Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Gigantisk svalerede kan opleves ved Rytterskolen


Kunstneren Veronica Hodges har i forbindelse med Vestegnens Kulturuge skabt værket Livets reder, som kan opleves seks steder på Vestegnen. I Hvidovre består værket af en kæmpe svalerede, som kan ses på Rytterskolen.
1. oktober 2018
Normalt kan en svalerede være svær at få øje på, men sådan er det ikke med den gigantiske rede, der netop er blevet opført ved Rytterskolen i Hvidovre. Reden er dog heller ikke lavet af ihærdige svaler, men derimod skabt af kunstneren Veronica Hodges som en del af værket Livets Reder, der er blevet opført til Vestegnens Kulturuge. 

Livets Reder kan opleves i form af seks reder på seks forskellige steder på Vestegnen, og hver rede er dedikeret til én særlig fugleart. Foruden svalen i Hvidovre har Isfuglen fået en rede i Albertslund, i Høje Taastrup har solsorten fået et sted at bo, i Ishøj er det klyden, i Rødovre viben, og i Vallensbæk har svanen fået en rede. 

Reden ved Rytterskolen er blevet opført med grene og kviste fra vinterens beskæring ved Hvidovre Stadion, ligesom private grundejere har leveret grene fra deres haver.
Hvidovres borgmester Helle Adelborg indviede sammen med Veronica Hodges reden lørdag 8. september, og hun opfordrer sine medborgere til at tage en tur forbi reden.

”Det er et imponerende værk, som Veronica Hodges har lavet. Samtidig passer det rigtig godt med, at det er en svalerede, hun har lavet, fordi svalen i gamle dage holdt til i den landsby, som der lå ved Rytterskolen, hvor reden i dag er bygget. Jeg synes derfor, at man skal tage en tur forbi og lade sig imponere af denne her store rede. Det er et kunstværk i en høj kvalitet, som vi har fået til Hvidovre, så det skal man ikke snyde sig selv for at opleve,” siger Helle Adelborg.