Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Flere flygtninge i job

Succesfuldt samarbejde mellem Hvidovre Kommunes jobcenter og de lokale virksomheder resulterer i bonus fra Udlændinge og Integrationsministeriet
4. september 2017
I løbet af 2016 er flere flygtninge og familiesammenførte i Hvidovre kommet i beskæftigelse. Konkret steg antallet af flygtninge og familiesammenførte i job fra 20 til 34 i løbet af sidste år, og det har nu udløst en udbetaling af en såkaldte ”flygtninge-bonus” på 350.000 kr. fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Bonussen har til formål at belønne kommuner, der er gode til at få denne gruppe borgere ud på arbejdsmarkedet og er ét ud af flere integrationstiltag, som er aftalt mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. 
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget Ivan Fogtmann er mere end godt tilfreds:
- Jeg glæder mig selvfølgelig over den kontante belønning fra ministeriet, men især over at indsatsen fra de dygtige medarbejdere i vores jobcenter ser ud til at lykkes, og at de lokale virksomheder går ind i samarbejdet, siger han.
Borgmester Helle Adelborg bakker op og understreger samtidig, at det ikke er nogen helt nem opgave at hjælpe flygtninge og familiesammenførte i job: 
- Mange af disse mennesker kommer jo hertil med oplevelser og vilkår i bagagen, som gør, at det faktisk kan være svært for dem at passe et arbejde, fx post traumatisk stress og andre psykiske problemer, analfabetisme osv., uddyber hun. – Men de gode tal er et signal om, at vi kan lykkes, hvis vi sætter ind på den rigtige måde i samarbejde med virksomhederne. 
Afdelingsleder i Hvidovre Kommunes jobcenter Jeanette Sauer forklarer, at netop kontakten til rummelige virksomheder, der tager et socialt ansvar, er afgørende for succesen. 
- Vores medarbejdere prøver sammen med borgeren at afklare, hvilken branche han eller hun har interesse i, og er der match mellem borgerens ønske og kompetencer, kontakter vi virksomhederne for at høre om, der er mulighed for virksomhedspraktik og evt. løntilskud, siger hun. – Et aktiveringsforløb kan tit være en god indgang til et ordinært arbejde, og undervejs har jobkonsulenten tæt kontakt til både borgeren og virksomheden, så vi kan få løst eventuelle udfordringer og barrierer.
Siden 2015 har Hvidovre modtaget 41 flygtninge og familiesammenførte. For 26 af dem er den personlige situation sådan, at jobcentret vurderer, at de ikke er parat til at tage et job.
Ud fra en sammenkobling af tal fra Danmarks Statistik, Jobindsats.dk og Styrelsen for International Rekruttering og Integration offentligbragte Jyllands-Posten for nylig en liste over de kommuner, som er bedst til at integrere nydanskere. Her ligger Hvidovre som nummer to efter Egedal, som har førstepladsen.