Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Alder er ingen hindring for at træne styrke og balance

Hvidovre Kommune og DGI er klar med en ny sæson af Sundhedsidræt for seniorer
2. september 2016
Bare fordi man er senior, behøver man hverken at være afhængig af børn, børnebørn eller hjemmehjælp. Seniortræningsforløb ruster deltagerne fra 60 år og opefter til et liv, hvor man gennem øget styrke og balance kan klare flere ting selv. Netop nu kan borgere i Hvidovre Kommune tilmelde sig DGI Sundhedsidræts Seniorhold hos de lokale foreninger Egevoldens IC og HVG37, som starter hold op i starten af september. 

”Mange af mine deltagere siger, at de kommer, fordi de gerne vil undgå hjemmehjælp. Og det er da også lykkedes indtil nu. Med træningen får deltagerne både styrke og balance, som hjælper dem med at undgå at falde. Vi laver f.eks. øvelser, der viser, hvordan det føles, når man er lige ved at falde. Vi styrker de store muskelgrupper og laver balanceøvelser, så de ældre er godt rustet i deres hverdag,” fortæller Birgitte Mortensen, som er instruktør på seniortræning i HVG37, der fra 5. september vil være instruktør i seniortræning hver mandag.

Halvdelen af deltagerne på Birgitte Mortensens hold i foråret mænd var, og deltagerne var i alderen 60 til 92 år. 

Jeanette Gotfredsen, som er instruktør på seniorholdet hos Egevoldens IC, kan genkende billedet på sine hold: 
”Mange deltagere opdager, at det faktisk er sjovt at træne sammen med andre. De har fået mere energi og vil gerne af sted til den ugentlige træning, som de lige pludselig ikke vil undvære.”

En af deltagerne fra det seneste hold er 80-årige Ingrid, som har fulgt seniortræning hos Egevoldens IC. 
”Jeg troede aldrig, at det ville overgå mig at savne træning. Jeg har virkelig savnet det, de gange, der har været helligdag, og der er gået to uger imellem træningen. Før var jeg bange for at få pulsen op på grund af mit hjerte, men det er jeg slet ikke mere. Jeg fortsætter helt sikkert på motionsholdet.”

Jeanette Gotfredsens seniorhold starter 8. september og kører efteråret igennem om torsdagen hos Egevoldens IC i Avedøre Idrætscenter.

Træningsforløb bygger bro mellem genoptræning og idrætsliv
DGI Sundhedsidræt er navnet på et tre-årigt projekt i partnerskab mellem DGI og Hvidovre Kommune. Kommunens borgere får mulighed for at deltage i træningskoncepter, der er skræddersyede til deltagere med rygproblemer eller hjerte-kar-sygdomme. Herudover er det også for seniorer, som f.eks. grundet kronisk sygdom eller andet sygdomsforløb har brug for genoptræning til at kunne deltage i lokalforeningernes almindelige idrætstilbud. 

Tilmeld dig efterårets hold nu: 
DGI Sundhedsidræt Seniortræning begynder i september og kører over 15 gange. Træningsforløbene er hver især målrettet deltagernes unikke udfordringer, men har det til fælles, at de alle bidrager med øget styrke-, stabiliserings- og balanceøvelser. 

Hør mere og tilmeld dig her:

HVG37, Seniortræning med holdstart 5. september, mandage fra 13.15-14.45.
Hør mere og tilmeld dig hos Hanna Christensen tlf. 22 79 46 10 eller på Hanna.christensen@dgi.dk 

Egevoldens IC, Seniortræning med holdstart 8. september, torsdage fra 10-11.30.
Hør mere og tilmeld dig hos Hanna Christensen tlf. 22 79 46 10 eller på Hanna.christensen@dgi.dk