Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nyt lokalplanforslag for Frihedens Butikscenter med plads til nye boliger sendes nu i høring


Boliger til både unge og ældre er en del af det lokalplanforslag for Frihedens Butikscenter, som sendes i høring fra 8. november.
5. november 2018
I fremtiden kan Frihedens Butikscenter komme til at se markant anderledes ud, end vi kender det i dag. Et forslag til en ny lokalplan, der skal gøre det muligt at opføre etageboliger og flere serviceerhverv – herunder en restaurant – ved Frihedens Butikscenter bliver nu sendt i høring. 
Det besluttede en enig kommunalbestyrelse tirsdag aften.
I høringen, som begynder 8. november og løber fire uger frem, har naboer og borgere i Hvidovre mulighed for at komme med deres kommentarer til det nye lokalplanforslag.

I det nye lokalplanforslag indgår en udbygning af centret, som vil betyde, at der kan bygges boliger ovenpå centrets eksisterende bygninger. Boligerne kan bestå af et mix af ungdomsboliger, familieboliger og boliger til +55-segmentet, der er en betegnelse for folk, som efter deres børn er flyttet hjemmefra måske gerne vil sælge deres hus og flytte i en lejlighed. Lejlighederne vil ifølge lokalplanforslaget være på mellem 40 og 95 kvadratmeter.
Arkitekturen spiller en vigtig rolle i lokalplanforslaget. Bygningerne vil tilføre centret en ny karakter og forskønne dets ansigt udadtil mod Hvidovrevej og Strandmarksvej. Boligerne vil også kunne give nyt liv til centret, ikke kun i dagtimerne, men i høj grad også om aftenen, hvor lyset fra boligerne kan give varme og liv til området.

”Det er et rigtig spændende lokalplanforslag, som der er lavet. Det kan være med til at løse den store efterspørgsel på lejeboliger, som vi oplever i disse år. Nu bliver forslaget sendt i høring, og så håber jeg, at vi får nogle reaktioner og input fra vores borgere, som vi kan gå videre med,” siger borgmester Helle Adelborg.

Parkeringssituationen efter en eventuel udbygning af Frihedens Butikscenter blev også drøftet på kommunalbestyrelsesmødet. En enig kommunalbestyrelse besluttede på den baggrund, at parkeringsbehovet skal undersøges i den kommende høringsperiode.
Foruden boligerne indeholder lokalplanforslaget også en restaurant, der skal lægge på området mellem det nuværende butikscenter og Hvidovrevej.
Detaljerne for lokalplanforslaget og hele projektet for et fremtidigt Frihedens Butikscenter kan ses på hvidovre.dk.