Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Peter Lund Madsen gæster Medborgersalen

Hjernen er i centrum, når Hvidovre Kommune holder temadag om den tredje alder onsdag 4. maj. Her vil hjerneforsker Peter Lund Madsen fortælle om, hvordan vi passer på vores hjerner
18. april 2016

Der er garanti for en underholdende optræden, når den anerkendte hjerneforsker Peter Lund Madsen gæster Medborgersalen onsdag 4. maj. Her er Hvidovre Kommune vært for en temadag om hjernen og den tredje alder.

Peter Lund Madsens inspirerende foredrag om hjernen og den tredje alder vil sparke temadagen i gang. Hjerneforskeren er kendt fra bl.a. Hjernekassen på P1, og han har tidligere vundet priser for sine formidlingsevner. I Medborgersalen 4. maj vil han tale om hjernen og den tredje alder og give svar på spørgsmål som: Hvordan passer vi på vores hjerner? Bliver vi klogere eller dummere, når vi bliver ældre? Hvorfor går hjernens udvikling aldrig i stå?

”Jeg ser frem til at besøge Hvidovre og fortælle lidt om, hvordan hjernen opfører sig, når den har levet i mange år,” siger Peter Lund Madsen.

Hvidovre Kommune håber, at mange ældre vil komme til det gratis arrangement. Der vil nemlig være nyttig viden og inspiration at hente med hjem.

”Når man kommer op i alderen eller går på pension, kan det nogle gange være svært at holde hjernen i gang og holde fast i sin omgangskreds, fordi man ikke længere arbejder. Derfor vil vi med temadagen vise alle de mange spændende muligheder, vi har i Hvidovre Kommune for ældre, der gerne vil holde hjernen i gang og leve et aktivt ældreliv,” siger borgmester Helle Adelborg.

Udover foredraget med Peter Lund Madsen vil der være forskellige stande med aktiviteter.

Her kan du bl.a. få lækre smagsprøver, få inspiration til hvordan du holder både krop og hjerne i gang, høre mere om og tilmelde dig kursusrækken Ældreliv Hvidovre, få en guide til sjove apps til telefonen og møde nogle af de mange lokale foreninger i Hvidovre Kommune.

Baggrunden for temadagen er, at flere og flere borgere i Danmark bliver ramt af en demenssygdom. Derfor vil dagen også komme med bud på, hvad man selv kan gøre for at nedsætte risikoen for at blive ramt af demens.

Dørene åbnes klokken 13.00, og foredraget begynder klokken 13.30, hvor dørene lukkes. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd. Der vil undervejs være en let forplejning.