Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre Kommunes idé om klimasikring af Strandøre udpeget som et af Danmarks bedste klimaprojekter


Sammen med 99 andre klimaprojekter er Strandøre udpeget til at være med i ny Klima100-publikation, som Realdania står bag.
24. maj 2018
Forslaget til at klimasikre Strandøre har skabt stor glæde i lokalområdet, men der er også blevet lagt mærke til det store projekt uden for Hvidovre.
Projektet er nemlig kommet i fint selskab og udvalgt til at optræde i Klima100-publikationen, der lanceres i denne uge og er finansieret af Realdania og udarbejdet af Sustainia. Den har til formål at hylde og synliggøre de mange grønne ideer og løsninger, som allerede er realiseret rundt omkring i de danske kommuner – og inspirere til endnu flere.

Strandøreprojektet omhandler en række boliger i Strandøre, som ligger ud til Kystengen i Hvidovre Kommune. De risikerer at blive oversvømmet ved kraftigt regnvejr og skybrud. Derfor har kommunen inviteret borgere og andre interessenter ind i et tæt samarbejde om, hvordan kvarteret både kan klimasikres, og hvordan der samtidig kan skabes nye, efterspurgte og spændende elementer i kvarteret. Det tætte samarbejde i øjenhøjde er mundet ud i en fælles plan, der udover klimasikring også rummer bl.a. nye naturområder, sikre skoleveje og sociale samlingssteder.
Offentliggørelsen af de 100 udvalgte klimaprojekter finder sted i Blox i København torsdag.

Hvidovres borgmester Helle Adelborg er stolt over, at Strandøreprojektet er kommet med i det fine selskab.

”Det er en kæmpe anerkendelse af det store arbejde, der er er lagt i Strandøre. Strandøreprojektet er et godt bevis på, at når kommune og borgere løfter i fællesskab, så kan vi komme langt. I arbejdet med at klimasikre Strandøre har vi haft en gruppe med borgere fra nabolaget. De har haft en vilje til at forskønne og præge området og deres hverdag, og samtidig har de en stor viden, som bidrager til, at der kan findes gode løsninger. Sammen med borgerne har vi nu lavet et idékatalog, som vi går ud fra, når vi skal have realiseret de her klimasikringsforslag,” siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg.

Om Klima100 siger Realdanias filantropidirektør Anne Skovbro:

”Aldrig før er der tegnet et så omfangsrigt, grønt samtidsbillede af de danske kommuner. Klima100 er et vidnesbyrd om, at kommunerne hverken mangler ambitioner, opfindsomhed eller handlekraft, når det gælder om at bekæmpe klimaforandringerne lokalt og tilpasse land og by til et foranderligt og uforudsigeligt klima. I en travl kommunal hverdag er det en udfordring at danne sig et overblik over de gode eksempler, man kan blive inspireret af. Med Klima100 ønsker vi at bidrage til videndelingen,” siger Anne Skovbro.

Fakta om Strandøreprojektet
Arbejdet i Strandøre udspringer af Hvidovre kommunes ’Strategi for klimatilpasning 2014’, som er en kortlægning af områder i kommunen, som er særligt sårbare ved skybrud. Projektet i Strandøre er det første af 16 klimaprojekter i Hvidovre Kommune, og erfaringerne herfra skal bruges, når der senere skal arbejdes med de 15 andre områder i Hvidovre, som er sårbare overfor skybrud.