygdom og deres familier. Hvidovre Kommunes demenskoordinator Christina Zolezi Ehlers fortæller om de demensrettede tilbud der er i Hvidovre Kommune og der vil også være mulighed for at hilse på en af de demensvenlige ambassadører og kommunens pårørendekoordinator.

Bibliotekets program live streames via Hvidovre Sundhedscenter Facebook-side. 

 

Tilmelding til arrangementerne skal ske via Sundhedscenteret på telefon: 3639 3737 eller mail: sundhedscenter@hvidovre.dk senest d. 14. september 2020. Arrangementet tager forbehold for situationen omhandlende COVID-19.

”Vores Alzheimer-arrangementer skal være med til at skabe forståelse og nedbryde tabuer. Vi har et stort korps af frivillige, demensvenlige ambassadører, der er med til at løfte arbejdet, og de er klar til at fortælle mere om, hvordan de arbejder med demens. Jeg håber derfor, at vores arrangementer vil give ny viden om og indsigt i demens,” siger Helle Adelborg.

Lørdag den 19. september klokken 11.00 -14.00 er der Demensvenlige Hvidovre POP UP i Hvidovre C og Frihedens Butikscenter, som finder sted i forbindelse med Alzheimerforeningens lokale gadeindsamling. Her kan du tale med frivillige demensvenlige ambassadører og få en snak om demensvenlighed.

I ugens løb er der også demensvenlige aktiviteter på kommunens plejecentre for beboere og pårørende, bl.a. med salg af huskekager – For at huske på dem, der glemmer.
Alzheimer-arrangementerne i Hvidovre i uge 38 er blevet til i samarbejde mellem Hvidovre Sundhedscenter, HvidovreBibliotekerne og Demensvenlige Hvidovre-gruppen.

Læs mere om arrangementerne på https://sundhedscenter.hvidovre.dk/Sundhed/Demens