Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Her er de nominerede til årets hædringer


50-året for de første hædringer bliver markeret ved årets hædringsfest 30. maj. Se her hvem de nominerede idræts- og spejderledere er.
8. maj 2018
Der bliver traditionen tro meget at fejre, når der onsdag 30. maj er den årlige hædringsfest i Kometen (Medborgersalen). Her bliver Hvidovres dygtige idræts- og spejderfolk hyldet for deres præstationer og indsats ved den årlige Hædringsfest, som Hvidovre Kommune arrangerer i fællesskab med Idrætsrådet og Samrådet.
I år er det 50 år siden, at de første hædringer fandt sted, og jubilæet vil blive markeret denne aften i Kometen (tidl. Medborgersalen). Tidligere modtagere af idrætslederprisen og spejderlederprisen er inviteret.

Som det har været traditionen siden 1968 bliver Årets Spejderleder, Årets Idrætsleder
og Årets Ungdomsidrætsleder kåret denne aften.

Idrætsforeningerne og spejdergrupperne har i løbet af de sidste par måneder kunnet indstille
kandidater til årets lederpriser, og nu er otte blevet nomineret.

Til titlen som Årets Ungdomsidrætsleder er det Daniel Mortensen fra Hvidovre Volleyball Klub, Filippa Knudsen fra Hvidovre IF Fodbold samt Naya R. Christiansen fra EIC Gymnastik, der er nomineret. Til Årets Idrætsleder er de nominerede; Leif Aller fra Hvidovre Taekwondoklub Simjang Ilyeo, Maria Zentner Weiss fra Hvidovre IF Fodbold og Noel Jensen fra Boldklubben Friheden.
De nominerede til Årets Spejderleder er René Egebjerg fra DDS i Avedøre og Thomas Nolvi fra FDF Hvidovre.

”År efter år får vi mange indstillinger fra foreninger og klubber, som indstiller deres dygtige ledere. Det er en stor glæde at opleve, at vi hvert år får mange nye bud på, hvem der skal have lederpriserne. Nu har vi uddelt lederpriser i 50 år, og foreningslivet står stadig stærkt her i Hvidovre, og det er hædringsfesten et godt symbol på,” siger borgmester Helle Adelborg, som sammen med kollegaer fra kommunalbestyrelsen, Hvidovre Idrætsråd og Samrådet har været med til at nominere de otte kandidater.