Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Familien Danmark på hjul-udstilling i Hvidovre og Viborg

Kommunalbestyrelsen siger ja tak til folkelig udstilling i Avedørelejren
12. marts 2018
Et flertal i Kommunalbestyrelsen sagde tirsdag aften ja tak til, at Forstadsmuseet indgår partnerskab med Viborg Museum om en jubilæumsudstilling med de sidste 50 års ”Årets Bil i Danmark”. Udstillingen bliver vist i Viborg til efteråret og komme til Hvidovre i starten af 2019.

 - Jeg glæder mig til at se alle de bilmodeller, der i løbet af de sidste 50 år har været kåret som årets bil samlet her i Hvidovre – og det er jeg sikker på, at mange andre også gør, siger borgmester Helle Adelborg, der forventer, at "Familien Danmark på hjul. Årets bil 1969-2019" vil tiltrække et bredt publikum.

50 året for kåringen af den første Årets Bil i Danmark bliver markeret af Forstadsmuseet og Viborg Museum med en stor og folkelig udstilling, hvor publikum vil kunne opleve alle de 50 kårede biler. Det bliver samtidig en vandring gennem 50 års danmarkshistorie set gennem bilernes perspektiv og vil dermed samtidig fortælle historien om velfærdssamfundet og forstadens udvikling.

 - Det er en helt ny måde at lave udstillinger på, fordi vi her på Forstadsmuseet nu går sammen med Viborg Museum og på den måde har kræfter til og mulighed for at skabe en attraktion, der potentielt kan nå et stort publikum både her i Københavnsområdet og i Midtjylland, siger museumschef på Forstadsmuseet Anja Olsen.

Udstillingen bliver vist i Hvidovre fra slutningen af januar til april næste år. Og som en ekstra godbid, bliver Årets Bil 2019 kåret i Hvidovre i forbindelse med åbningen af udstillingen.
Forstadsmuseet er i øjeblikket i dialog med Zentropa om muligheden for at bruge selskabets filmstudier til udstillingen i Hvidovre.

Fakta
Udstillingen "Familien Danmark på hjul. Årets bil 1969-2019" kan opleves i Viborg til efteråret og i Hvidovre fra uge 4 og frem til slutningen af april 2019.