Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Døgnåben genbrugsplads bliver flittigt brugt

Mere end 1300 borgere og knap 200 virksomheder har tilmeldt sig selvbetjeningsordningen til Hvidovre Genbrugsplads, som gør det muligt at komme af med sit affald døgnet rundt.
5. august 2016
Hvidovre Genbrugsplads begyndte i maj måned at holde åbent hele døgnet rundt, og ordningen er kommet flyvende fra start. 
Indtil videre har cirka 1500 tilmeldt sig den fleksible ordning. De fleste af dem er private borgere (1339) og resten er virksomheder (189), som har benyttet sig af muligheden for at skille sig af med affald efter normal lukketid, som er klokken 18.


Den døgnåbne genbrugsplads kommer især de mange bygge- og anlægsvirksomheder i Hvidovre Kommune til gode. De kan nu se stort på åbningstiderne og i stedet køre til genbrugspladsen på Avedøre Holme, når det passer dem. 

”Det er et rigtig godt at se, at der er blevet taget godt imod den nye ordning med døgnåbent på Hvidovre Genbrugsplads. Det giver en stor valgfrihed i dagligdagen for ikke bare borgerne, men også for virksomhederne, som nu ikke er bundet af de traditionelle åbningstider,” siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg.
 
Der bliver i øjeblikket tilmeldt omkring ti nye borgere om dagen og ti virksomheder om ugen.

Godt 800 gange har en borger eller virksomhed i de første 10 uger besøgt genbrugspladsen uden for normal åbningstid.
Det er primært mellem klokken 6 og 10 og klokken 18 og 22, at pladsen bliver brugt, hvis man ser bort fra den sædvanlige åbningstid.
De mange tilmeldte og den stigende aktivitet på alle tider af døgnet bliver betragtet som en succes af Amager Ressourcecenter, som står for genbrugspladsen i Hvidovre.

”Generelt går det rigtig godt med ordningen. Vi har ikke problemer med fejlsorteringer eller affald afleveret uden for containerne. Vores kunder udtrykker stor tilfredshed, og genbrugsvejlederne er også glade for ordningen,” siger udviklingskonsulent Linda Rebien fra Amager Ressourcecenter, som Hvidovre Kommune ejer sammen med København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby og som står for driften af genbrugspladser i de fem kommuner.

Hvidovre Genbrugsplads er den eneste døgnåbne plads i de fem kommuner, og borgere i alle fem kommuner har mulighed for at melde sig til og få adgang. Det samme kan virksomheder fra hele landet. Man kan tilmelde sig døgnåbent på Amager Ressourcecenters hjemmeside www.a-r-c.dk/privat/doegnaabent. 

Ordningen kører som et forsøg i år, hvorefter den skal evalueres. Her bliver det vurderet, om den skal fortsætte og eventuelt bredes ud til flere genbrugspladser.