Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre Kommune nedlægger samlingsstedsforbud ved Bandidos MC’s klubhus i Kirkegade


De næste tre måneder er det forbudt for Bandidos MC at samle sig i ejendommen Kirkegade 8. Ejendommen har i mange år fungeret som klubhus for gruppen. Overtrædelse af det nye samlingsstedsforbud kan udløse op til fire måneders fængsel.
30. november 2017

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre har tirsdag aften besluttet at nedlægge et samlingsstedsforbud for ejendommen Kirkegade 8, der er kendt for at huse rockergruppen Bandidos.

Københavns Vestegns Politi lukkede den 3. november Bandidos’ klubhus i Hvidovre, og borgmester Helle Adelborg besluttede kort efter at igangsætte en undersøgelse af muligheden for at etablere et længerevarende forbud mod at samles i Bandidos’ klubhus i Kirkegade.
Kommunens jurister har vurderet, at der på baggrund af hændelser registreret af politiet og kommunen er grundlag for at udstede et samlingsstedsforbud. Det er blandt andet hændelser som overtrædelser af våbenlovgivningen og loven om euforiserende stoffer, ligesom der har været støjgener, færdselsmæssige gener, nabokonflikter og generel utryghed i området over Bandidos MC’s tilstedeværelse i ejendommen på Kirkegade 8. Alt sammen fører nu til, at Bandidos de næste tre måneder ikke må benytte eller forsamle sig i den ejendom, de siden 2002 har benyttet som klubhus. En overtrædelse af forbuddet udløser bøder og op til fire måneders fængsel.

”Politiet har i begyndelsen af november lukket klubhuset indtil 1. december, og nu følger vi op i kommunalbestyrelsen. Vi mener, at det er vigtigt at skabe tryghed for de af vores borgere, som bor og færdes i området. Derfor nedlægger vi nu et samlingsstedsforbud, som betyder, at Bandidos MC ikke må benytte klubhuset i Kirkegade i de næste tre måneder,” siger Helle Adelborg, der har opbakning fra en enig kommunalbestyrelse.

Forbuddet træder i kraft 1. december, når politiets midlertidige forbud udløber, og efter tre måneder skal Hvidovre Kommune igen vurdere, om der skal gives et nyt samlingsstedsforbud.

Da ejendommen i Kirkegade blev lukket ned af Københavns Vestegns Politi i begyndelsen af november, var det et led i en større aktion mod bandegrupperinger, og flere andre klubhuse på Sjælland blev lukket ved samme lejlighed. Det skyldes især en bekymring for, at konflikten mellem Satudarah MC og Bandidos MC kan udvikle sig.