Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Daus, nej tak!

Hvidovre Kommune og elever fra Skovbo Efterskole har indgået et usædvanligt samarbejde. Med sangen ”Daus daus” sender de sammen et klart signal til de unge: Hold jer fra snus.
2. juni 2020
Kender du udtryk som daus, en skive eller snulle? Det er slang for snus og andet tyggetobak, som er blevet voldsomt populært blandt unge. De røgfri produkter er populære blandt andet, fordi de kan tages steder, hvor der ikke må ryges. Men det er ikke ufarligt at ”snuse”. Tyggetobak og især snus indeholder store mængder nikotin, som skaber afhængighed, og brug af røgfri tobak som fx snus, tyggetobak og tobakspastiller øger risikoen for kræft i bugspytkirtlen, spiserøret og mundhulen.
Selvom markedsføring af tobaksprodukter er ulovlig, så oplever unge, at de møder reklamer, blandt andet for røgfri tobak, i butikker og supermarkeder – og på sociale medier. 
I efteråret 2019 blev rygestopkoordinator i Hvidovre Kommune, Lotte Mortensen, opmærksom på en hyldest-sang til snus, som netop florerer på de sociale medier. Sangen er gået rent ind hos mange teenagere, og den gav inspiration til at lave en sang med det modsatte budskab. 
Skovbo Efterskole, som er en musikefterskole, var interesseret i at indgå et samarbejde om at producere en sang. 
- Det er dejligt, at de unge mennesker fra Skovbo Efterskole tager ansvar for at udbrede et budskab om, at snus er noget, man skal holde sig fra, og vi håber, at sangen kan få unge til at tænke sig om en ekstra gang og sige nej, når de bliver tilbudt snus eller andre tobaksprodukter, siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg.
Sangen og musikvideoen ”Daus daus” bliver udgivet søndag den 31. maj på diverse sociale medier i anledning af WHO’s ”World no tobacco day”. 
Man vil bl.a. kunne se videoen på Hvidovre Sundhedscenters facebookside og Hvidovre Kommunes facebook-side. Også Kræftens Bekæmpelse vil bruge videoen på deres sociale medier. 

Se videoen her: https://www.youtube.com/watch?v=G2N1NTU1yuw

FAKTA:
Snus indeholder skadelige og kræftfremkaldende stoffer – bl.a. cadmium (findes i batterier), arsen (findes i pesticider) og nikkel (findes i metal).
Snus indeholder nikotin, som er afhængighedsskabende – ligesom f.eks. cigaretter.
Snus snyder hjernen: når man ”snuser”, aktiveres hjernens belønningssystem, og stoffet dopamin bliver frigivet. Hjernen tror derfor, at snus er godt for dig.
Kun 20 pct. angiver, at de ikke ser røgfri tobak i deres hverdag. Mange unge har set venner bruge det, men har også set røgfri tobak på de sociale medier. 
Unge, der bruger røgfri tobak, svarer desuden, at de bruger det de fleste steder, bl.a. sammen med venner, når de er alene, når de er hjemme og på arbejde, men også i skoletiden. 
Der er et bredt behov for at sætte ind med information om konsekvenserne ved brug af snus og andre former for røgfri tobak.
Kilder: Sundhedsstyrelsen og www.snusfornuft.dk