Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Flyttedag for Sundhedscentret og Genoptræningen


Rykker til det nye Hvidovre Sundhedscenter på Hvidovrevej 272, der åbner den 10. april
26. marts 2018
Fredag den 6. april og mandag den 9. april holder Sundhedscentret og Genoptræningen på Strandmarkshave og Krogstenshave lukket. Da skal medarbejderne nemlig pakke kasser og møbler sammen, så det kan flyttes over i det nye Hvidovre Sundhedscenter i det tidligere posthus på Hvidovrevej 272. Forberedelserne er i fuld gang både blandt personale og ledelse i Sundhedsfremme & Forebyggelse, Genoptræningen og i kommunens sygeplejeklinik, som flytter sammen i de nye rammer.

- Vi glæder os rigtig meget, for vi har i forvejen et tæt samarbejde, og nu vil vi i endnu højere grad kunne give borgerne et samlet tilbud, så de ikke skal flere steder hen for fx at gå til genoptræning og komme i gang med rygestop, siger leder af Sundhedsfremme og Forebyggelse, Pia Jenfort.

Det tidligere posthus er blevet renoveret og ombygget, så det nu fremstår som et moderne sundhedscenter med alt, hvad der til hører – træningssale, træningskøkken, samtale- og behandlingsrum, caféområder, reception, undervisningslokaler, kontorer, handicaptoiletter, omklædnings- og badefaciliteter til både borgere og medarbejdere. Og der er arbejdet både med lyd- og lysforhold, så bygningen skulle være rar at opholde sig i.

- De nye træningssale vil give rigtig gode rammer for genoptræningen, og vi glæder os til at modtage de borgere, som er henvist til genoptræning hos os, smiler leder af Genoptræningen Casper Mortensen.

Der bliver også tilbud i det nye sundhedscenter, som man kan benytte sig af uden henvisning fra egen læge. Det er fx rygestopkurser, Ældreliv Hvidovre, sundhedssamtaler og den opsøgende sundhedsindsats Kys Livet. 
Alle kommunens sundhedstilbud for voksne og ældre flyttes nu til det nye hus, mens Sundhedsplejen forbliver i det nuværende Sundhedscenter, der rummer kommunens sundhedstilbud til børn.
Det nye Hvidovre Sundhedscenter indvies officielt med åbent hus den 20. april kl. 14, hvor alle er velkomne. Her vil man kunne få en rundvisning i det nye hus, borgmester Helle Adelborg vil holde en tale, og der bliver budt på en forfriskning.
På åbningsdagen bliver den nye hjemmeside www.sundhedscenter.hvidovre.dk lanceret.