Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ny lokalplan for Langkildevej kan bane vej for 29 rækkehuse

Der kan blive mere plads til både børnefamilier og voksne par uden børn i Avedøre i fremtiden. Et nyt projekt byder på 29 nye rækkehuse. Arbejdet med en ny lokalplan sættes nu i gang
27. april 2016

Hvidovre Kommunes Teknik- og Miljøudvalg har netop besluttet at igangsætte arbejdet med en ny lokalplan for ejendommen Langkildevej 1.

En ny lokalplan kan skabe mulighed for at opføre 29 attraktive rækkehuse, som kan være til gavn for udviklingen i Avedøre.



"I Hvidovre oplever vi i disse år en stor efterspørgsel på boliger fra blandt andet børnefamilier og par, hvor børnene er flyttet hjemmefra. Derfor vil det være rigtig godt for os, hvis der kommer 29 nye rækkehuse, som kan være interessante for familier i alle aldre. Det projekt vi her er blevet præsenteret for, er lige i tråd med de ønsker, vi har for Hvidovre som børnenes og familiernes by," siger borgmester Helle Adelborg.



Ejendommen Langkildevej 1 er blevet solgt under betingelse af, at ejendommen ikke anvendes til opførelse af alment boligbyggeri, og at der i forbindelse med bud skulle indleveres et skitseprojekt af det påtænkte byggeri.



Det er endt med det nuværende projekt med de 29 boliger, som er tegnet af Skovhus Arkitekter. Det indeholder klynger med 4-7 rækkehuse, der ligger forskudt i forhold til hinanden. Naturen og landskabet spiller en væsentlig rolle, og der er lagt op til, at udearealerne bliver en naturlig del af livet i bebyggelsen.



På grund af ejendommens beliggenhed tæt på togbanen vil der blive opført en støjskærm, der vil sørge for at sikre, at boligerne overholder de gældende støjkrav.

Teknik- og Miljøudvalget har desuden indskærpet, at byggehøjden maksimalt må være på to etager og otte meter.



Den kommunale forvaltning går nu i gang med arbejdet med lokalplanen.