Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Kulturcenter Risbjerggård sendt i konkurrence

Arkitektfirmaer er nu inviteret til at komme med forslag til Hvidovres kommende kulturelle centrum.
7. december 2017
Den 28. november godkendte kommunalbestyrelsen byggeprogrammet for ”Kulturcenter Risbjerggård”. Med byggeprogrammet kan arbejdet med udviklingen af Hvidovre Bymidte nu gå ind i den næste fase, hvor arkitektfirmaer er indbudt til at deltage i en arkitektkonkurrence om Risbjerggårdgrunden.
Den 4. december blev invitationen til konkurrencen offentliggjort, og frem til starten af januar kan arkitektteams ansøge om at deltage. 
I alt fem arkitektteams vil blive udvalgt til at deltage i konkurrencen, som løber frem til slutningen af marts.
Det er arkitektfirmaet Gottlieb Paludan Architects A/S, som står for afviklingen af arkitektkonkurrencen.

Af byggeprogrammet fremgår det bl.a., at målet er at skabe et kulturcenter, som er børnenes og familiernes sted og som ”arkitektonisk og kulturelt kickstarter” realiseringen af helhedsplanen for Hvidovre Bymidte. Kulturcenter Risbjerggård skal indeholde Teater Vestvolden, et spisested, rum til dans, teater, musik og en teaterhave, der indbyder til aktiviteter og ophold. Det bliver også understreget, at Hvidovre Kommune ønsker, at der er fokus på bæredygtighed.

Resultatet af arkitektkonkurrencen forventes offentliggjort i slutningen af juni 2018.