Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Gungehusskolen skal have ny ledelse

Rekrutteringen af ny skoleleder bliver sat i gang i løbet af kort tid. I overgangsperioden vil Holmegårdsskolens leder stå i spidsen for Gungehusskolen.
5. januar 2016

Gungehusskolens skoleleder Jørgen Angermann og viceskoleleder Birgitte Thunestvedt har valgt at opsige deres stillinger på skolen med udgangen af henholdsvis marts måned og januar måned 2016.
Selvom den nuværende daglige ledelse forlader skolen indenfor kort tid, vil Hvidovre Kommune gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre stabilitet for både lærere og elever på skolen.
Derfor vil Holmegårdsskolens skoleleder Ole Møller Laursen i en overgangsperiode stå for ledelsen af Gungehusskolen i samarbejde med skolens øvrige ledelse, som består af afdelingslederne Rasmus Schmidt og Allan Jensen (SFO).

"Det er to erfarne ledere, som forlader Gungehusskolen. Og når både en skoleleder og en viceskoleleder fratræder med kort mellemrum udgør det naturligvis en væsentlig udfordring for en skole, men vi gør alt for at sikre, at Gungehusskolen fortsat vil være en god og forsvarligt ledet skole, og derfor vil Ole Møller Laursen, som i dag er skoleleder på Holmegårdsskolen, varetage ledelsen af Gungehusskolen i perioden fra 1. februar og indtil 1. maj, hvor en ny skoleleder vil kunne tiltræde," siger Rune Ahlmann Nielsen, som er skolechef i Hvidovre Kommune.

I løbet af kort tid vil rekrutteringen af en ny skoleleder på Gungehusskolen blive sat i gang.
Denne proces forventes afsluttet i marts måned, således at en ny skoleleder forventeligt vil kunne tiltræde den 1. maj 2016. Herefter vil en ny skoleleder kunne sætte sig i spidsen for rekruttering af en ny viceskoleleder. I begge ansættelsesprocesser vil forældre- og medarbejderepræsentanter spille en væsentlig rolle, og blive inviteret til at deltage i ansættelsesudvalg. Dette vil blandt andet ske ved, at skolebestyrelsen har en vigtig rolle i begge ansættelser.

I en periode med så store ledelsesmæssige forandringer, som Gungehusskolen står overfor i den kommende tid, er det vigtigt at skolens ledelse og medarbejdere er godt understøttet. Derfor vil såvel Hvidovre Kommunes forvaltning som kommunens øvrige skoler være til rådighed for Gungehusskolen med faglig og administrativ støtte i nødvendigt omfang.