Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Lokalbetjentes undervisning på Ældreliv Hvidovre giver resultater

Ældreliv Hvidovre går snart i gang med en ny sæson, og endnu en gang er Københavns Vestegns Politi med på kurserne, hvor de underviser i, hvordan man undgår at ryge i tricktyvenes fælde.
30. januar 2018
Siden 2015 har Hvidovre Kommune arrangeret oplysende kurser for ældre i kommunen.
På Ældreliv-kurserne har repræsentanter fra politi, beredskab, Ældre Sagen, sundhedsvæsenet og Hvidovre Kommunes Sundhedscenter undervist Hvidovre-borgere i, hvad der venter dem i ældrelivet. 

Hos Vestegnens Politi har lokalbetjente med ansvar for Hvidovre været med fra begyndelsen. Og her er der stort udbytte af kurserne. Det er især tricktyverier, som har været på politiets dagsorden, når de har gæstet Ældreliv. Da kurserne begyndte for mere end to år siden var antallet af tricktyverier inde i opadgående kurve. Men den kurve er heldigvis blevet knækket nu. 
”Vi har lige opgjort tallet for 2017, og der var 51 tricktyverier i Hvidovre Kommune sidste år. Det er et fald på 19 procent i forholdet til året før. Jeg tror bestemt, at vores deltagelse på Ældreliv-kurserne og den øvrige oplysning om, hvordan man kan forhindre tricktyverier, har betydning for faldet. Mange ældre er blevet bedre oplyst og mere bevidste om, at de skal tage nogle forholdsregler,” siger Lennart Grænge, der er lokalbetjent med ansvar for Hvidovre Kommune.

På Ældreliv-kurserne fortæller Lennart Grænge eller hans kollega Kasper Madsen de ældre kursister lidt mere indgående om, hvordan et tricktyveri kan foregå. Det gør de ikke for at skræmme de ældre, men i stedet for at gøre dem opmærksom på, hvordan tricktyvene typisk arbejder.
”Vi fortæller, at de ikke skal lukke fremmede ind i deres lejlighed. Hvis det ringer på, og det igennem dørtelefonen lyder, at det er en håndværker eller en hjemmehjælp, så skal man lige tænke, om man venter besøg på lige præcis det tidspunkt. Gør man ikke det, lader man vær med at lukke op. På gaden er en af tricktyvenes helt klassiske metoder at hive et vejkort frem og så finde et udset offer og spørge om vej til fx et hospital. Her er vores helt klare råd. Vær altid skeptisk. Det er jo desværre lidt trist at skulle sige det, men det er ganske enkelt nødvendigt. Man skal bare afvise dem og gå videre,” fortæller Lennart Grænge. 

Hans kollega Kasper Madsen understreger, at tricktyvene stort set aldrig bliver voldelige, så en klar afvisning er nok til at slippe for at blive bestjålet.
”De er ikke voldelige. Derimod er de venlige og diskrete, de vil ikke vække for meget opmærksomhed, så de er ikke voldelige. Det ser vi stort set aldrig. Så bliver man passet op af nogle på gaden, som fx spørger om vej og står og fumler med et kort, så går man bare videre,” siger Kasper Madsen, der har en klar opfordring til ældre borgere i Hvidovre.
”Jeg synes, at de skal overveje at melde sig til Ældreliv Hvidovre, hvis ikke de allerede har været på dem. Det giver en god værdi for dem at melde sig til Ældreliv, for der er masser af god information at hente. Ikke kun om tricktyverier, men også mange andre ting,” siger Kasper Madsen.
I februar starter et nyt Ældreliv-hold op, og her vil de to lokalbetjente være med i lighed med blandt andet repræsentanter fra Hovedstadens Beredskab og Ældre Sagen, ligesom Hvidovre Kommunes egne fagfolk stiller op og deler ud af deres viden.

Vil du deltage i Ældrelivs kurser i foråret 2018?

Er du borger i Hvidovre og ønsker du at deltage i “Ældreliv Hvidovre”, tilmelder du dig enten på: 
www.sundhedscentret.nemtilmeld.dk  eller pr. tlf. på nr. 3639 3737 til Sundhedscentret.

Datoer for holdene
Hold 1: Tirsdag d. 20. februar kl. 10 - 14
Tirsdag d. 27. februar kl. 10 – 14             
Onsdag d. 7. marts kl. 9:30 – 13:30         
Tirsdag d. 13. marts kl. 10 – 14               

Hold 2:
Torsdag d. 5. april kl. 10-14                    
Torsdag d. 12. april kl. 10-14                   
Torsdag d. 19. april kl. 10-14                   
Torsdag d. 26. april kl. 10-14                   

Hold 3:
Onsdag d. 2. maj kl. 13-17                      
Torsdag d. 17. maj kl. 13-17                    
Onsdag d. 23. maj kl. 13-17                     
Onsdag d. 30. maj kl. 13-17

Kurserne er gratis og der vil være en let forplejning.
                   


Kursusgangene kan ikke tages enkeltvis. Tilmeldingen gælder derfor hele kursusrækken.
Pårørende er velkomne, og skal også tilmeldes.

Man skal selv transportere sig til kurset.