Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Innovativ cocktailvirksomhed får Nytårsraketten


Nohrlund, der har etableret Nordens første cocktailfabrik på Avedøre Holme, fik overrakt Hvidovre Kommunes nytårsraket, da kommunen var vært for årets nytårskur.
12. januar 2018
Cocktail-virksomheden Nohrlund blev den stolte og fortjente modtager af Hvidovre Kommunes Nytårsraket, som blev uddelt i forbindelse med kommunens nytårskur, der traditionen tro blev afholdt den anden tirsdag i januar.

Nohrlund er en ung virksomhed, som på kort tid har etableret sin egen cocktailfabrik på Avedøre Holme, hvor de kan producere op mod 1700 cocktails i timen. De leverer cocktails til både private forbrugere, større selskaber og event som fx Grøn Koncert og North Side Festival.
Bag virksomheden står de to iværksættere Anders Houmann og Søren Aamand, der begge har en fortid i barverdenen. Økologi spiller en stor rolle i Nohrlunds produkter, som indeholder både cocktails på mindre glasflasker samt på fustager.
Det er medlemmerne af Erhvervskontaktudvalget i Hvidovre Kommune, der har indstillet kandidater til prisen og efterfølgende stemt om, hvem der skulle modtage den.

”Norhlund er en virksomhed i rivende udvikling. Den har på kort tid fået skabt sin egen lille, produktive fabrik på Avedøre Holme. I Hvidovre er vi glade for, at vi har iværksættere, som kaster så mange kræfter ind i deres forretningsidé. Nohrlund er et godt bevis på, at hårdt arbejde betaler sig,” siger borgmester Helle Adelborg, der ved nytårskuren i Hvidovre Kommune overrakte en raket uden krudt i men til gengæld fyldt med chokolade fra Sv. Michelsen til de glade modtagere fra Nohrlund.

Og stoltheden over at modtage Nytårsraketten var svær at skjule for Anders Houmann og Søren Aamand.

”Vi er rigtig glade for at modtage denne hæder, og føler os meget taknemmelige. Det er rart at blive taget så godt imod her i Hvidovre Kommune, få et klap på skulderen og blive anerkendt for alle de timers arbejde, der ligger bag opbygningen af cocktailfabrikken. Det giver blod på tanden og endnu mere energi til 2018, hvor vi for alvor vil sætte fart på,” siger Søren Aamand.

Det var fjerde gang, at Nytårsraketten blev uddelt. Sidste år var det Egerbyg, der modtog hæderen. Tidligere har KLS Pure Print og Elsec fået Nytårsraketten.