Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

34 hovedstadskommuner råber op: Stop forskelsbehandlingen nu!

96.000 kr. Så meget mindre har en familie i hovedstadsområdet til rådighed om året end en tilsvarende familie i Region Nordjylland. Alligevel flyttes der hvert år flere og flere milliarder fra hovedstadsområdet til resten af landet. I 2017 er beløbet 12 mia. kr. Derfor er 34 kommuner fra hovedstadsområdet nu gået sammen. De har fået nok og vil have sænket landsudligningen!
16. september 2016
De 34 kommuner ønsker et Danmark, der hænger sammen økonomisk. De ønsker et fair niveau af økonomisk udligning mellem kommunerne og vil gerne bidrage til økonomien i landets øvrige kommuner. Men i dag indebærer landsudligningen, at kommunerne i hovedstadsområdet har et lavere serviceniveau, samtidig med at de skal sende penge ud af kommunen til resten af landet.

 - Borgerne i hovedstadsområdet betaler i dag for, at kommunerne i resten af landet kan tilbyde et højere serviceniveau, end vi kan her i hovedstadsområdet. Det er absolut ikke formålet med udligningsordningen, siger Steen Christiansen, borgmester i Albertslund, der er en af initiativtagerne:
 - Derfor er vi 34 kommuner gået sammen for at sige Stop forskelsbehandlingen!

De 34 kommuner ønsker, at landsudligningen skal sænkes, så det kommer ned på samme niveau som efter kommunalreformen i 2007. 
Det er en myte, at borgerne i hovedstadsområdet er særligt privilegerede
Fælles for de 34 kommunerne er, at de ikke kan genkende billedet af, at borgerne i hovedstadsområdet er særligt privilegerede. 7 ud af 10 af Danmarks mest socialt belastede kommuner ligger i hovedstadsområdet. Arbejdsløsheden ligger på samme niveau som i resten af landet, mens niveauet for kommunal service ligger under niveauet for resten af landet. Oveni det har en familie, hvor far er håndværker og mor er sygeplejerske, i gennemsnit 96.000 kr. mindre til rådighed om året end en tilsvarende familie bosat i Nordjylland. 

 - Når vi her i Hovedstadsområdet sender penge til resten af landet, siger borgmester Helle Adelborg fra Hvidovre Kommune:
 - Så får det betydning for den service, som vi og vores nabokommuner kan tilbyde fx ældre og børnefamilier. Derfor er vi med i en fælles appel for en ændring af udligningen.”
De 34 kommuner vil i den kommende tid tage initiativ til en dialog med bl.a. folketingspolitikerne om behovet for at sænke landsudligningen. 

De 34 kommuner er:
Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Solrød, Stevns, Tårnby, Vallensbæk.       

Læs mere på www.stopforskelsbehandlingen.nu