Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Villaer bliver solgt hurtigt i Hvidovre Kommune


Salgstiden for villaer i Hvidovre er blandt de korteste i landet. Det er især børnefamilierne, som flytter til kommunen.
26. januar 2017

Hvidovre Kommune er et eftertragtet sted at købe hus. Det vidner tal fra Realkreditrådet om. Her fremgår det, at salgstiden for udbudte villaer i Hvidovre Kommune er kort. 

Rent faktisk er Hvidovre den af landets kommuner, hvor salgstiden er faldet mest fra 2013 til 2016. I første halvår af 2013 stod et hus i Hvidovre i gennemsnit til salg i 167 dage, mens der i første halvår af 2016 gik 77 dage, før en køber skrev under. Dermed er Hvidovre en af de kommuner i Danmark, hvor der er mest rift om boligerne i øjeblikket.

Og det er især én gruppe nye borgere, som vælger at købe hus og bosætte sig i Hvidovre. Nemlig børnefamilierne, som efter nogle år i lejlighed vil realisere deres husdrømme.

”Vi har de senere år haft en stor tilgang af nye borgere, som har købt et hus i kommunen. Det er især børnefamilier, som fx har boet i en lejlighed i København, som nu tager springet ud til den moderne forstad, som Hvidovre er,” siger Helle Adelborg, der er borgmester i Hvidovre Kommune.

Hvidovre Kommune har mange gode tilbud på børne- og familieområdet, og det er et vigtigt parameter, når mange tilflyttere overvejer, hvor de skal bosætte sig. Det er Stina Thorsvang et godt bevis på. Sammen med sin familie flyttede hun til Hvidovre i 2016, og de har ikke fortrudt deres valg.

”Der var flere årsager til, at vi flyttede til Hvidovre. Det var blandt andet de gode transportmuligheder – ikke mindst den tætte cykelafstand til København, som spillede ind. Men også de grønne områder og de lave kvadratmeterpriser var noget, der trak. Og så betød det også noget, at Hvidovre Kommune er en god kommune i forhold til børn,” siger Stina Thorsvang.

Borgmester Helle Adelborg glæder sig over, at tilflyttere som Stina Thorsvang og hendes familie vælger at bosætte sig i kommunen.
”Vi er rigtig glade for, at få så mange tilflyttere, som aktivt har valgt Hvidovre til og kan se en fremtid her i kommunen. Det viser, at vi har en særdeles god kommune, hvor mange har lyst til at se deres børn vokse op,” siger Helle Adelborg.
Kvadratmeterprisen på en villa i Hvidovre ligger ifølge de senest oplyste tal fra 2016 på cirka 23.000 kroner.