Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre får stor ekstraregning på grund af SKAT’s fejlvurdering

Skriver til Folketingets skatteudvalg om potentiel økonomisk bombe under kommunerne
23. februar 2017
En klage fra Region Hovedstaden over ejendomsvurderingen for Hvidovre Hospital betyder, at Hvidovre Kommune skal tilbagebetale 38,9 mio. kr. her og nu – og fremover får kommunen godt 8,9 mio. kr. mindre i årlig skatteindtægt fra hospitalet.
- Det er noget af en bombe under kommunernes økonomi, når vi løbende risikerer at blive mødt med tilbagebetalingskrav, som følge af SKAT’s fejlvurderinger, siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg, der desuden ikke mener, at borgerne kan være tjent med, at kommunen skal betale de 3,2 mio. kr. af pengene, som er renter, der er et resultat af, at sagen har været flere år undervejs.

I håb om at sikre sig, at der ikke ligger andre økonomiske ”bomber” og venter, har borgmesteren derfor på vegne af Økonomiudvalget skrevet til Folketingets Skatteudvalg for at bede dem om svar på, hvordan det kan sikres, at kommunerne kan få kendskab til krav om tilbagebetaling af for meget indbetalt ejendomsskat, så kommunerne kan tage højde for det ved budgetlægningen.
Det er Landsskatteretten, der har afgjort, at ejendomsværdien af Hvidovre Hospital kun er knap halvdelen af, hvad den har været værdisat. Værdien er ændret fra knap 1,9 mia. kr. til knap 0,9 mia. kr., og det betyder, at dækningsafgiften årligt falder fra 15,9 mio. kr. til 7,0 mio. kr. 

Hvidovre Kommune har ikke kendt til sagen, som Region Hovedstaden tilbage i 2013 har rejst, men fik kendskab til ændringen af ejendomsvurderingen ved en standardmeddelelse i slutningen af januar. Kommunen er ikke part, og har derfor ikke mulighed for at handle i sagen, som får betydelige økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Hvidovre Kommune har forgæves forsøgt at få afklaret, om SKAT vil indbringe afgørelsen for domstolene.