Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Der tegnes og beregnes videre på bymidten

Efter sommerferien vil Hvidovres borgere igen blive inviteret til møder om planen for området ved Medborgersalen, rådhuset og Risbjerggård
1. april 2016
Kommunalbestyrelsen vedtog på sit møde den 29. marts den videre proces for arbejdet med en helhedsplan for Hvidovre Bymidte. 
I november blev det vedtaget, at tegnestuen Vandkunsten skal arbejde videre med helhedsplanen baseret på tegnestuens eget forslag og 11 fokuspunkter, bl.a. med inspiration fra tegnestuen BCVA’s forslag i det såkaldte parallelopdrag, der fandt sted i 2015. 
I løbet af dette forår vil Vandkunsten tegne videre, samtidig med at Hvidovre Kommune regner på økonomiske omkostninger, risici osv. i projektet. 

Blandt partier og grupper i kommunalbestyrelsen er der tilfredshed med bymidte-processen, og politikerne lægger vægt på, at borgerne i den kommende fase vil blive grundigt orienteret om projektet. 

Tegninger og økonomiske vurderinger vil blive fremlagt for politikere og borgere i Hvidovre efter sommeren – og for bymidteudvalget, der bl.a. skal være garant for, at de fokusområder for bymidten, der blev vedtaget i 2015, bliver tilgodeset. Udvalget, hvor der bl.a. sidder tre borgerrepræsentanter, vil være identisk med det bedømmelsesudvalg, der sidste år havde til opgave at vurdere scenarier og forslag fra Vandkunsten og BCVA. Kommunalbestyrelsen besluttede, at der i den videre proces desuden skal tilbydes en plads i bymidteudvalget til en repræsentant for Hvidovre Kunstråd.

Der vil blive afholdt borgermøder i forbindelse med, at helhedsplanen for bymidten bliver sendt i høring til efteråret. 

- Sidste år havde vi nogle rigtig gode og konstruktive workshops, hvor borgere, politikere og arkitekter talte med hinanden om planer og muligheder for bymidten, og vi havde et bedømmelsesudvalg, hvor bl.a. tre borgerrepræsentanter kom med gode indspark og vinkler, og det er vigtigt at fortsætte ad den vej, fordi Hvidovre Bymidte skal være for alle, når den engang står færdig, siger borgmester Helle Adelborg. 

En endelig helhedsplan for Hvidovre Bymidte forventes vedtaget inden udgangen af 2016. Helhedsplanen skal danne grundlag for kommende lokalplaner for området.