Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Transportudvalg går videre med støjproblem i Hvidovre

Stiller spørgsmål til ministeren efter besøg af delegation fra kommunalbestyrelse og forvaltning
5. februar 2016
Torsdag den 4. februar havde borgmester Helle Adelborg, 2. viceborgmester Niels Ulsing og direktør for Kultur, Miljø & Vækst i Hvidovre Kommune, Gert Nelth, foretræde for Transport- og Bygningsudvalget i Folketinget. Formålet var på vegne af kommunalbestyrelsen i Hvidovre at påpege det uhensigtsmæssige ved valget af støjafskærmning langs Allingvej.

- Efter en årelang korrespondance med skiftende ministre uden resultat er vores tålmodighed brugt op, siger borgmester Helle Adelborg.- Den løsning, der er valgt, løser slet ikke problemet for de meget støjplagede beboere langs den nye jernbane og for motorvejen. Og det er udelukkende, fordi Vejdirektoratet og Banedanmark ikke kan blive enige om at lave en ordentlig fælles løsning, som dæmper støjen effektivt. 

Delegationen fra Hvidovre Kommune fremhævede overfor Transport- og Bygningsudvalget, at det virker særligt stødende, at en tillægsbetænkning afgivet af Trafikudvalget den 11. maj 2010 faktisk anerkender støjproblemerne langs Allingvej fuldt ud, og at de 16 mio. kr., der er afsat til støjdæmpning, vil være tilstrækkeligt til at etablere højere støjskærm, end der nu er valgt.
Som det er nu, er det planen, at støjskærmen skal være tre meter høj. Men en fem meter høj støjskærm vil mindske støjen med yderligere 3 db.

- Støj er virkelig noget, som har negativ indvirkning på menneskers helbred og livskvalitet, og derfor er det meget mere nødvendigt at finde en optimal løsning på støjproblemet fra  starten. Det var det klare budskab, som vi havde med til Transport- og Bygningsudvalget, siger borgmesteren. – Og vi gik fra udvalget med en oplevelse af, at de havde lyttet og forstået det rimelige i vores argumentation.

Senere på eftermiddagen torsdag den 4. februar fremgik det da også af Folketingets hjemmeside, at Transport- og Bygningsudvalget havde formuleret disse to spørgsmål til transportministeren. Det ene om, hvorvidt ministeren mener, at Banedanmark har levet op til ordlyden og ånden om etablering af støjafskærmen i Hvidovre. I det andet om økonomien bag valget af støjafskærmning, og hvilken forskel der vil være i prisen, hvis man bygger skærmen fem meter i højden i stedet for tre meter.

- Vi afventer nu med spænding ministerens svar, og vi håber klart på, at vi får den bedste og mest optimale løsning for en støjafskærmning langs Allingvej, slutter Helle Adelborg.