Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Stor tilfredshed med skoler og fritidstilbud

Forældretilfredsheden med skolerne er større end for to år siden
17. januar 2017

Hvidovres forældre er godt tilfredse med deres børns skole, SFO og klubtilbud. Det viser en tilfredshedsundersøgelse, der blev lavet før jul. Faktisk er forældrene endnu mere tilfredse med skolerne nu, end de var, da de blev spurgt i en tilsvarende tilfredshedsundersøgelse for to år siden. Til gengæld er tilfredsheden med SFO’erne mindre i 2016, end den var i 2014.

Forældretilfredshedsundersøgelsen blev indført som en del af kvalitetsløftet i Hvidovres skoler. Målet var, at forældretilfredsheden skulle være høj eller meget høj i 2016. Undersøgelsen viser, at 78 procent af de forældre, der har svaret, samlet set er tilfredse eller meget tilfredse med deres børns skole. Det er en stigning på 9 procent i forhold til 2014, hvor 69 var tilfredse eller meget tilfredse.

Formand for Børne- og Undervisningsudvalget, Kenneth F. Christensen, er godt tilfreds med resultaterne:
-Der er en høj tilfredshed med skoler, SFO’er og klubber. Nu har vi en opgave med at bruge de her tilbagemeldinger fra forældrene til at gøre Hvidovres tilbud til børnene og familierne endnu bedre.

Forældrenes store tilfredshed med skolerne glæder også borgmester Helle Adelborg:
- Jeg hæfter mig bl.a. ved, at kun meget få af Hvidovres forældre synes, at deres børn har for lang en skoledag. Det er dejligt, at der er opbakning til de justeringer, der er lavet på skolerne, hvor nogle understøttende timer er lavet om til to-lærer undervisning.

Mens tilfredsheden med skolen er steget, så er forældrenes tilfredshed med SFO’erne samlet set faldet fra det meget høje niveau den lå på i 2014. Dengang var 81 procent tilfredse eller meget tilfredse med SFO’erne, mens tallet i dag er 72 procent. 85 procent af forældrene med børn i klub er tilfredse; i 2014 var tallet 86 procent.
- Når vi nu kan se et fald i tilfredsheden med SFO’erne, så vil vi naturligvis undersøge nærmere, hvad det skyldes og arbejde hårdt på, at tilfredsheden med SFO’erne igen kommer op på eller over det høje niveau tilfredsheden lå på i 2014, siger chef for skole- og klubafdelingen Rune Ahlmann Nielsen.

Undersøgelsen er gennemført blandt forældre til i alt 5.862 børn på skoler, SFO’er og klubber i Hvidovre. Ligesom i 2014 har 62 procent deltaget i undersøgelsen. Forældre, der ikke bor sammen, har begge haft mulighed for at besvare spørgeskemaet, og så har hvert svar talt 50 procent.

De enkelte skoler, SFO’er og klubber offentliggør deres lokale resultater i slutningen af januar. Der udarbejdes nu lokale handleplaner, der tager udgangspunkt i de resultater, der gælder for den enkelte skole, SFO og klub. Handleplanerne bliver offentliggjort på skolernes og klubbernes hjemmesider i februar, og der bliver efterfølgende holdt forældremøder.

Fakta

Skoler: 78 procent er tilfredse eller meget tilfredse. 8 procent er utilfredse eller meget utilfredse. 15 procent er neutrale.
SFO’er: 72 procent er tilfredse eller meget tilfredse.11 procent er utilfredse eller meget utilfredse. 16 procent er neutrale.
Klub: 85 procent er tilfredse eller meget tilfredse. 3 procent er utilfredse. 12 procent er neutrale.