Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre og Ishøj Kommuner arbejder sammen

Færre sager end forventet i Hvidovre giver mulighed for at dele borgerrådgiver
1. juli 2016
Hvidovre og Ishøj kommuner skal fra efteråret ansætte en fælles borgerrådgiver.  Borgerrådgiverens tid skal fordeles med to tredjedele i Hvidovre og en tredjedel i Ishøj. Baggrunden for den nye fælles ansættelse er, at Hvidovre Kommunes nuværende borgerrådgiver har færre sager en forventet, og der derfor er tid til også at rådgive en anden kommunes borgere. 

 - Med aftalen med Ishøj Kommune om en fælles borgerrådgiver, kan vi her i Hvidovre fortsat tilbyde vores borgere en uvildig vejledning og et sted at gå hen, hvis de ikke er tilfredse med kommunens behandling af deres sag. Det synes jeg er en rigtig god service, siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg. 

Hvidovre Kommune har haft en borgerrådgiver siden oktober 2014. Ishøj, der ikke i forvejen har en borgerrådgiver, har henvendt sig til Hvidovre for at forhøre sig om muligheden for et samarbejde.

 - Det glæder mig, at vi har kunnet lave et partnerskab med Hvidovre Kommune i denne forbindelse. I Ishøj har vi ikke nok sager til en fuldtidsmedarbejder, men med dette samarbejde kan vi alligevel være med til at sikre, at borgerne forstår kommunens afgørelser og kender til muligheden for at klage, siger Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp.

Da den nuværende borgerrådgiver i Hvidovre Kommune skal være chefjurist i Hvidovre Kommune i stedet, skal der ansættes en ny borgerrådgiver til den nye delte stilling. 

Kommunerne forventer, at have ansat en borgerrådgiver i løbet af efteråret. Ansættelsesudvalget kommer til at bestå at repræsentanter fra begge kommuner.