Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Vandkunsten vinder konkurrence om ny daginstitution

Vinderforslaget til Bytoften 29 er ”et børnehus med hjemlighed”
20. juni 2017
Den anerkendte tegnestue Vandkunsten har vundet arkitektkonkurrencen om en ny daginstitution på Bytoften over 4 andre gode bud på et nyt børnehus i Hvidovre.
 - Vi var helt enige om, at Vandkunstens bud på en ny daginstitution til Bytoften var det helt rigtige, siger borgmester Helle Adelborg, der har været med i arkitektkonkurrencens dommerkomité, og hun fortsætter:
 - Noget af det særligt fine ved projektet er sammenhængen mellem byggeri og udearealer, hvor der bl.a. bliver en grøn gårdhave og en køkkenhave med terrasser. Inden for i institutionen bliver der indrettet nicher og karnapper, hvor børnene kan få lov at gemme og hygge sig, fremhæver hun.

Vandkunstens forslag blev valgt med enstemmig opbakning fra dommerkomiteen, der udover borgmesteren også består af formand for Teknik- og Miljøudvalget Mikkel Dencker og formand for Børn- og Undervisningsudvalget, Kenneth F. Christensen, 4 embedsmænd fra Hvidovre Kommune og to fagdommere, arkitekterne Thomas Bo Jensen og Torsten Stephensen, med. 
”Projektet skal roses for at skabe den særlige fornemmelse af hjemlighed i børnenes perspektiv. Forslaget forstår på enestående vis at gribe stedets ånd og herfra bygge respektfuldt videre,” hedder det bl.a. i dommerkomiteens sammenfatning.
Projektet på Bytoften omfatter byggeri af en hel ny børneinstitutionsbygning og ombygning af den eksisterende bygning, der har huset Hvidovres første rådhus og senere en politistation, til børneinstitution. I konkurrenceprogrammet er der bl.a. lagt vægt på pædagogik, bæredygtighed og på at tilpasse byggeriet til områdets historie og arkitektur.

- Vi har forsøgt at lade os inspirere af de brogede omgivelser og lavet et ualmindeligt almindeligt hus, som samtidig er et hus af høj kvalitet. Det er hus, som ikke er alt for selvhøjtideligt, men som prøver at lægge sig ind lidt stilfærdigt, siger arkitekt og partner i Vandkunsten, Flemming Ibsen, der deltog ved offentliggørelsen af vinderprojektet på Hvidovre Rådhus tirsdag den 20. juni 2017.
I projektkonkurrencen deltog foruden Tegnestuen Vandkunsten også Christensen og Co. Arkitekter, Kent Pedersen Arkitektfirma, Mangor & Nagel Arkitekter og Cornelius+Vöge.
Den nye institution på Bytoften får plads til 10 børnegrupper med cirka 180 børn, og skal efter planen være klar til indflytning efteråret 2019.