Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

eXtra sommerferieaktiviteter til Hvidovres skolebørn

Holder du ferie i Hvidovre i år, så er der ’eXtra feriesjov’ for dig, der er 6-17 år i hele skoleferien
30. juni 2020

Når Hvidovres skolebørn i denne uge tager hul på sommerferien, så er Hvidovre Kommune i samarbejde med en række foreninger og aktører, Hvidovre Ungdomsskole og Cirkusmuseet mfl. klar med ”eXtra feriesjov for børn og unge”, som er et ekstraordinært tilbud om sommeraktiviteter i et år, hvor flere børn en sædvanligt ventes at holde sommerferie i Hvidovre. De ekstraordinære sommerferieaktiviteter er blandt andet finansieret af Hvidovres andel på cirka 2 mio. kr. af en corona-pulje øremærket til børn og unge fra Børne- og Undervisningsministeriet.

 - Det er gået stærkt, men vi er lykkedes med at få stablet en masse ekstra sommerferieaktiviteter på benene i et godt samarbejde med foreningslivet. Det betyder, at vi har kunnet sende skolebørnene på ferie med et postkost i skoletasken, hvor der er link til en hjemmeside, hvor vi har samlet alle aktiviteterne, og så er det ellers bare op til familierne at gøre brug af de mange gratis tilbud om feriesjov, siger borgmester Helle Adelborg, og tilføjer, at hun håber, at de ekstraordinære ferieaktiviteter kan være med til at gøre sommeren i kølvandet på corona-nedlukningen både god, lærerig og aktiv for Hvidovres børn og unge.

eXtra feriesjov for børn og unge byder bl.a. på muligheden for at elever fra 6.-10. klasse kan gå i sommerskole i Ungdomsskolen og forbedre deres dansk, matematik eller engelsk. Der er også mulighed for at bruge kroppen til en lang række ferieaktiviteter fx cirkusskole, streetbasket og sang, dans og bodypercussion. Legeglade børn kan se frem til Leg på tværs af alder, drop-in spejderlejr og speedcube-turnering, og så bliver der arrangeret esport og kreative dage på Billedskolen. Flere af aktiviteterne foregår ude i boligområderne, så en del af børnene selv kan komme til og fra.

Det er ikke bare om dagen, der er tilbud om sommeraktiviteter, men som en del af eXtra feriesjov holder flere af klubberne ekstraordinært aftenåbent én eller flere dage om ugen i løbet af skolesommerferien.

 - Jeg håber, at vores extra ferieaktiviteter og især måske de aftenåbne klubber kan være med til at bidrage til, at vores skolebørn får et sted at mødes i løbet af sommereftermiddage og -aftener efter en lang periode med corona, hvor de har måttet undvære deres klassekammerater og venner, siger borgmester Helle Adelborg.

Du kan se sommerferieaktiviteterne eXtra feriesjov for børn og unge på www.hvidovre.dk/feriesjov, og desuden følge med på kommunens facebook-side, hvor nogle af tilbuddene vil blive præsenteret henover sommeren. Alle skolebørn har fået et postkort med hjem med kort info og hjemmesidelink.