Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ishockeyklubben Hvidovre Fighters skal være med til at brande Hvidovre Kommune

En ny sponsoraftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Fighters giver gratis adgang for Hvidovre-borgere til alle klubbens hjemmekampe.
23. maj 2017
Hvidovre kan i sæsonen 2017/2018 blive ramt af en ægte ishockey-feber. Kommunalbestyrelsen i Hvidovre har besluttet, at kommunen skal indgå et sponsorat med ishockeyklubben Hvidovre Fighters. Ishockeyklubben kunne efter beslutningen på Hvidovre Rådhus sende en ansøgning til Dansk Ishockey Union med henblik på at blive optaget i landets bedste række, Metalligaen.

Sponsoraftalen betyder, at Hvidovre Fighters skal være med til at brande Hvidovre Kommune, når de møder hold fra den bedste række i byer landet over. Udover brandingeffekten, som blandt andet kommer til udtryk igennem omkring fem tv-kampe, der bliver transmitteret på TV2 Sport, så betyder aftalen, at Hvidovres borgere kan komme gratis ind til de omkring 22 hjemmekampe, der er på en sæson.

Sponsoratet lyder på i alt 1,8 mio. kroner. Nettobeløbet er dog mindre, da Hvidovre Fighters som professionel klub fremover skal betale cirka 600.000 kroner for husleje og den reklameplads, som klubben kan sælge videre. Nettobeløbet vil derfor for kommunen udgøre 1,2 mio. kroner i de kommende to ishockeysæsoner, hvor aftalen løber.
Aftalen blev stemt igennem af 18 ud af de 19 fremmødte medlemmer i kommunalbestyrelsen. 
Borgmester Helle Adelborg er godt tilfreds med aftalen, der sætter en streg under, at Hvidovre Kommune tager idrætten seriøst.

”Hvidovre Kommune er en kommune, hvor idræt altid har fyldt meget. Når vi vælger at indgå en sponsoraftale som denne, så skal den tilføre noget værdi til kommunen. Vi gør det ikke bare for at støtte Hvidovre Fighters. Nu sikrer vi, at vi kan få en eliteklub i en af landets mest profilerede sportsligaer, som der er meget medieeksponering af, og hvor ishockeyspillerne kan være ambassadører for Hvidovre Kommune. Det kan være med til at sætte Hvidovre yderligere på landkortet,” siger borgmester Helle Adelborg.

En af hovedingredienser i aftalen er, at Hvidovres borgere slipper for at betale entré, når der fløjtes til hjemmekampe med Hvidovre Fighters. 
”Vi har sikret, at vores borgere kan få nogle gode, gratis sportsoplevelser ved at komme og se topishockey i Frihedens Idrætscenter. Det håber jeg rigtig mange vil benytte sig af, for ishockey er en medrivende sport, som er fantastisk at overvære live. Så jeg er rigtig glad for, at der er så bred politisk opbakning til den her aftale, som rigtig mange borgere vil kunne få glæde af,” siger Helle Adelborg.
Med sponsoraftalen med Hvidovre Kommune kan ishockeyklubben opfylde det indtægtskrav på 4 mio. kr., som ishockeyunionen kræver af klubberne i Metalligaen. 

Hvidovre Fighters sendte mandag aften sin ansøgning afsted til Dansk Ishockey Union.
Ved denne pressemeddelelses deadline har klubben endnu ikke fået svar på deres ansøgning.

Detaljerne i sponsoraftalen skal nu aftales endelig mellem administrationen og Hvidovre Fighters. Klubben kommer til at levere en række modydelser, der især kommer Hvidovres børn og unge til gode. Det kan blandt andet være en skoleturnering i ishockey og aktiviteter for kommunens eliteidrætsklasse.