Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nyt guidekorps skal fortælle personlige historier om Stationsbyen


Søger unge, voksne og ældre, der kunne tænke sig et anderledes fritidsjob og være med til at aflive fordomme om en bydel, mange ikke kender.
23. april 2018
Hvordan er livet i Avedøre Stationsby? Det får man bedst at vide, hvis man spørger dem, der bor der. Det er tanken bag et nyt korps af guider, som fra efteråret skal vise tilflyttere, skoleelever, nysgerrige Hvidovre-borgere og andre rundt i Stationsbyen og fortælle de personlige historier om området.
Idéen til ”Guidekorps Avedøre” er bl.a. hentet hos Copenhagen Street Tours og i Århus, hvor unge i boligområdet Gellerupparken i nogle år har vist bl.a. skoleklasser og turister rundt for at give dem kendskab til området – et kendskab, der måske kan være med til at aflive fordomme. 
Forstadsmuseet besøgte i foråret 2017 Gellerupparken og fik en rundtur med en af de lokale guider, og museets ansatte kunne med det samme se, at der var potentiale for at skabe noget lignende i Hvidovre:
- ”Kendskab gi’r venskab” er et motto, som institutioner og skoler har brugt i mange år her i Hvidovre bl.a. i kampen mod mobning, men mottoet kan også bruges på bydelsniveau, og vi tror på, at man ved at lære Avedøre Stationsby at kende gennem lokale guiders forskellige personlige historier kan få afmystificeret bydelen og beboerne, siger Anja Olsen, museumschef på Forstadsmuseet og uddyber: - Vi vil gerne være med til at vise, at Stationsbyen er en bydel med liv, aktivitet og fællesskaber. 
Det er Hvidovre Kommune, Forstadsmuseet, Fritidsbutikken, Teater Vestvolden og Forebyggelsessekretariatet hos Københavns Vestegns Politi, der sammen har strikket et koncept sammen for et lokalt guidekorps i Avedøre. 
- Her i Avedøre lægger vi vægt på, at vi får et mangfoldigt guidekorps, og vi håber meget på, at der vil være både unge og voksne, mænd og kvinder blandt ansøgerne, når vi går i gang med at rekruttere, siger Anja Olsen.
Hun forklarer, at guiderne vil få et kursus, der klæder dem på til deres opgave, og at det vigtigste er, at man kender Avedøre Stationsby godt og brænder for at fortælle sin egen personlige historie om området. En del af kurset handler fx om storytelling, og her bliver der trukket på Teater Vestvoldens kompetencer og forbindelser.
De 10-15 guider, der skal ansættes, kommer som udgangspunkt til at tage rundturene som makkerpar ca. en gang om måneden og vil få et honorar for hver tur. Bookingen af ture vil foregå via en hjemmeside, som er ved at blive udviklet.
Ansøgningsfristen er den 23. maj 2018. Se mere om jobbet og ansøgningsprocedure på www.hvidovre.dk/job-i-kommunen
Guidekorps Avedøre er en udløber af kommunalbestyrelsens beslutning i august 2017 om, at kommunen sammen med Københavns Vestegns Politi og beboerne i Stationsbyen under mottoet ”Vi er fælles om det gode liv i Avedøre Stationsby” skal afprøve nye initiativer, der kan styrke den positive udvikling i området.
- Jeg er utrolig glad for, at både kommune, politi og borgere står sammen for at styrke fællesskabet og fortællingen om det gode liv, der faktisk leves i Avedøre Stationsby, siger borgmester Helle Adelborg. - Jeg ved, der er ildsjæle med så meget historie om Avedøre, og jeg håber på og ser frem til, at I vil melde jer til og dele ud af viden fra jeres liv i bydelen. Jeg vil glæde mig til at lytte til guidekorpsets mange forskellige historier om en levende, naturskøn bydel.