Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nu får Hvidovre sin kæmpe

Den sidste af en flok Vestegnskæmper på seks – bliver bygget på Avedøresletten i næste uge
29. august 2016

Tilde, Louis, Teddy, Oscar og Thomas er allerede dukket op på hemmelige steder på den københavnske vestegn. Nu får Hvidovre som den sidste af de seks kommuner sin kæmpe.
Den bliver bygget på Avedøresletten, men den præcise placering vil kommunen ikke afsløre:

 - Hele idéen med skulpturerne er, at borgerne og andre gæster selv skal opdage skulpturen og området. Jeg har glædet mig og ser meget frem til, at vi får en kæmpe her i Hvidovre. Jeg håber, at kæmpen giver endnu flere borgere i kommunen lejlighed til at opdage og opleve det skønne naturområde vi i Hvidovre er beriget med at have på Avedøresletten. Jeg kan afsløre, at mange af vores skoleelever allerede kender stedet, siger borgmester Helle Adelborg.

De seks glemte kæmper er bygget af den internationalt anerkendte kunstner Thomas Dambo, og sætter som en del af Vestegnens Kulturuge fokus på alle de dejlige naturområder på Vestegnen.

Når kæmpen i Hvidovre står færdig midt i Vestegnens Kulturuge, er det tanken, at borgerne skal kunne tage cyklen og tage på skattejagt og finde alle seks kæmper. Idéen med de gemte kæmper er, at få borgerne til at opdage og besøge de områder, der ligger lidt væk fra hovedvejene – og vise, at der overalt i kommunerne gemmer sig små og store oplevelser ud over det vi i forvejen kender Vestegnen for.

Kæmperne er bygget af genbrugstræ, og materialerne er fundet hos virksomheder i lokalområdet. I Hvidovre kommer genbrugstræet bl.a. fra ejendomme, der har stået til nedrivning. Nu får træet nyt liv i nogle år. Thomas Dambo og hans hold bygger kæmpen fra den 5.-9. september med hjælp fra lokale frivillige.

Thomas Dambos træskulpturer er kendt for deres overvældende dimensioner, humor og kærlighed til detaljen. De er milde og venlige og indbyder til leg. Der står allerede kæmper rundt om i Danmark. Senest har kunstnerens værk ”Happy Wall” været i Rio de Janeiro under OL. 

Skulpturerne opføres som en del af Vestegnens Kulturuge i uge 37, hvor alle seks kæmper står færdige. Se det fulde program for kulturugen på www.vestegnenskulturuge.dk og følg Vestegnens Kulturuge på Facebook. I ugen op til kulturugen lanceres en app med programmet.