Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre Kommune er i gang med at undersøge muligheden for at udvide Avedøre Holme

Naturen, tekniske forhold og trafikken er bare nogle af de ting, som Hvidovre Kommune i øjeblikket er i gang med at undersøge på Avedøre Holme. Formålet er at finde ud af, om området er klar til en historisk udvidelse.
7. marts 2017
Hvidovre Kommune er i øjeblikket i gang med forskellige undersøgelser på Avedøre Holme. Undersøgelserne skal kortlægge, om det er muligt at igangsætte et kæmpe udvidelsesprojekt af det store erhvervsområde. En udvidelse, der kan give op mod 3,2 mio. ekstra kvadratmeter og gøre det i forvejen store erhvervsområde tæt på dobbelt så stort, som det er i dag.

Der er blevet foretaget marinbiologiske undersøgelser, og analyser af de trafikale forhold og om der er jord nok til en udvidelse. 
Der er dog stadig en del forhold, der skal afklares. På havbunden ud for det sted, hvor Avedøre Holme kan blive udvidet, er der fundet ålegræs, som tiltrækker fisk og fugle. Hvis det er muligt, skal havbunden tilrettes, så ålegræsset kan gro videre der. Samtidig skal der udføres en arkæologisk undersøgelse med et dykkerhold.

Trafikken er også et område, der er stort fokus på i forhold til en udvidelse.
Her bliver der kigget på, hvordan trafikken til og fra Avedøre Holme er i dag, og hvordan den vil blive under udvidelsesarbejdet, og ikke mindst hvordan den vil blive med et fuldt udvidet Avedøre Holme. 

”Vi er i fuld gang med at undersøge alle de ting, der er nødvendige for, at vi kan gå videre med udvidelsesplanerne for Avedøre Holme. Vi skal være helt sikre på, at naturen ikke lider skader under en udvidelse, ligesom vi skal have afdækket trafikforhold, strømningsforhold og andre væsentlige forhold. En udvidelse af Avedøre Holme vil være historisk og give helt nye muligheder – derfor er det utroligt vigtigt, at vi gør forarbejdet ordentligt,” siger borgmester Helle Adelborg.

Teknik- og Miljøudvalget i Hvidovre Kommune bliver 8. marts orienteret om de foreløbige undersøgelser, og hvis alt fortsat tegner til, at en udvidelse kan realiseres, så vil Kommunalbestyrelsen til sommer skulle beslutte, om Hvidovre Kommune skal gå videre med planerne, som kan være med til at tiltrække rigtig mange nye arbejdspladser til kommunen.