Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Langhøjskolens elinstallationer bliver renoveret

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre har afsat to millioner kroner til udbedring af elinstallationer på Langhøjskolen.
6. juni 2016

Langhøjskolen får nu renoveret sine elinstallationer for to millioner kroner. I forbindelse med et større renoveringsprojekt på Langhøjskolen er skolens elinstallationer blevet gennemgået, og det estimeres, at omkring 10 procent af elinstallationer ikke lever op til de aktuelle krav og skal derfor opgraderes.

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre besluttede tirsdag aften at godkende, at der bliver brugt to millioner kroner fra kommunens kassebeholdning til at udbedre de utidssvarende elinstallationer, og arbejdet vil blive sat i gang hurtigst muligt.
”Det er vigtigt, at vi sørger for, at vores installationer lever op til kravene. Derfor er det positivt, at vi i hele kommunalbestyrelsen er enige om, at det her selvfølgelig skal udbedres,” siger borgmester Helle Adelborg.

Kommunens ejendomsafdeling understreger, at de gennemgåede elinstallationer ikke er til fare for skolens brugere. Det handler eksempelvis om at få kabler lagt i kabelbakker og at få fæstnet til faste bygningsdele.