Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Vælgere over 60 kan stemme til Ældrerådet ved det kommende kommunal- og regionsrådsvalg

Det forventes, at stemmeprocenten til ældrerådsvalget vil stige, når valget afvikles samme dag som kommunal- og regionsrådsvalget
6. oktober 2016

Når der næste år er kommunal- og regionsrådsvalg, så kan vælgere i Hvidovre Kommune, som på valgdagen er fyldt 60 år, stemme om, hvem der skal sidde med i Hvidovre Ældreråd.
Det besluttede Kommunalbestyrelsen tirsdag aften. Dermed går Hvidovre Kommune i samme retning som flere andre danske kommuner, som allerede i 2013 valgte at slå ældrerådsvalget sammen med valget til kommunalbestyrelse og regionsråd.

Hidtil er ældrerådsvalget i Hvidovre Kommune blevet afholdt via en brevafstemning, men nu kan de stemmeberettigede Hvidovre-vælgere få lov til at stemme samtidig med, at de stemmer til kommunal- og regionsrådsvalget, som finder sted 21. november næste år.

Erfaringerne fra andre kommuner viser, at stemmeprocenten kan stige, hvis ældrerådsvalget afholdes samme dag som de to andre valg. Ifølge en undersøgelse fra organisationen Danske Ældreråd steg stemmeprocenten gennemsnitligt til 71,4 procent i de kommuner, som i 2013 havde slået valgene sammen. Til sammenligning var stemmeprocenten til det seneste ældrerådsvalg i Hvidovre på 40 procent.

”Stemmeprocenten til ældrerådsvalgene har historisk set ligget lavt. Derfor kan den formentlig komme op, når vælgerne over 60 år kan afgive deres stemme, når de alligevel er nede for at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. Så jeg tror, at den her nye mulighed kan være med til at skabe mere opmærksomhed om Ældrerådets arbejde,” siger borgmester Helle Adelborg.

Der er cirka 12.000 stemmeberettigede vælgere, når ældrerådvalget i 2017 skal afvikles.