Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Flot 2015-regnskab med styr på økonomien

Markant flere anlægsaktiviteter i 2015 end tidligere år
4. maj 2016
Kommunens regnskab for 2015 endte med et overskud på 237,5 mio. kr. Det skyldes primært, at Hvidovre Kommune sidste år havde en stor ekstraordinær indtægt i form af 200 mio. kr. for salget af hjemfaldsklausuler på ejendomme beliggende i kommunen. De 200 mio. kr. er indtil videre lagt i kassen.

 - Jeg synes vi kommer ud af 2015 med et rigtig godt resultat, sagde borgmester Helle Adelborg bl.a. ved behandlingen af regnskabet i Kommunalbestyrelsen den 26. april. Hun fremhæver selv, at det bl.a. er lykkedes at få brugt en langt større del af de afsatte anlægsmidler end i årene før:
 - Jeg synes, at det er værd at bemærke, at anlægsaktiviteterne med sine 156 mio. kr. ligger markant højere end i 2014.

Det er penge, der bl.a. er blevet brugt til ombygning af skoler i forbindelse med folkeskolereformen, en forbedring af folkeskolernes udearealer og indretning af gården ved Enghøjhuset.

Selvom der er brugt flere penge på anlæg end tidligere år, er det dog ikke alle planlagte anlægsprojekter, der er blevet gennemført i årets løb. 

 - Overførslen for anlægget udgør godt 83 mio. kr. Det er jo som udgangspunkt højt. Men når vi tager højde for, at der bl.a. indgår de 15,5 mio. kr., som vi har afsat til Hvidovre Stadion ved budgetvedtagelsen i oktober er overførslerne faktisk faldende igennem de seneste år, hvilket er tilfredsstillende, siger Helle Adelborg.

Hvidovre Kommune har en drift i balance. Servicerammen er overskredet en anelse med 5,7 mio. kr. svarende til 2 promille ud af en serviceramme på mere end 2,4 mia. kr. Den marginale overskridelse får dog ikke betydning i forhold til kommunernes overholdelse af Økonomiaftalen med regeringen, da kommunernes serviceforbrug bliver betragtet under ét, og der overholder kommunerne aftalen.