Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Sundhedsprisen går til tre idrætsforeninger


Tre idrætsforeninger blev onsdag hædret med Hvidovre Kommunes Sundhedspris 2016 for deres arbejde med DGI Sundhedsidræt.
28. november 2016

Hvidovre Kommune uddeler hvert andet år Sundhedsprisen, der går til et lokalt initiativ, som gør noget for at fremme sundheden i kommunen. 

I år gik prisen til foreningerne Egevoldens IC’s gymnastikafdeling, HVG37 og Shinson Hapkido Hvidovre.

Alle tre foreninger har det seneste år været en del af motionsprojektet DGI Sundhedsidræt. Her har de med stort engagement inviteret Hvidovres borgere indenfor til sjove motionsoplevelser.

De tre foreninger har igennem DGI Sundhedsidræt indgået i et samarbejde med kommunen og DGI samtidig med, at de omfavner en bred gruppe af mennesker.

DGI Sundhedsidræt skal være med til at skabe tilbud, som styrker sundhed, sociale netværk og giver borgerne mulighed for at få et aktivt liv, og den opgave har foreninger i den grad taget til sig.
”De her tre foreninger har været med til at skabe tilbud til borgere, som ikke er vant til at bevæge sig og måske heller ikke kender til det at være en del af en forening. Deres indsats i forbindelse med DGI Sundhedsidræt viser, hvor vigtig en ressource foreningslivet her i Hvidovre er,” siger Helle Adelborg, borgmester i Hvidovre, der bliver bakket op af Lars G. Jensen, som er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Hvidovre Kommune.

”Det er meget velfortjent, at de tre foreninger får Sundhedsprisen. Med deres engagement i DGI Sundhedsidræt har de vist, at de er en aktiv del af lokalsamfundet og tager ansvar for, at vores borgere får en mulighed for at få nogle gode motionstilbud,” siger Lars G. Jensen.
Som noget nyt blev prisen i år uddelt ved et stort arrangement i Medborgersalen. Her var flere hundrede Hvidovre-borgere mødt op til temadagen ”Fællesskaber og det gode ældreliv”. Foruden overrækkelsen af Sundhedsprisen kunne de kunne blandt andet høre Lotte Heise fortælle om medmenneskelighed og møde et udsnit af Hvidovres foreninger.

Med Sundhedsprisen fulgte et kunstværk malet af Hvidovre-kunstneren Helle Pollas til hver forening.

Foreningerne Egevoldens IC’s gymnastikafdeling, HVG37 og Shinson Hapkido Hvidovre fortsætter med at tilbyde sundhedsidræt i fremtiden.