Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Møde om flygtninge i Hvidovre

Den 10. februar kan du høre, hvad kommunen og de frivillige gør for at hjælpe flygtningene, og du kan møde Fadi, der har taget den lange vej fra Syrien til Hvidovre
25. januar 2016
Hvad sker der, når flygtninge kommer til Danmark og til Hvidovre? Hvad gør kommunen, og hvordan kan frivillige hjælpe? Disse spørgsmål kan man få svar på, når Hvidovre Kommune den 10. februar inviterer til møde på Risbjerggård om flygtninge i Hvidovre.

 På mødet kan man også høre den syriske læge Fadi fortælle sin personlige historie om flugten fra Syrien til en ny dagligdag i Hvidovre.

Forfatter og journalist Rushy Rashid er aftenens ordstyrer.

 Mødet er kommet i stand i samarbejde mellem Hvidovre Kommune og en række frivillige organisationer og netværk; Dansk Røde Kors, Flygtningehjælp, Strandmarkskirkens menighedsråd og Venligboerne Hvidovre. 

- Medierne er fyldt med historier og debat om flygtninge, og vi vil sammen med de frivillige gerne bidrage til at oplyse Hvidovres borgere om, hvordan situationen ser ud i Hvidovre, og hvad der er brug for i forhold til at hjælpe de nytilkomne til rette, siger borgmester Helle Adelborg.

Kommunen bliver ofte kontaktet af frivillige, der gerne vil hjælpe, og derfor er det nødvendigt med en afklaring af, hvad kommunens forpligtelser er, og hvor frivillige kan træde til. Samtidig oplever de frivillige, at der er brug for alle aktive hænder i det arbejde, der allerede er sat i gang.

- Hvis man går med en god ide til, hvordan vi bedst kan hjælpe vores nye borgere med at falde til og forstå det danske samfund, og hvis man samtidig sammen med andre vil stå for at føre det ud i livet, så er det bare om at komme ud af busken og tage fat, siger Dorte Sonnenborg-Mathiesen, der har startet  ”Venligboerne Hvidovre”  sammen med Helle Mølmark Nemholt. 

Gruppen har knap 900 medlemmer, og sammen bruger medlemmerne en stor del af deres fritid på at hjælpe flygtningene i Hvidovre.  Lige fra at skaffe/hente tøj og møbler til at lave forskellige samtalegrupper , barselsgruppe, håndarbejdsgruppe, kor og meget snart en cafe. Alt sammen med det fælles mål at tale dansk og skabe netværk.

– Vi kan se, at der er mange steder, hvor man som frivillige kan gøre en stor forskel, og de nye borgere er meget taknemmelige, pointerer Dorte Sonneborg-Mathiesen. – Derfor vil jeg også opfordre til, at man kommer og hører Venligboerne fortælle på Hovedbiblioteket den 30. januar og at man møder op på Risbjerggård den 10. februar.

Der er begrænset antal pladser til informationsmødet om flygtninge i Hvidovre, så tilmelding er nødvendig. Man kan tilmelde sig via kommunens hjemmeside på www.hvidovre.dk/flygtning.