Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Dagplejebørn i Hvidovre får ny legestue

Den gamle børneinstitution Myretuen på Nestors Allé er blevet omdannet til et legestuehus med plads til 80 børn
26. oktober 2017

Fremover får dagplejebørn i Hvidovre et nyt sted at boltre sig. Den nye legestue får navnet ”Spiloppen” og er åben mandage-fredage fra kl. 7-17.

Huset er indrettet ud fra ideen om, at al læring går gennem kroppen. Det er udstyret med motorikredskaber som ribber, måtter og bolde – alt sammen for, at børnene får en god og sjov oplevelse og lyst til at bevæge sig og bruge kroppen.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi med legestuen Spiloppen har fået et godt sted for børnene i dagplejen til at udfolde sig og udvikle deres motoriske færdigheder. Samtidig har vi fået mulighed for at give vores dagplejere en faglig opgradering, og det giver dem nogle nye redskaber til at inddrage krop og bevægelse i dagligdagen med børnene, siger borgmester Helle Adelborg.

Også de udvendige arealer omkring legestuen har gennemgået en renovering, og legepladsen har bl.a. fået gynger, en lille ”skov” og en rutsjebakke. Legestuen stod færdig i september, og er så småt taget i brug. Den bliver officielt indviet af borgmesteren ved et arrangement mandag den 30. oktober kl. 9.30, hvor dagplejere, forældre og samarbejdspartnere er inviteret.

Leder af dagplejen Conny Langgaard Jensen er glad for den nye legestue og særligt på børnenes vegne:
- Legestuer er fantastiske for børnene. Her møder de en større kreds af voksne og børn, end de er vant til, og vekselvirkningen mellem det trygge og det mere ukendte er en vigtig del af at udvikle børnene. Og så er husets indretning fint i tråd med dagplejens slogan: Hul i knæet er bedre end hul i udviklingen.

Indretningen af det nye legestuehus ligger i naturlig forlængelse af de seneste års motorik- og bevægelsesindsats i kommunens dagtilbud, som er gennemført med konsulenter fra ”Rend og Hop med Oliver og Ida”, og de fysiske rammer er finansieret med støtte fra penge fra Sundhedspuljen, som Social- og Sundhedsudvalget uddelte tidligere på året.

Sundhedspuljen støtter desuden undervisningen af alle dagplejere i kommunen, som gennemføres fra efteråret 2017, så dagplejerne bliver klædt på til at understøtte brugen af de nye redskaber.