Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre opgraderer til strandsiden


Nyt landskabeligt kunstværk af Karin Lorentzen pryder nu Hvidovre Strandpark, som er blevet udvidet og klar til at tage imod endnu flere badegæster.
19. juni 2017
Den sydvestlige del af københavnsområdet har indenfor de sidste 5-6 år fået endnu et velbesøgt stykke bynatur. Siden 2012 har den lille børnevenlige strand i Lodsparken ved siden af Hvidovre Havn været et populært udflugtsmål for familier fra Hvidovre og omegn, og nu har Hvidovre Kommune opgraderet dét, der nu kaldes Hvidovre Strandpark, så der er plads til endnu flere glade badegæster. 
Stranden er i foråret blevet udvidet, så sandarealet nu strækker sig langs næsten hele kysten mellem Hvidovre Havn og Mørtelrenden, og samtidig er den blevet forsynet med et smukt og anderledes landskabeligt kunstværk skabt af billedhuggeren Karin Lorentzen og VEGA landskab. Kunstnerens bud på en ny landskabelig skulptur består af en serie betonelementer, som alle er støbt som ”unika”. De er lagt som en markering mellem sand og græs, og kunstner og landskabsarkitekter har sammen sørget for en smuk sammenhæng mellem værket og det omgivende landskab. Betonkanterne, som kan bruges til at sidde eller lege på, er udformet med inspiration fra nogle af naturens egne smukke former – strukturen i et hvidkål. 
Kunstværket er skabt med støtte fra A.P. Møller Fonden og bragt til veje med rådgivning og hjælp fra Hvidovre Kunstråd.

- Vi er meget glade for vores lille perle af en strand her i Hvidovre, og jeg tror, at det smukke kunstværk af Karin Lorentzen og VEGA landskab vil trække endnu flere besøgende til, siger borgmester Helle Adelborg fra Hvidovre. – Med værket har vi fået skabt en helt unik by-strand i hovedstadsområdet, som let kan nås både på cykel og med offentlig transport. 

Søndag den 25. juni kl. 11-13 fejrer Hvidovres borgere, Hvidovre Kommune og Hvidovre Kunstråd den nye strand med en ”Store Badedag” – med is, sandbillede-konkurrence og mulighed for at høre billedhugger Karin Lorentzen og VEGA landskab fortælle om kunstværket. 
Hvidovre Strandpark i Lodsparken ligger 4-5 km fra Valby og Sydhavnen og halvanden km fra Åmarken Station.