Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Der skrues op for iværksætterindsatsen i Hvidovre i foråret

Tre spændende workshops og en række nye iværksættermøder venter på Hvidovres iværksættere i foråret. Alle tilbud er gratis at deltage i. Næste workshop er 3. maj, hvor temaet er 'På forkant med salget'.
12. marts 2018
Foråret byder på flere spændende aktiviteter for Hvidovres iværksættere. Allerede 21. marts er der en workshop om prissætning af virksomhedens produkt eller ydelse. Her får iværksætterne indblik i, hvordan man kan beregne, hvilken pris man skal tage for sit produkt eller ydelse. 3. maj er der en ny workshop i Hvidovre med temaet ’På forkant med salget’. Her får man viden om salgsstrategi, og gode råd til hvordan man sikrer, at der kommer kunder i ens forretning. 

Den sidste workshop i dette halvår finder sted 13. juni, og har overskriften ’Få succes som iværksætter’. Denne workshop giver deltagerne vigtige redskaber og metoder til at skabe succes i ens virksomhed. 
Som noget helt nyt tilbyder Hvidovre Kommune i år en række iværksættermøder, der finder sted 5. april, 24. maj og 21. juni. På de nye iværksættermøder får iværksætterne en god mulighed for at følge op på den viden, de har fået igennem deltagelse i kommunens forskellige iværksættertilbud. Som iværksætter kan man komme til iværksættermøderne og arbejde videre med konkrete opgaver, som man kan sparre med andre iværksættere eller en konsulent fra Iværksætterhuset om, og på den måde blive styrket og klar til at træffe de næste valg som iværksætter.
 
”Vi har hele tiden stort fokus på at hjælpe vores iværksættere. Sammen med Iværksætterhuset tilbyder vi de næste par måneder tre relevante workshops, hvor man kan blive meget klogere på emner, der vedrører det at være selvstændig. Emnerne for de tre workshops i Hvidovre er udvalgt, fordi de er relevante for mange af Hvidovres iværksættere. 
Som noget nyt tilbyder vi i år også tre iværksættermøder. Her kan iværksætterne arbejde videre med den viden, de tidligere har fået igennem deltagelse i Hvidovre Kommunes iværksættertilbud. Vi tror, at vi ved at følge mere op, kan ruste vores iværksættere endnu bedre til at imødekomme de mange krav og udfordringer, de bliver mødt med i deres hverdag,” siger Nich Bendtsen, der er kommunaldirektør i Hvidovre Kommune.

På både de tre workshops og de tre iværksættermøder er der god mulighed for, at iværksætterne får kontakt til andre iværksættere og eventuelt får etableret et netværk. Erfaring viser, at mange iværksættere lærer af hinanden – selvom de kommer fra vidt forskellige brancher. 

Fakta: 
De tre workshops finder sted i Bibliotekscafeen på Hvidovrevej 280 på følgende datoer; 21. marts, 3. maj og 13. juni.
De tre iværksættermøder finder sted 5. april, 24. maj og 21. juni i Bibliotekscafeen på Hvidovrevej 280. 
Tilbuddene er både for helt nye iværksættere og for iværksættere, der har haft egen virksomhed i op til tre år.
Se mere på hvidovre.dk/iværksættertilbud