Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Kom med din kandidat til årets Sundhedspris


Kommunen efterlyser borgere, foreninger, virksomheder eller andre, der gør noget ekstra for sundheden.
1. oktober 2018
Hvidovre Kommune er på jagt efter kandidater til Sundhedsprisen 2018.
Sundhedsprisen er blevet uddelt siden 2002, hvor ildsjæle er blevet hædret med prisen for deres vidt forskellige sundhedsinitiativer.
Et stort frivilligt engagement i et ugentligt motionshold og en søndagscafé for demente gav i 2007, Hvidovre-borgeren Ella Frederiksen, kommunens sundhedspris. Tidligere har også Lars Mertens modtaget sundhedsprisen for Running Men og i 2011 gik prisen til Thomas Stryhn, sportschef i Hvidovre Volleyball Klub. Ved den seneste uddeling i 2016 modtog tre lokale foreninger – Shinson Hapkido, Egevoldens I.C. og HVG37 – prisen for deres arbejde med Sundhedsidræt Seniortræning og Kredsløbstræning.

Hvem der løber med Sundhedsprisen i 2018 afsløres 15. november, hvor prisen bliver overrakt i forbindelse med Hvidovre Kommunes temadag om mad og madfællesskaber.
Sundhedsprisen 2018 kan gives til en borger, forening, virksomhed eller andet, der gør noget særligt for folkesundheden her i Hvidovre. Prisen kan både gives for aktiviteter, der er sundhedsfremmende og for aktiviteter, der er sygdomsforebyggende.

Som borger, ansat i Hvidovre Kommune eller som medarbejder i en virksomhed, organisation, forening eller lignende, der hører hjemme i Hvidovre, kan du indstille kandidater til Hvidovre Kommunes Sundhedspris. 

Prisen uddeles hvert andet år af et udvalg, som i denne periode består af borgmester Helle Adelborg, Ældre- og Sundhedsudvalgsformand Lars G. Jensen, kommunalbestyrelsesmedlem Benthe Viola Holm samt Anette Skourup og Gert Wahl. Udvalget beslutter, ud fra de indkomne indstillinger, hvem der skal have årets Sundhedspris.

”Sundhedsprisen er en vigtig pris, fordi sundhed er noget, som betyder meget i vores kommune. Vi ved, at der mange interessante sundhedsinitiativer rundt om i kommunen, og vi glæder os til at få en masse gode kandidater til sundhedsprisen, siger borgmester Helle Adelborg.

Sundhedsprisen er en anerkendelse af arbejdet med at forbedre folkesundheden i Hvidovre. Med prisen følger et kunstværk.

Du kan indsende din indstilling til kandidat til Sundhedsprisen senest onsdag 24. oktober kl. 16.00. Du skal begrunde, hvorfor netop din kandidat, skal have prisen. Indstillingen sendes til sundhedscenter@hvidovre.dk, hvor emnefeltet markeres med ”Sundhedsprisen 2018”.

Læs desuden på http://www.hvidovre.dk/Hvidovre/Priser-og-haedringer/Sundhedsprisen.aspx for mere information om Sundhedsprisen.