Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Høj deltagelse ved ældrerådsvalg

57,7 procent af Hvidovres borgere over 60 år stemte
24. november 2017
Mere end hver anden +60-årige Hvidovre-borger stemte ved ældrerådsvalget i tirsdags. 
6890 personer stemte, og det giver en stemmeprocent på hele 57,7. Ved det seneste ældrerådsvalg i 2014 stemte 40,6 procent af de stemmeberettigede. Den høje valg-deltagelse denne gang hænger sandsynligvis sammen med, at valget blev afholdt sammen med kommunal- og regionrådsvalget. I 2014 blev ældrerådsvalget afviklet som et brevstemmevalg.

 - Det er virkeligt flot, at langt mere end hver anden vælger har været henne og stemme til ældrerådsvalget denne gang. Det glæder mig, at Hvidovres ældre har givet et stærkt mandat til ældrerådet, siger borgmester Helle Adelborg, der glæder sig til at fortsætte det vigtige samarbejde om ældreområdet med det nyvalgte ældreråd.

De knap 7000 vælgere, der har stemt, har haft mange kandidater at vælge imellem – ikke færre end 14 personer stillede op til Hvidovre Ældreråd.

Valgets to store stemmeslugere blev Bent Aarrebo Pedersen med 1144 stemmer og Birthe Mingon (formand for det afgående ældreråd) med 1026 stemmer.

Der var genvalg til 6 kandidater, nemlig Christian Thode, Jørgen Nygaard, Inge-Lise Rasmussen, Birthe Mingon, Grete Hagedorn og Peter Lougart, mens Bent Aarrebo Pedersen, tidligere medlem af ældrerådet og nuværende 2. suppleant, blev valgt ind. 
Det nye ældreråd holder sit konstituerende møde og udpeger formand, næstformand og kasserer den 29. januar 2018 og rådet træder sammen første gang den 1. februar 2018.

Ældrerådet er valgt for en fire-årig periode, der følger den kommunale valgperiode. Det betyder, at det nye ældreråd er valgt for perioden 2018-2021. Du kan læse mere om ældrerådets arbejde på www.ældreraadet.hvidovre.dk