Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ny eliteidrætspolitik skal sætte Hvidovre på idrætslandkortet


Hvidovre Kommune vil have endnu flere eliteatleter, og en række tiltag i en ny eliteidrætspolitik skal være med til at sikre bedre betingelser for eliteidrætten
3. november 2017
En ny eliteidrætspolitik skal være med til at få endnu flere af Hvidovres bedste atleter og idrætsforeninger til at blande sig i toppen af deres respektive idrætsgren.
Hvidovre har stolte idrætstraditioner og har igennem tiden fostret mange stærke idrætsudøvere, som med deres flotte resultater har været med til at sætte Hvidovre på landkortet.

Med den nye eliteidrætspolitik, der er vedtaget af kommunalbestyrelsen, bliver støtten til eliteidræt mere konkret.
I forvejen støtter Hvidovre Kommune det lokale idrætsliv igennem den kommunale støttemodel, men med den nye eliteidrætspolitik ønsker kommunen at gøre endnu mere for at støtte eliteidrætsforeningerne. Det sker for, at foreningerne kan fastholde og udvikle det sportslige niveau – både i forhold til talentudvikling og til egentligt elitearbejde. 

Hvidovre Kommune vil blandt andet arbejde for at blive Team Danmark-elitekommune indenfor kort tid. Desuden er der planer om at etablere et netværk bestående af repræsentanter fra erhvervslivet, eliteforeningerne og kommunen. Dette netværk skal være med til at sikre yderligere økonomisk støtte til eliteidrætten.

Endelig indeholder eliteidrætspolitikken også en plan om at understøtte idrætsforeningerne og Hvidovre Idrætsråd i at udvikle ideen om at lave et Idrættens Hus i Hvidovre.

”Vi er i forvejen en idrætskommune med stærke traditioner, og med den nye eliteidrætspolitik vil vi gøre endnu mere for, at vores bedste atleter og foreninger kan skabe gode resultater til glæde for hele Hvidovre. Når eliten præsterer godt, har det også positiv indflydelse på breddeidrætten, som kan få nye medlemmer, hvis vi har nogle stærke profiler, som blandt andet børn og unge kan spejle sig i,” siger borgmester Helle Adelborg.

Idrætten trives generelt godt i Hvidovre Kommune. I en ny landsdækkende undersøgelse af idrætsforeningernes vilkår fra Danmarks Idrætsforbund placerer Hvidovre sig som nummer 16 ud af landets 98 kommuner.