Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovres forældre spørges om deres børn skole, SFO og klub

Stor tilfredshedsundersøgelse på Hvidovres skoler
6. november 2018
I løbet af november måned bliver forældre til elever i Hvidovres folkeskoler spurgt om deres børns skole, SFO og klub. Det er tredje gang, Hvidovre Kommune gennemfører en stor tilfredshedsundersøgelse. Den første tilfredshedsundersøgelse var i 2014, hvor skolereformen lige var sat i værk, og i 2016 blev undersøgelsen lavet igen. Forældretilfredshedsundersøgelsen skal give Hvidovre Kommune viden om, hvor det går godt, og hvor det kan gøres bedre. Tilfredsheden med kommunens skoler, SFO’er og klubber er et vigtigt fokusområde for Kommunalbestyrelsen, og i forbindelse med kvalitetsløftet i Hvidovres folkeskoler, har det været en væsentlig målsætning at sikre en høj forældretilfredshed.

I starten af november måned vil forældre til børn i et af Hvidovre Kommune skoletilbud modtage en e-mail med et spørgeskema fra Epinion, som kommunen samarbejder med undersøgelsen om.

- Vores skoler arbejder hver dag på at give eleverne et godt undervisningstilbud, og derfor håber jeg, at mange af jer forældre vil tage sig tid til at svare på tilfredshedsundersøgelsen, så vi kan få et godt billede af, hvor I synes, det går godt, og hvor det måske går mindre godt,  siger Børne- og Uddannelsesudvalgets formand Kenneth F. Christensen.

For at få et resultat, der svarer til den generelle opfattelse af Hvidovres skoler, SFO’er og klubber, er det vigtigt, at så mange forældre som muligt svarer på undersøgelsen. For at hjælpe en høj svarprocent på vej, er der 1.000 kr. til klassekassen til den klasse på hver skole, som har den højeste svarprocent. Hvis flere klasser på samme skole har samme høje svarprocent, vil der blive trukket lod om præmien.
Resultatet af forældretilfredshedsundersøgelsen bliver politisk behandlet i børne- og undervisningsudvalget og vil blive offentliggjort slutningen af februar 2019.